Hej Mindhelper
Det var faktisk lidt tilfældigt at jeg havnede på jeres side. Jeg googlede, hvorfor jeg græder meget i tiden. Om der måske kunne være en biologisk forklaring.
Jeres sode kom frem som det første, og jeg læste mig frem til 13 punkter, der kunne være tegn på depression.
Jeg er normalt en udadvendt og glad pige. Jeg har mange bekendtskaber og få jeg ser som tætte venner. Jeg har en kæreste og en dejlig familie.
På det seneste, det vil sige de sidste ca. 3 måneder, har jeg grædt mig selv i selv i søvn 2-3 gange i ugen. Jeg har ikke set mig selv som værende ked af noget fra hverdagen eller kunnet nævne en bestemt ting som har gået mig på, altså som skulle være sket i løbet af dagen.
Mine rigtige forældre blev skilt da jeg var 8. I dag er jeg 20. Min far fandt kort tid efter en ny kone som han giftede sig med og de fik en dejlig datter sammen. Derudover har jeg en helsøster på 19 også. Min mor havde nogle forskellige kærester gennem årene men har nu endelig fundet en som hun er glad for.
For nu 5 måneder siden blev min far igen skilt fra sin daværende anden kone. Det ramte mig ikke lige så hårdt som første gang, selvom jeg har boet fast hos min far siden jeg var 12.
Min søster og ham var meget uvenner uden den sidste skilsmisse, og jeg har været talsmand/mellemmand mellem de to i et stykke tid. De har det fint sammen nu.
Min kæreste, som jeg har været sammen med i et år og bor sammen med, var i starten enormt kontrollerende og jaloux. Vi har fået vendt det hele om, og han er blevet enormt god til at kontrollere sig selv i stedet for mig.
Det har desværre gjort at jeg har mistet nogle tætte veninder. Ikke fordi jeg har valgt dem fra, men de har valgt mig fra, fordi de ikke følte jeg var tilstrækkelig nok og havde ændret mig for meget fra den jeg engang var.
Derudover er jeg begyndt at arbejde igen efter en længere pause pga sabbatår og manglende lyst. Det er 8 timer om dagen, fra 6-14.
Hele situationen munder ud i for mig, om jeg er ved at knække? Jeg har altid set mig selv som stærk vestjyde, der tager tingene som de kommer. Men lige for tiden skal der bare ingenting til før jeg bryder sammen. En opvaskemaskine der skal tømmes og whatever. Jeg kan ikke overskue det, bliver jeg ved med at sige til mig selv. Jeg ved godt det ikke hjælper, og at jeg bør hanke op i mig selv, men det virker bare ikke længere..
Kærlig hilsen M
(Pige, 20 år)
Hej Pige på 20 år
Det lyder godt nok til, at du går igennem en rigtig svær periode i øjeblikket. Og jeg kan sagtens forstå, hvis du synes det er rigtigt hårdt, at du græder dig selv i søvn og ikke kan overskue noget. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.
Når overskuddet ryger
Du fortæller en masse ting i dit brev og jeg får indtryk af, at der har været et hektisk år, hvor der er sket meget på både familie-, venne-, kæreste- og arbejdsfronten. Er det rigtigt forstået? Hvis man har kørt hårdt på i en lang periode, så kan det godt ramme en på et tidspunkt og man kan komme til at føle sig udbrændt og uden overskud. Det er ret normalt at opleve og kan ramme alle mennesker, hvis man har kørt for hårdt på. Så kan man ikke længere bare hanke op i sig selv, som du også selv oplever. Det er helt normalt og helt okay, for det er et tegn på, at ens krop har brug for ro. For nogen vil det gå over igen af sig selv. Andre vil have godt af at få en hjælpende hånd på vejen. Derfor er det også en rigtig god idé, at mærke godt efter på sig selv. Ligesom du gør lige nu. For hvis det ikke går i sig selv, så bør man reagere på det og tage en tur til lægen ellers kan det måske udvikle sig til depression, som du også selv nævner lidt. Og det kan være rigtigt rart, at få den hjælp på vejen. Det er helt okay, hvis man har brug for hjælp. Næsten alle mennesker har brug for hjælp en gang imellem.
Hvad tænker du om aftenen?
