Hej Mindhelper

jeg er begyndt at have flere og flere selvmords tanker. og jeg er begyndt at blive bange. jeg ved ikke om jeg lige pludseligt gør det. nogen gange slår det mig og så er jeg ved at gøre det med en af de køkkenknive vi har i vores køkken. det eneste grund til jeg ikke gør det er fordi jeg ved hvor forfærdeligt det vil være for min familie og venner. jeg har allerede snakket med nogen af mine venner om det og jeg endte bare med at skræmme dem. jeg går allerede til psykolog men det føltes ikke som om det hjælper med mine problemer.

(Dreng, 13 år)


Kære dreng på 13 år

Du har det virkeligt svært lige nu. Så jeg er så glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er et tegn på, at du rækker ud efter hjælp, og det er det første skridt på vejen mod at få det bedre. 

Du er ikke alene

Det lyder mega hårdt, at du kæmper med flere og flere selvmordstanker. For det kan være super skræmmende at have selvmordstanker. Men det er faktisk slet ikke unormalt at få selvmordstanker, når man har det rigtigt svært. Når man har det rigtigt svært, så kan man nemlig tit komme til at føle sig presset lidt op i et hjørne. Hvor det kan føles som om, det aldrig nogensinde bliver bedre lige meget, hvad man gør. Så er det, at selvmordstankerne kan poppe op som en løsning. Jeg ved ikke, om det også er sådan, det er for dig? Men heldigvis så er der så mange andre muligheder for, at du kan få det godt igen. Og du er langt fra alene om at kæmpe med selvmordstanker. Det er der mange, der gør i en periode af deres liv, men langt de fleste får det heldigvis godt igen med den rigtige hjælp.

Jeg kan godt forstå, at du er rigtigt bange for de her tanker. For det er helt normalt at blive forskrækket over, at man har det så svært. Men selvom man har selvmordstanker, så er der heldigvis langt fra at have tankerne til, at man faktisk har lyst til at gøre alvor af dem. Og du skriver, at du faktisk ikke har lyst til at gøre det, fordi du ikke har lyst til at efterlade dine venner og familie. Det fortæller mig, at der er en del af dig, der gerne vil have det bedre. Og det betyder, at du rækker ud efter hjælp ved for eksempel at skrive herind. Og det er hammer-vigtigt, for det er det første skridt på vejen imod at få det bedre. Men det er rigtigt vigtigt, at du tager det alvorligt. Det skal du have fortalt en voksen, så du kan få noget hjælp til at få det godt igen.

Snak med en voksen

Jeg har allerede taget hul på mit bedste råd til dig, og det er, at du skal fortælle en voksen, hvordan du har det. For det er super godt, at du allerede har prøvet at snakke med dine venner om det. Det er nemlig så vigtigt ikke at gå alene med det, når man har det så svært. Men det her er alt for tung til, at det er noget du og dine venner skal løse alene. Og jeg tænker, det er derfor, dine venner blev forskrækkede, da du fortalte dem det. Fordi de holder mega meget af dig og kunne høre, at du har det mega svært. Men de vidste måske ikke helt, hvad de skulle gøre med det. Og så blev de bange for at miste dig.

Derfor er det super vigtigt, du får snakket med en voksen hurtigst muligt, der kan hjælpe dig. Det allerbedste ville være, hvis du kunne snakke med dine forældre om det. For jeg gætter på, det er dem, der er tættest på dig. Og det er dem, der har ansvaret for dig, så det er dem, der har den allerbedste mulighed for at hjælpe dig. Men jeg tænker også, at det ville være en super god idé at snakke med din psykolog om det, hvis du ikke har gjort det. For jeg tænker, at både din psykolog og dine forældre rigtigt gerne vil hjælpe dig. Men for at de kan hjælpe dig, så er du nødt til at fortælle dem, hvordan du har det. Svære tanker og følelser er nemlig ikke noget, man altid kan se på hinanden. Hvis der er en anden voksen, du er mere tryg ved end dine forældre eller din psykolog, så kan du også snakke med dem. Det vigtigste er nemlig bare, at du får snakket med nogen.

Tag fat i Livslinien

Hvis du får det rigtigt skidt, og der ikke er nogen i nærheden af dig, som du kan snakke med, så kan du altid tage fat i Livslinien. Hos Livslinien sidder der nemlig nogle mega dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig om dine selvmordstanker. De frivillige hos Livslinien har snakket med rigtigt mange unge, der har kæmpet med selvmordstanker. Så de bliver ikke skræmte, når man fortæller dem, at man har selvmordstanker. Og de skal nok prøve at hjælpe dig så godt, som du kan. Du kan være helt anonym hos Livslinien, hvis du helst vil det, så dem kan du trygt tage fat i.

Hvis det hele brænder på

Hvis du på et tidspunkt står i en situation, hvor du kan mærke, at det hele brænder på. Og du kan mærke, at du har brug for hjælp nu for ikke at reagere på dine selvmordstanker, så er det vigtigt, at du eller dine forældre tager fat i psykiatrisk skadestue. De kan nemlig hjælpe dig. Fordi jeg ikke ved, hvor i landet du er henne, har jeg lavet en liste over hele landets psykiatriske skadestuer. Den kan du se nedenunder:

  • Region Syddanmark
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Esbjerg: 9944 6700
    Odense: 9944 9140
    Aabenraa: 9944 5659
    Vejle: 9944 7790
  • Region Midtjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    7847 0470
  • Region Nordjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    Aalborg:
    9813 4202
  • Region Sjælland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Roskilde: 5853 7500
    Slagelse: 5853 6420
    Vordingborg: 5853 7030
  • Region Hovedstaden
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Glostrup: 3864 0671
    Amager: 3864 1650
    Ballerup: 3864 5003
    København: 3864 7360
    Nordsjælland: 3864 3200
    Bornholm: 3864​ 4050

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at det du tager med dig fra mit svar er, at det er vigtigt, at du får snakket med en voksen om, hvordan du har det. Så du kan få det godt igen. For selvom det kan føles helt umuligt, når man står i det, så kan du godt få det godt igen. Og jeg ønsker virkeligt for dig, at du får det godt igen. For der er ingen, der fortjener at have det så svært.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper