Hej
jeg er lige nu i en meget svær periode i mit liv hvor jeg har mistet lysten til at lave de ting jeg normalt godt kunne lide og min adhd har bare været ude af kontrol på det seneste så hvad kan jeg gøre for at bekæmpe eller hjælpe med at berolige min hjerne.
(Dreng, 23 år)
Kære dig,
Det er godt du rækker ud. Når man står midt i en svær periode, hvor alting føles uoverskueligt, kræver det meget energi overhovedet at skrive en besked som din.
Det viser, at du rigtig gerne vil have det bedre.
Din situation lyder vildt udmattende; at miste lysten til de ting, man plejer at elske, og samtidigt føle, at ens ADHD kører totalt af sporet, er en rigtig hård cocktail.
Men det giver faktisk ret godt mening, at de to ting sker på samme tid.
Når hjernen løber tør for brændstof
Når vi mennesker rammer svære perioder og bliver stressede eller triste, så sker der noget ret konkret oppe i vore hjerner.
Det område, som styrer vores overblik, koncentration og impulsstyring (alt det, som i forvejen er svært, når man har ADHD), er det mest energikrævende system, vi har.
Når du mister lysten og glæden – hvilket er et stort tegn på, at din hjerne er overbelastet eller drænet – så forsvinder brændstoffet simpelthen fra det system.
Det er altså derfor din ADHD får frit spil og føles ude af kontrol. Det er altså ikke dig, som gør noget forkert. Det er din biologi, som reagerer på, at du er presset.
Berolige frem for bekæmpe
Du spørger, hvad du kan gøre for at bekæmpe din hjerne… mit råd til dig er, at lægge dine våben.
Man kan ikke “bekæmpe” en hjerne, der allerede er stresset og kører på dampene.
Hvis du skælder dig selv ud og kæmper imod, stresser du bare hjernen endnu mere!
Din hjerne har i stedet brug for, at du samarbejder med den og giver den omsorg.
Hvad gør du nu?
Jeg har et bud på en tre-trins-plan til dig, som kan hjælpe dig på vej til at komme på højkant igen:
1: Sænk kravene til dig selv.
Lige nu skal du ikke præster. Det er helt OK, at du ikke har lyst til dine normale hobbyer.
Tillad dig selv at holde pause, kigge ind i væggen, sove og bare være til.
2: Pas på din krop.
Gør de allermest basale ting! Prøv i hvert fald. Får du sovet? Får du spist?
Når ADHD’en larmer, er stuktur på mad og søvn det bedste du kan gøre for at få lidt ro.
3: Tag fat i en læge.
Det her er et vigtigt skridt.
Når man mister lysten til ting, man ellers plejer at synes om, er det vigtigt, at tale med en professionel.
Det kan være begyndende tegn på en depression, og når man har ADHD er det ikke unormalt, at der kan komme perioder hvor man har brug for en hånd for, at komme ovenpå igen.
Hvis det virker uoverskueligt at tage fat i en læge og skulle forklare alting, så vis dem eventuelt bare den besked du har skrevet til os her – den forklarer det hele helt perfekt.
Pas nu rigtig godt på dig selv! Og husk, at selvom ADHD’en larmer helt vildt lige nu, så kan du godt få ro på den igen.
Tusind tanker og medvind fra Aske