Om aftenen bliver du rigtigt ked af det uden helt at kunne sætte en finger på hvorfor. Men jeg kommer til at tænke på, om der er noget bestemt, du tænker på, når du ligger der i sengen om aftenen? Hvis man er inde i en svær periode, så er det helt normalt at opleve, at det især er om aftenen, at det rammer. Så ligger man i sengen og har til tid at mærke efter i kroppen og tankerne strømmer måske ind i hovedet på en. Du kan eventuelt prøve at bruge lidt tid hver aften på at skrive dagbog. På den måde vil du måske kunne få et overblik over de ting, som fylder for dig og rammer dit humør og overskud. Måske vil det kunne hjælpe lidt på forvirringen om, hvad søren det lige er, som får gråden til at begynde. Hvis man skriver sine tanker ned på papir, så bliver det også nogle gange nemmere at slippe dem igen. Man kan sige, at man lidt lægger dem fra sig, inden man skal sove. Måske kunne det være rigtigt rart for dig?
Får du sovet nok?
Jeg bider mærke i, at du har fået nyt arbejde og du møder allerede klokken 06 om morgen. Det betyder jo, at du må skulle temmeligt tidligt op. Så kommer jeg til at tænke på, om du får sovet nok? For hvis vi mennesker ikke får sovet nok, så ryger rigtigt meget af det energi og overskud, som ellers skulle bruge til at komme igennem dagen. Du kan forestille dig, at du har et batteri inde i kroppen, som ikke bliver ladet ordentligt op. Og så har man det mindre energi næste dag til at klare livet. Som tommelfingerregel bør man sove omkring 8 timer hver nat. Hvis du sover mindre end det, så kunne det være en god idé, hvis du prøvede at få skabt en døgnrytme, hvor du kunne sove mindst 8 timer. For det vil måske kunne gøre en stor forskel på dit overskud.
Snak med nogen om det
Mit bedste råd til dig er nok, at få snakket med nogen om det du oplever. Det kan være rigtigt rart at dele sine oplevelse med andre og det kan være med til, at gøre det hele lidt nemmere og lidt mere overskueligt. Især hvis man har lidt svært ved præcis at sætte en finger på, hvordan man har det.
Snak med nogen tæt på dig
Hvis der er nogen tæt på dig, som du er tryg ved at snakke med, så kunne det måske være en god idé for dig? Det kunne være din kæreste, mor, far eller en rigtig god veninde måske. Det kan være rigtigt rart at snakke med nogen, som kender en godt og holder af en. Så vil de kunne støtte dig og hjælpe dig, når overskuddet ryger og det bliver for svært.
Tag en tur til lægen
Som jeg nævnte kort tidligere, så kan det være en god idé, at tage en tur til lægen, hvis man har det dårligt. Lægen vil kunne hjælpe dig med at finde ud af, om det er depression du oplever. Så sidder man sammen og snakker om, hvad der sker med dig og i din hverdag. Så vil lægen kunne hjælpe dig og henvise en til en psykolog eller et andet tilbud, som kan hjælpe dig med at behandle depressionen. Nogle kommuner har også gratis psykologhjælp til unge, som man kan søge om. Hvis du vil vide mere om depression, så kan du også kontakte Psykinfo, som er en gratis rådgivning, hvor man kan ringe og snakke om psykisk sygdom eller stille spørgsmål.
Tag fat i Headspace
Hvis du trænger til at snakke med nogen, som ikke kender dig, så kan jeg også anbefale Headspace. Headspace er en frivillig ungerådgivning, hvor man kan snakke om det der fylder – uanset hvor stort eller lille problemet er. De er super søde og dygtige og det kan være rigtigt rart, at snakke med nogle, som har tid og overskud til at hjælpe og lytte til en. Det er helt anonymt. Mens landet er lukket pga. corona kan du fange Headspace på telefon og chat. Normalt vil du også kunne få personlige samtaler i nogle af deres lokaler. Der ligger en Headspace i de fleste større byer i danmark.
Det lyder til at være en rigtig svært periode, du går igennem. Og det er super godt, at du reagerer på det. Jeg håber at mit svar har været hjælpsomt for dig og så krydser jeg fingre for, at du snart kommer ovenpå igen.
De bedste hilsner fra en Mindhelper