Hej.

Jeg er lige nu ude og rejse med min bedste veninde. Vi har været afsted 4 dage indtil videre, og skal være væk 35 dage i alt.
Men, jeg savner min kæreste helt vildt derhjemme… Jeg har ikke sovet ordentligt en eneste nat endnu, fordi jeg tænker så meget på ham. Jeg føler ikke, at jeg kan nyde turen 100% fordi jeg savner ham så meget. Jeg har aldrig oplever så stort et savn før. Vi har været sammen 2,5 år, og har før været væk fra hinanden op til 14 dage. Der var savnet ikke ligeså stort. Men nok fordi det var færre dage og jeg snart vil se ham igen.
En nat var jeg ked af det pga. det. Vi får snakket sammen 1 gang om dagen, bare lige 10 minutter, og det hjælper lidt. Men når der så er gået lidt tid, så kommer savnet tilbage. Selvom vi får oplevet noget hver dag hernede, og jeg virkelig prøver, at tænke på noget andet.
Jeg har snakket lidt med min veninde om det, men jeg vil heller ikke have, at hun skal føle, at jeg ikke nyder turen.
Men det dræner mig virkelig, og jeg havde set så meget frem til den her tur. Derfor er jeg også ked af, at jeg næsten går og glæder mig til at komme hjem igen.
Ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre…

(20 år)


Kære Du

Det kan være mega hårdt, når savnet til kæresten fylder, mens man er ude at rejse. Derfor er det også rigtig fint, at du har skrevet herind, og fortalt om det.

Det er normalt

Du skriver, at du har været ude og rejse med din veninde i 4 dage, men at du savner din kæreste derhjemme helt vildt. Det kan være rigtig frustrerende, når tankerne om kæresten derhjemme fylder. For som regel vil man gerne nyde turen, hygge sig og få en masse fede oplevelser. Men det kan godt være svært, hvis savnet kryber sig ind og giver en ondt i maven. Samtidig tænker jeg også, at det er helt normalt at savne sin kæreste, når man er væk fra ham i længere tid af gangen. Og jeg tror at rigtig mange unge, som har været ude at rejse kan genkende det, du beskriver.

Se tiden an

Når der sker nogle store omvæltninger i ens hverdag, kan det godt overvælde en. Og ligesom det kan tage tid at falde til ro, når man er flyttet eller starter på noget nyt. Så kan det også tage lidt tid, før man helt falder på plads i, at man er ude at rejse, og væk fra alt det vante derhjemme. Derfor tænker jeg også, at savnet til din kæreste måske vil klinge mere af, når i har været afsted lidt længere tid – for du skriver, at i kun har været afsted i 4 dage. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at alle følelserne måske sidder lidt mere uden på tøjet. Og selvom savner fylder lige nu, er det ikke sikkert, at det bliver ved med at være sådan hele turen.

Det er okay, at følelsen er der

Men selv hvis savnet bliver ved med at være der, er det også okay. For vi er ikke altid selv herre over, hvilke tanker og følelser, som dukker op i os. Derfor kan det sommetider også hjælpe, at prøve at acceptere følelsen, frem for at skubbe den væk. For lidt ligesom kviksand, så synker man ikke nær så meget ned i det, når man stopper med at kæmpe imod. Giver det mening? Så måske kan det hjælpe at sige til dig selv, at det er okay følelsen er der næste gang, savnet dukker op. Og selvom følelsen ikke er fed, kan man stadig godt opleve en masse fede ting, og også få en god tur.

Overvej, om det kan hjælpe, at tale mindre sammen

Det kan virke lidt bagvendt, at have mindre kontakt til den, man savner. For når savnet fylder og gør en ked af det, kan det føles vildt rart at høre kærestens stemme og være i kontakt. Men nogle gange, kan det også være med til at puste til tristheden bagefter man har lagt røret på. Og så kan det have lidt samme effekt, som at gnide salt i et sår. 

Derfor kan det også for nogle hjælpe, ikke at have nær så meget kontakt med den de savner. Så måske kan du overveje, at tale med din kæreste et par gange om ugen i stedet for hver dag? Hvis det ikke hjælper, kan i altid vende tilbage, til at snakke sammen dagligt. Men måske er det et forsøg værd?

Tal med din veninde

Du skriver også, at du ikke vil have, at din veninde skal tænke, at du ikke nyder turen. Og det kan jeg sagtens forstå. Men jeg tænker nu alligevel, at det måske kunne hjælpe at tale med hende om, hvordan du har det. Du kan altid starte med at fortælle din veninde, at det ikke handler om, at du ikke vil hende eller jeres rejse, men at følelsen fylder en del for dig. For det kan være rart og lettende ikke at gå med det svære selv. Og det kan også tage lidt af luften ud af ballonen, ikke at gå med savnet alene.

Tal med andre hos Cyberhus

Til sidst vil jeg også lige tippe dig om Cyberhus. Hos Cyberhus kan man stille spørgsmål, som andre unge kan svare på, og man kan også deltage i en gruppechat. Så hvis du har brug for at snakke med nogle andre unge, så kan jeg varmt anbefale Cyberhus.

Det kan være frustrerende og fylde, når man savner sin kæreste derhjemme rigtig meget. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, du kan bruge. Jeg sender en masse gode tanker din vej, og håber, at du får en god rejse.

De bedste hilsner fra en Mindhelper