Hej med jer i Mindhelper.

Jeg har en virkeligt provokeret krise, det startede ca. 2020 Februar måned, det bliver værre, værre og værre. Mit hoved føler meget tom og forvirret, jeg kan både ikke mærke mine egne behov fx sult, toiletbesøg eller social. Jeg har også tit hovedpine, ellers pejlede jeg at skrive historier og forstå citater, men desværre jeg er ordløs, dvs jeg kan ikke forstår og misforstår i samtalerene, TV, tv-serier, kan ikke at følge med i timerne. Hvorfor kan jeg ikke tænke klart eller mærke af mig selv.

Jeg ved ikke hvad skal jeg gøre ved det, jeg håber at i kan hjælpe mig med min krise.

Hilsen den forvirret pige

(Pige, 20 år)


Hej Pige på 20 år

Det lyder som om, at du i en lang periode har gået og tumlet med nogle rigtig svære følelser. Og at det påvirker dig meget i din hverdag. Derfor er jeg glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For dem skal du bestemt ikke gå med alene.

Reaktioner på en krise

Du skriver i dit brev, at du er i en krise. Og at du føler dig tom og forvirret indeni. Du skriver også, at du har haft det sådan siden februar 2020. Derfor kommer jeg til at tænke på, om der mon er sket noget i dit liv i februar? For ofte er det sådan med kriser, at de sættes igang af, at der sker noget i ens liv som overvælder en.

Når man bliver rigtig presset psykisk, kan man opleve at komme i krise. Når man er i krise, kan ens krop reagere ved at gå i alarmberedskab. Det gør kroppen for at prøve at beskytte en. Når kroppen er i alarmberedskab reagere den ved, at fokusere på det den synes er det vigtigste lige nu og her – at komme ud af krisen. Men det kan betyde, at kroppen vælger at lukke ned for nogen af dens andre funktioner, for at den kan bruge alt sin energi, på at komme ud af krisen. Det kan resultere i, at der ikke er energi tilbage til at tænke klart eller koncentrere sig. Det kan også ske, at kroppen lukker ned for signalerne, der fortæller en, at man er sulten eller skal på toilettet. Det kan være en rigtig ubehagelig oplevelse, ikke at kunne mærke sine egne behov. Men du skal vide, at det er en normal reaktion at få, når ens krop og psyke er på overarbejde. 

At kroppen kan gå i alarmberedskab, kan hjælpe en når man står i en rigtig hård situation. Men hvis kroppen ikke kan komme ud af alarmberedskabet igen, kan det blive et problem. Vi mennesker er nemlig ikke lavet til, at være i alarmberedskab i længere perioder. Og hvis vi er det, kan vi få det rigtig skidt. Men heldigvis, er det muligt at komme ud af alarmberedskabet, og få det godt igen – nogen gange behøver man bare hjælp til det. 

Det kan blive bedre igen

Du beskriver, at du har fået det værre og værre i løbet af det sidste år. Og det lyder som om at du er meget påvirket i din hverdag af ubehagelige følelser. Nogen gange, når man har det rigtig skidt, kan det være svært at se sig ud af den situation, man er i. Mange oplever, at de kan blive i tvivl, om det kan blive bedre. Måske er det noget du kan genkende. Men det er helt bestemt muligt at få det bedre. Og jeg tænker at nogle af de ting du beskriver, som fx koncentrationsbesvær og manglende følelse af hvad du har brug for, er nogle ting der vil ændre sig, hvis du får lidt mere ro på inden i.

Prøv i 2 minutter

Det lyder som om, at din nuværende situation, forhindre dig i at lave nogle af de ting du godt kan lide. Du skriver at du nogen gange ikke kan følge med i samtaler og har svært ved at finde ord til at skrive historier. Hænger det sammen med den hovedpine du også beskriver at du har? Det kan nogen gange være rigtig svært at koncentrere sig, hvis man har ondt i hovedet nemlig. Så jeg kan godt forstå, hvis det kan gøre det svært at følge med i samtaler og koncentrere sig om at skrive historier. Noget du kan prøve, hvis du har lyst, er at begynde at skrive i små tidsintervaller.  Du kan fx sætte 2 minutter af, hvor du sætter dig ned og prøver at skrive. Det kan være at der ikke kommer noget, eller at der kun kommer nogle få ord ned på papiret – og det er også helt okay. Men ved at prøve i små tidsintervaller, kan man nogen gange få sat lidt skub i skriveriet. Og hvis man gør det mange gange, kan man træne sig selv i, at fokusere bedre. Og hvem ved, måske kunne det ende ud i en hel historie.

