Hej

jeg er en dreng på 13 år. For ikke at gøre den her besked for lang hopper jeg direkte ind i det. For omkring 3 år siden begyndte jeg at få voldige tanker om at skade folk mest mine elskede fx mine forældre og lillebror. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre fordi jeg har både gået til psykolog og forløber omkring angst OSV, jeg er bange for at det er noget jeg skal slås med resten af livet, fordi der tror jeg ikke jeg kan klare. Jeg er bange for at falde i søvn fordi så er jeg bange for at jeg går i søvne og gør noget forfærdeligt. Der er kun gået tre år og alligevel er det det mest forfærdelige der er sket. Jeg ved ikke hvad jeg søger, jeg tror vel bare at jeg har brug for at vide, det nok skal blive bedre?

Undskyld hvis jeg ikke staver helt korrekt jeg er ordblind.

Tak fordi i gad at læse det

(13 år)


Hej Dreng på 13 år

Det lyder til, at de voldelige tanker og bekymringerne omkring dem fylder en del hos dig. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os, og fortalt om det. For det skal du bestemt ikke gå med alene. 

Der er langt fra tanke til handling

Du skriver, at du for tre år siden begyndte at få voldelige tanker om at skade dem, du holder af. Det lyder som nogle rigtig svære og tunge tanker at gå med. Og det kan være ret skræmmende at have tanker om at gøre skade på andre. Men det er faktisk ikke helt unormalt, at den slags tanker en gang imellem popper frem. Mange oplever en gang imellem, at tanken om at gøre skade på sig selv eller andre popper frem. Også uden at man egentlig har lyst til at gøre det. 

Men det kan være rigtig skræmmende og ubehageligt, hvis tankerne begynder at fylde meget, og man får mange af dem. Og man kan godt blive bange for, om man kunne finde på at handle på dem. Men heldigvis er der rigtig langt fra at have tankerne til at handle på dem. Derfor er det heldigvis også de færreste, som har tanker om at skade andre, som rent faktisk handler om tankerne. Og det at du synes, at det er skræmmende og ubehageligt er et godt tegn. For det betyder at du ikke har lyst til at handle på tankerne. 

Og heldigvis oplever mange at få det bedre igen. Sommetider har man måske bare brug for at få lidt hjælp. Og der har du allerede taget et vigtigt flot skridt på vejen ved at række ud og skrive herind til os. Så kæmpe skulderklap herfra. 

Kan du snakke med psykologen igen? 

Du skriver, at du både har gået til psykolog og forløb omkring angst. Det er jeg glad for at høre. Det kan nemlig være rigtig godt at snakke med nogen, når man har det svært. Og der kan en psykolog være en rigtig god hjælp. Derfor bliver jeg også nysgerrig på, om du måske kan snakke med psykologen igen? Og hvis du ikke allerede har gjort det, så tænker jeg at det er rigtig vigtigt, at du fortæller psykologen om de voldelige tanker, der bøvler hos dig. 

Snak med dine forældre 

Når man går med en masse svære tanker og følelser, kan det være rigtig godt at snakke med nogle voksne om det. Nogle af de voksne, som måske er allertættest på dig, er dine forældre. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide at snakke med dem om, hvordan du har det. For heldigvis vil langt de fleste forældre gerne have, at deres børn har det godt. Derfor vil de som regel også gerne hjælpe og lytte, når man fortæller dem, at man har det svært. Det kan også være, at du kan snakke med dine forældre om at komme et smut til lægen. Så kan lægen nemlig hjælpe dig med at finde ud af, om der er noget hjælp, som kunne være rart for dig at få. 

De vil altid gerne lytte hos Børnetelefonen 

Hos Børnetelefonen sidder der en hel masse søde og dygtige rådgivere, som altid gerne vil lytte. Så hos dem er du altid velkommen. Rådgiverne er vant til at snakke med børn og unge, som har det svært. Derfor kan de også være gode at snakke med, når man har det svært, og bøvler med ubehagelige tanker. Det er helt gratis og anonymt. Du kan både ringe til dem, chatte med dem eller sende dem en SMS. 

Det kan være hammerhårdt, når svære og ubehagelige tanker fylder. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender en masse varme tanker din vej, og håber at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper