Hej Mindhelper

Jeg føler at jeg mister mere og mere kontrol over mit liv, for hver dag der går. Alt hvad jeg rør ved går i stykker. Jeg har intet held i livet. Jeg føler jeg mister mig selv. Jeg er træt. Jeg er stresset. Jeg er bange. Jeg har meget kraftige humørsvingninger. Jeg føler ikke at der er nogen som forstår mig. Jeg ved ikke hvad jeg går i gennem, jeg ved bare, jeg ikke er mig selv længere og at jeg har det dårligt. Jeg er ked af det. Jeg kan ikke sove. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Har brug for at komme med det hele, men jeg føler mig fanget. Jeg føler at intet kan hjælpe mig. Jeg har bare brug for en lang pause. Jeg kan ikke genkende mig selv, når jeg kigger i spejlet. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. Hvad skal jeg gøre?

(Pige, 19 år)


Hej Pige på 19 år

Det lyder godt nok til, at der sker rigtigt mange svære ting i dit liv lige nu. Derfor er jeg simpelthen også så glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. For det behøver du ikke gå rundt med helt alene. 

Nogle gange har vi brug for en hjælpende hånd 

Jeg kan godt mærke på dig, at det er hammersvært i øjeblikket. Og det er rigtigt frustrerende for dig, at have det så dårligt, uden helt at vide, hvad søren det lige er, du går igennem. Det lyder i hvert fald til, at du er max presset i øjeblikket og så er det helt normalt at få en følelse af, at man bare har brug for en lang pause til at slappe af i og komme til hægterne. Men selvom det hele virker lidt håbløst lige nu og det er svært at finde ud af, hvad du skal gøre. Så er der hjælp at hente og du behøver i hvert fald ikke gå rundt helt alene med dine oplevelser. For det ville selv den stærkeste mand i verden ikke kunne klare. 

Jeg ville rigtigt gerne kunne hjælpe dig med at finde ud af, hvad det lige er, som gør det så svært i øjeblikket. Men jeg tænker, at det kommer til at kræve lidt mere tid og mulighed for at uddybe, end vi desværre kan gøre her på brevkassen, hvor vi jo kun har et enkelt brev og svar frem og tilbage. Derfor tænker jeg også, at det bedste råd jeg kan give dig er, at få en hjælpende hånd til at finde ud af, hvad det er der sker i dit liv lige nu, som gør dig så ked af det. Og jeg har lidt idéer til, hvem det kunne være. 

Snak med en af dine nærmeste 

Hvis du har en i din omgangskreds, som du er tryg ved at snakke med, så kunne det måske være en rigtig god idé. Det kunne eksempelvis være dine forældre, en tæt veninde, en yndlingslærer eller helt 4. person, som du er glad for at snakke med. Så kan du prøve at fortælle dem, hvad du har fortalt mig. At det hele bare er hammersvært i øjeblikket og du har svært ved at finde ud af, hvad der egentligt er galt. For nogle gange kan det være rigtigt hjælpsomt at få et par ekstra øjne på ens situation, fordi de måske kan se nogle ting, som man ikke selv har opdaget. Og når man får sat ord på sine oplevelser og tanker, så kan det også være med til, at gøre det hele lidt lettere at bære rundt på. Lidt som om, at man pludseligt er blevet 2 mennesker til at bære en tung kuffert, man ellers har prøvet at slæbe på helt alene. 

Måske er der en person, som du tænker på lige nu, som kunne være rar at snakke med? Du kan eventuelt læse vores artikel om at snakke om svære ting med sine forældre. Der står nemlig en masse gode råd til, hvordan man kan gribe 

Tag en tur til lægen 

Når man har det så svært, som du har det lige nu, så kan det være en rigtig god idé, at tage en tur til lægen. For lægen kan hjælpe en når man har det dårligt – uanset om det er psykisk eller fysisk. Så sidder man sammen med lægen og snakker om, hvordan det går. Så kan lægen hjælpe med at finde ud af, hvad der kunne være en god hjælp eller behandling for en. Og eventuelt henvise en til en psykolog, hvis det kunne være hjælpsomt for en. Man må altid tage til lægen og det er bedre, at tage afsted engang for meget eller en gang for lidt. Og lægen er helt vant til at snakke med unge, som har det svært.

Tag fat i Headspace 

Hvis du har brug for at snakke med nogen, som har overskud til at lytte og hjælpe, så kan jeg anbefale Headspace. Headspace er en frivillig ungerådgivning, hvor unge kan komme og snakke om det, der fylder for dem. Måske kunne det være en rigtig rart for dig, at snakke med en frivillig, som kan lytte og støtte dig, når du har det så svært, som det er i øjeblikket. Og vil kunne bruge tid sammen med dig på, at finde ud af, hvad det er der gør dig så stresset. Deres frivillige er super søde og dygtige. Og det er helt vant til at snakke med unge, som bare har det hammersvært. Måske kunne Headspace være noget for dig? Der ligger en Headspace i de fleste større byer og det er helt gratis og anonymt. 

Jeg håber, at mit svar har været hjælpsomt for dig og det snart begynder at lysne lidt igen for dig. Rigtig god vind fremover.

De bedste hilsner fra en Mindhelper