Hej

Hvorfor associerer jeg kapper med at være speciel? Hvorfor associerer jeg Harry Potter med at være oftere syg? Hvorfor associerer jeg tryllestave med at være uhygiejnisk? Hvorfor associerer jeg skjorter med at få voldsomme udburd??

Jeg føler mig meget værdiløs.

(Pige, 16 år)


Hej Pige på 16 år

Det lyder til, at du har gjort dig en masse tanker om det at forbinde noget med hinanden. Og samtidig måske bøvler lidt med en følelse af at være værdiløs. Det kan være rigtig svært at gå og have det sådan. Derfor er det også rigtig godt, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Hvis man associerer en ting med noget andet, så er det fordi, man forbinder de to ting med hinanden. Det kan eksempelvis komme, hvis man har set de to ting sammen på et tidligere tidspunkt. Eksempelvis kan man godt associere harry potter med at være syg, hvis man selv har været syg på et tidspunkt, hvor man har set/læst meget Harry Potter. Så derfor er der måske sket nogle ting, som gør du forbinder de forskellige ting med hinanden? 

Snak med nogen om det

Du skriver, at du føler dig meget værdiløs, og der kan være rigtig mange forskellige grunde til, at man har det sådan. Ofte er det også sådan, at der måske ikke lige er en specifik grund til, at man har det sådan. Men uanset om der lige er en grund eller ej, så kan det være rigtig hårdt. Tankerne kan komme til at fylde rigtig meget, og derfor er det også en rigtig god ide, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. For det er alt for tungt, at gå rundt og bære på helt alene. 

Snak med dine forældre

Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med dine forældre om følelsen af at være værdiløst? For ellers tænker jeg, at det kunne være en rigtig god ide. Dine forældre er måske nogle af de mennesker, som er tættest på dig. Og det er ofte sådan med forældre, at de rigtig gerne vil hjælpe. Men det kan være lidt svært for dem at gøre det, hvis de ikke helt ved hvordan man lige går og har det. De fleste forældre vil rigtig gerne have, at deres børn har det godt. Derfor bliver de også ofte rigtig glade for, at man fortæller dem, hvordan man har det. I vores vores guide til at snakke med forældre om svære ting, står der en masse om, hvordan man kan gøre, når man skal snakke med sine forældre om ting som er svære. 

Tag fat i Headspace

Du kan også tage fat i Headspace. Der sidder nemlig en masse søde frivillige klar til at hjælpe og lytte. Det er helt gratis at komme i Headspace, og du kan også sagtens være anonym, hvis du synes, at det er rarere. De frivillige er vant til at snakke med unge om ting som er svære, og derfor sørger de også altid for, at det foregår på en måde som er rar for dig. Så I kan få snakket om de ting, som du går og bøvler med. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar som har hjulpet, og at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. For det er alt for svært, at gå med alle de tanker helt alene.

De bedste hilsner fra en Mindhelper