Ræk ud efter hjælp

Det er ikke meningen, at man skal gå rundt og have det så skidt, så derfor er det bedste råd jeg kan give dig, at fortælle nogen om, hvordan du går og har det. Mange mennesker kan synes at det er lidt grænseoverskridende at række ud efter hjælp. Hvis det er noget du kan genkende skal du vide, at det er helt normalt at have det sådan. Men det er bare mega vigtigt, at få det gjort alligevel – for man kan først få hjælp, når man fortæller nogen om, hvordan man har det. Og de fleste oplever, at det slet ikke er så slemt, når det kommer til stykket. Faktisk har du allerede taget det første skridt, ved at skrive herind til brevkassen. Og selvom at du skriver, at du nogen gange føler dig ordløs, syntes jeg at du beskriver din situation rigtig fint i dit brev. Så måske kan du prøve, at fortælle nogen i dit liv det, som du har skrevet herind i dit brev. Det er ikke så vigtigt hvem det er, bare du får det fortalt. Det kan fx være dine forældre, studievejleder eller en anden person i dit liv, som du føler dig tryg ved. Du kan prøve at læse denne artikel om hvordan man snakker med sine forældre om svære ting . Måske er der noget deri du kan bruge, hvis du syntes det kan være svært at fortælle om, hvordan du har det.

Snak med en studievejleder

Du skriver også, at du har svært ved at følge med ovre i skolen.  Det giver god mening, at du har det sådan. Det kan være mega svært at følge med i timerne, hvis man føler sig tom og forvirret indeni, og ikke kan tænke klart. Nu ved jeg ikke hvilken uddannelse du er i gang med, men jeg tænker, at der er en studievejleder tilknyttet din skole. Jeg tænker at det måske kunne være en hjælp for dig, at prøve at tale med din studievejleder, om hvad det er for nogen ting der fylder for dig. Og hvordan det påvirker din skolegang. Studievejlederen er der nemlig for at kunne hjælpe dig. Og for at kunne vejlede dig i, hvordan du lettere kan håndtere din skolegang.

Tag en tur forbi lægen

Det kan også være en rigtig god ide, at tage et smut forbi lægen. Lægen ved en masse ting om hvordan mennesker og deres kroppe reagere, når de er i krise. Nogle oplever, at være triste og kede af det og have svært ved at tænke klart i så lang tid, at det bliver til en depression. I vores artikel om depression kan du læse lidt mere om hvad det er, og hvad de typiske tegn er. Her kan det også være rigtig godt at tage et smut forbi lægen. For lægen kan nemlig hjælpe dig med at finde ud af, hvad der kan være på spil hos dig, siden du føler dig forvirret og tom. Og hvordan du kan få hjælp til at få det bedre. Lægen kan også undersøge, om den hovedpine du oplever, kan have en fysiologisk årsag, og hvad man kan gøre ved den. I denne her artikel, kan du læse lidt mere om hvordan det er at gå til lægen, når man har det svært. 

Tag kontakt til Headspace

Hvis det giver mening for dig, kan du også tage fat i Headspace. Headspace er et sted hvor du kan få samtaler, med nogle af Headspace søde og dygtige frivillige. De frivillige er vant til at tale med unge mennesker, om lige netop det, der fylder for dem. I Headspace er der plads til alle problematikker og der er altid nogen, der gerne vil lytte. Nogen gange kan det give et pusterum, at tale med nogen udefra, som ikke kender ens situation i forvejen. 

Jeg håber at der er noget i mit svar du kan bruge. Og så håber jeg, at du snart finder vej ud af din krise, så du kan få det bedre.

De bedste hilsner fra en Mindhelper