Jeg plejer altid at finde glæde i mit liv. Men nu. Nu er jeg faldet i et sort hul. Alt er meningsløst. Hvorfor overhovedet være her?

Hej Mindhelper

Jeg er kommet til et slags sort hul i mit liv. Jeg tænker altid over tingene. Jeg plejer altid at kunne finde glæde ved noget. Men alt er så meningsløst. Hvad er meningen med livet? Er det overhovedet en grund til at kæmpe sig gennem det? Det er ikke fordi jeg aktivt overvejer selvmord, men det er som om jeg er faldet i en afgrund af meningsløshed. Hverdagen er en rutine, en maske. Jeg er træt hele tiden. Føler mig ikke levende. Hvad er meningen med vores liv? Hvad skal vi opnå? Det er uforståeligt… Hvorfor så være her?

(Pige, 14 år)


Hej med dig

Først vil jeg lige sige, at det er virkelig godt, og meget vigtigt, at du har delt dine tanker her. Det er nemlig første skridt til at kunne kravle op ad hullet igen – at dele det med andre. Og det er nogle ret reflekterede tanker, du har skrevet i dit brev. Det siger noget om, at du har en styrke til at se indad.

Har noget ændret sig i dit liv?
Du fortæller, at du er kommet til et sort hul, og at du er faldet i en afgrund. Jeg kommer til at tænke på, hvornår det er sket? Og om det er sket af nogen særlig grund? Nogle gange kan ændringer i ens liv: flytning, venindekonflikter, skilsmisse, skoleproblemer osv. få det hele til at ramle inden i en selv. Belastninger og pres udefra har stor påvirkning på, hvordan vi har det. Derfor kan en enkelt belastning eller måske mange lagt sammen, få korthuset til at vælte.

Andre gange kan det føles som om, at det er kommet ud af det blå. 

Når man er ung sker der en masse ting i kroppen og oppe i hovedet. Hormoner fiser rundt og gør både krop og hoved forvirrede i nogle perioder. Det kan virke meget voldsomt og kan fx få ens følelser til at svinge meget. Det kan føles som meningsløshed og ligegyldighed, som du så fint beskriver. Men fordi kroppen og hovedet er under forandring, er det ofte en midlertidig fase, som går over igen. Derfor kan det betale sig at holde ud. Men det kan samtidig bestemt også betale sig at snakke med nogle om det – uanset hvad grunden til dine svære tanker er.

Du skal finde en at tale med
Mit bedste og vigtigste råd til dig: Find en at tale med. Og helst en der er ældre end dig. Allerhelst en af dine forældre. Men det kan også være din lærer, din nabo, din tante eller en helt anden. Det er bare vigtigt, at du får delt dine svære tanker – ligesom du rigtig flot har gjort her.

At dele svære tanker har mange fordele. Når svære tanker og følelser bliver sagt højt og får luft, mister de ofte lidt af deres styrke. Og de vil måske fylde mindre inden i dig. Ligesom når man lukker luften ud af en ballon. En anden fordel er, at andre måske vil kunne genkende noget af det, du siger, og komme med et godt råd til dig. En tredje vigtig fordel er, at andre kun kan hjælpe dig og støtte dig, hvis de ved, hvordan du har det.

Skriv det ned
Et andet godt råd, som jeg deler igen og igen. Skriv dine tanker og følelser ned. Det kan være til dig selv, som en form for dagbog. En måde at få luft for og måske mere styr på dine tanker. Du kan også skrive det ned, som du har tænkt dig at fortælle til en anden. Det kan du fx give til dine forældre, hvis det er svært at skulle sige direkte. Du kan læse mere om fordelene ved at skrive dagbog her på siden.

Du kan også tale med Børnetelefonen og Livslinien
Kender du Børnetelefonen? Børnetelefonen er et sted for alle mellem 8 og 23 år. Her kan du fx ringe eller chatte med en rådgiver, som er vant til at tale med unge om både store og små problemer. Det kan måske være en hjælp for dig.

Til sidst vil jeg lige nævne Livslinien. Hvis du har selvmordstanker, og de plager dig og/eller hvis du tænker på selvmord, skal du kontakte Livslinien. De er eksperter i at hjælpe folk i lige præcis sådan nogle situationer. Dem kan du også chatte eller ringe til.

Jeg håber, at du får det bedre.

Varmer tanker fra Mindhelper