Hej Mindhelper
jeg er sur hvad hvad skal jeg gøre ved det
(Dreng, 20 år)
Kære dreng på 20 år
Det lyder super træls, at du går rundt og er sur. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Det er helt normalt
Du skriver ikke så meget i dit brev udover, at du er sur. Det kan være rigtigt træls, hvis man går rundt og føler sig sur på nogen eller måske bare på verden meget af tiden. Men det er virkeligt vigtigt for mig at skrive, at det er helt normalt at føle sig sur eller vred ind imellem. Der kan være mange grunde til, at man bliver sur eller vred, men det er en følelse, der tit dukker op, hvis man føler sig uretfærdigt behandlet. Og i de situationer kan det faktisk være rigtigt hjælpsomt, at man bliver vred. For der kan vreden hjælpe os med at løse dem. Nogle gange kan man også komme til at føle sig sur eller vred, hvis man i virkeligheden er ked af det. Det er også helt normalt. Men jeg ved ikke, om der er noget af det, du kan genkende?
Track dit humør
Men hvis man går rundt og føler sig sur og vred meget af tiden, så er det selvfølgeligt ikke særligt sjovt. Det kan være virkeligt svært at svare på, hvad du kan gøre ved, at du er sur, fordi du ikke skriver så meget om, hvad der gør dig sur. Måske er det fordi, du ikke helt ved det? Hvis det er derfor, så kan du måske prøve at undersøge, hvornår det med at være sur popper op?
Du kan for eksempel prøve at tracke dit humør. Den artikel jeg har linket til handler om depression, men jeg tænker sagtens, du kan bruge teknikken alligevel. Det er nemlig en god måde at prøve at finde ud af, om der er et mønster i hvilke situationer, der gør dig sur. Og jeg tænker, at hvis du finder ud af, hvorfor du går rundt og er sur, så kan du gøre noget ved grunden til, at du er sur. Og det tænker jeg, er den bedste måde at holde op med at være sur på.
Hvis du bliver for sur
Det kan også være rigtigt svært at være sur, hvis man kommer til at sige eller gøre ting, som man fortryder, når man er sur. Det er ikke særligt rart, for det er aldrig særligt fedt at komme til at gøre folk omkring en kede af det. Hvis det er sådan, at man har fået sagt eller gjort noget, mens man var sur, som har gjort en anden ked af det. Og som man fortryder, så er det altid en god ide at sige undskyld. De fleste kan nemlig godt tilgive en, hvis man siger undskyld og fortæller dem, at man er rigtigt ked af det. Og så virkeligt prøver at øve sig i, at det ikke sker igen. Hvis du har det sådan, at du bliver så sur, at du kommer til at gøre ting, du fortryder, så kan du prøve at læse vores artikel om vrede. Der er nemlig en masse gode råd til, hvad man kan gøre for at undgå at blive så sur eller vred, at det går ud over andre.
Snak med nogen
Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med nogen om, at du føler dig sur? Hvis du ikke har det, så synes jeg nemlig, at du skal gøre det. Du kan for eksempel prøve at snakke med dine forældre. Men du kan også snakke med en anden, du er tryg ved, hvis det ikke dur at snakke med dine forældre. Når man snakker med andre om, hvordan man har det, så kan man nemlig også få lov til at høre deres tanker om de ting, man fortæller dem. Og det kan jo være, at dem du snakker med, har nogle tanker om, hvordan du kan holde op med at være sur. Samtidigt kan dem man snakker med også spørge ind til de ting, man fortæller. Og det kan nogle gange være med til, at man kommer til at tænke lidt mere over tingene. Så det kan være, det kan hjælpe dig med at finde ud af, hvorfor du går og er sur. Og om der er noget, du kan gøre ved det.
Tag fat i Headspace
Hvis der ikke er nogen i nærheden af dig, som du kan snakke med, så kan du altid tage fat i Headspace. Der sidder der nemlig altid nogle frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. Og du kan snakke med dem om alt, hvad der fylder for dig. Der er nemlig ikke noget, der er hverken for stort eller for småt hos Headspace. Så du kan for eksempel snakke med de frivillige rådgivere om, at du føler dig sur. Jeg er næsten sikker på, at den frivillige rådgiver rigtigt gerne vil prøve at hjælpe dig med at finde frem til, hvorfor du er så sur. Og hvad du kan gøre ved det. Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig.
Og så håber jeg, at du finder ud af, hvordan du kan holde op med at gå rundt og være sur. For verden kan altså bare blive virkeligt træls at være i, hvis man går og er sur og vred hele tiden. Det er der ikke nogen, der fortjener. Heller ikke dig.
De bedste hilsner fra en Mindhelper