Hej Mindhelper
Jeg har været i gang med en udredning ved psykiatrien, men jeg har fortalt jeg har selvmordstanker men og ikke fortalt hvor tit, men er bange for at fortælle dem det fordi jeg er bange for de ikke kan hjælpe mig
(Pige, 16 år)
Hej Pige på 16 år
Det kan være svært at fortælle andre præcis, hvordan man har det, hvis man er bange for, at de alligevel ikke kan hjælpe en med at få det bedre. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Fortæl hvordan du har det
Det lyder som om, det er svært at være dig for tiden. Derfor er jeg også super glad for at høre, at du allerede går til udredning i psykiatrien. Sådan så du kan få den hjælp, som du har brug for. Når man har det svært og kæmper med selvmordstanker, så kan det godt føles som om, det aldrig nogensinde bliver bedre. Derfor er det heller ikke unormalt, at man kan blive bange for, om man overhovedet kan hjælpes. Er det mon også det, der sker for dig?
Når man har det sådan, så kan det godt være svært at fortælle præcis, hvordan man har det. For eksempel fordi man kan være bange for at få sit sidste håb slukket, hvis man fortæller præcis, hvordan man har det, og de så ikke kan hjælpe. Men du skal vide, at der er hjælp at få, når man har det svært og kæmper med selvmordstanker. Jeg ved, at der er mennesker, der har haft selvmordstanker hver dag, som har fået det godt igen med den rigtige hjælp. Så der er hjælp at få, også selvom du har selvmordstanker rigtigt tit.
Derfor er det også vigtigt, at du får fortalt dem, du går til udredning hos præcis, hvor tit du har selvmordstanker. For du er den eneste, der ved lige præcis, hvordan det er at være dig. Så jo mere du fortæller dem om, hvordan du har det og hvad for nogle ting, du kæmper med, jo bedre mulighed har de for at hjælpe dig.
Tag fat i Livslinien
Jeg kommer til at tænke på, om du kender Livslinien? Dem kan du altid tage fat i, hvis selvmordstankerne bliver for meget. Hos Livslinien sidder der nemlig nogle dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig og lytte til dig. De frivillige rådgivere er vant til at snakke med unge, der har selvmordstanker. Så de skal nok gøre deres allerbedste for at hjælpe dig med at få sagt det, som du har brug for at sige. Du kan være helt anonym hos Livslinien, hvis du helst vil det, så dem kan du trygt tage fat i.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så krydser jeg fingre for, at du får fortalt dem, du går til udredning hos, hvordan du har det. Jeg tror i hvert fald på, at du kan!
De bedste hilsner fra en Mindhelper