Hejsa.
Jeg skriver fordi jeg har brug for hjælp til hvordan jeg skriver til min læge. Jeg har de sidste par uger haft det dårligt(nedtrykt, træt, sover meget, ingen motivation, angst osv) og jeg mistænker depression. Jeg har talt lidt med min mor, men jeg vil ikke bede hende om at skrive til lægen fordi jeg føler ikke hun ved hvor dårligt jeg har det, og jeg gider ikke have at hun får det til at virke bedre end det er. Mit mål ved lægen er at blive tjekket for depression, og så få en diagnose hvis det er en depression. Jeg vil gerne vide hvad jeg skal skrive, vil evt have et exempel.

Jeg har tideligere haft det dårlig, men den her gang rammer det bare hårdere. Jeg føler nogengange jeg er ved at blive sindsyg, og det føles tit unaturligt at bevæge mig, nærmest som om jeg lever i en drøm, min angst gør mig ekstremt ”jumpy” jeg får heletiden et chok, jeg har mest bare lyst til at blive i min seng hele dagen(jeg har ferie så det kan jeg godt)

Entlig har jeg ikke lyst til st skulle til lægen, eller starte til psykolog igen, men jeg følte lige at mit liv var begyndt at blive godt igen, så jeg ved at jeg har brug for hjælp.

Sorry for det lange kringlede brev.

(15 år)


Kære du

Det kan være svært at vide, hvad man skal skrive til sin læge, når man har det svært. Derfor er jeg også rigtig glad for at du har skrevet herind, og delt dine tanker med os.

Godt at du er opmærksom

Først og fremmest vil jeg starte med at rose dig for at være opmærksom på, hvordan du har det. Og for at du gerne vil gøre et forsøg på at komme til lægen, selvom du egentlig ikke har lyst. Du skriver, at det egentlig var begyndt at gå bedre. Derfor kan jeg også godt forstå, at det er rigtig træls, at det igen er blevet svært. Men du skal vide, at det er normalt at ramle ind i perioder, hvor man får det svært igen. Og her gør du det helt rigtige ved at være opmærksom på det, og tænkte at tage til lægen. Så kæmpe skulderklap herfra. Det betyder ikke, at det ikke kan blive godt igen. Derfor er det også vigtigt at man mærker efter og rækker ud, når man føler man har brug for hjælp. 

Du beskriver det fint allerede

I dit brev skriver du, at du gerne vil vide, hvad man skriver til sin læge og eventuelt gerne et eksempel på det. Det kan være rigtig svært at vide hvad man skal skrive til sin læge, hvis man aldrig selv har kontaktet dem før. Derfor giver det også rigtig god mening, at du er forvirret over, hvad du lige skriver. 

Men du skriver det allerede super fint i dit brev til os. Måden du beskriver hvordan du har det i dit brev til os, ville være en super fin forklaring at sende til lægen. Så du kan med god ro i maven kopiere det du har skrevet til os, ind i en besked til lægen og skrive at det er det, som du gerne vil tale med dem om. Hvis du synes det bliver for voldsomt eller akavet, er det også helt okay at skrive til lægen, at man gerne vil tale om nogle svære følelser. Det behøver ikke at være helt uddybet, når man skriver til lægen. For når du så snakker med lægen, kan I gå meget mere i dybden. 

Læger er vant til at få beskeder

Læger er vant til at få beskeder om alt mellem himmel og jord. For ham eller hende er der intet mærkeligt i at få beskeder om svære følelser, tunge tanker eller noget helt tredje. Derfor er der heller ikke nogen rigtig eller forkert måde, som man skriver til sin læge på. Din læge er der for at hjælpe dig, og vil derfor gøre alt hvad de kan for, at du føler hørt og set. Hvis du synes det er nemmere at fortælle over telefonen til en sekretær, kan du også altid ringe og bestille en tid i stedet. 

Skrev en seddel med det du gerne vil sige

Når man er lidt usikker på, hvad man skriver til lægen, kan det være en rigtig god ide at forberede sig lidt på, når man så skal ind og snakke med lægen. For ofte så starter lægen med at spørge dig, hvordan du har det, og hvorfor du er kommet. Derfor kan det være en super god ide, at gøre sig nogle tanker og skrive ned, hvad du gerne vil tale med lægen om. På den måde glemmer man ikke noget og man får sagt alt det man skal sige. 

Bliv ved med at snakke om det

Du skriver også at du allerede har talt lidt med din mor om, hvordan du har det. Når man har det svært, er det super godt at snakke med dem omkring sig om, hvordan man har det. Så bliv endelig ved med det. For at snakke med nogen om hvordan man har det, er altid det første skridt mod at få det bedre. 

Det kan være svært at vide hvad man helt præcist skal skrive, hvis man har aldrig kontaktet sin læge før. Derfor håber jeg også at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej og håber du finder ud af det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper