Hej


Jeg er en pige på 16
Jeg er virkelig bare begyndt at føle at livet er meningsløst. Jeg er træt af de fleste mennesker og jeg er i en total angst for at blive ældre. Jeg føler mig rigtig stresset og derfor er jeg bange for at stressen kan påvirke min krop så jeg kommer til at se ældre ud før tid. Jeg føler mig konstant rastløs og træt af det hele og har lyst til at drikke, ryge og tager stoffer heletiden for at få det bedre. Der er sket så meget dårligt for mig det sidste års tid, og jeg føler heletiden et behov for hævn over folk der har såret mig eller trådt på mig i fortiden. Det slår tit klik for mig og jeg føler mig rigtig ked af det og vred. Jeg har aldrig fred i hovedet og jeg tænker konstant.
Er det en depression eller noget?

(16 år)


Hej Pige på 16 år

Det lyder til, at der er flere ting, som er rigtig svære for dig lige nu. Det kan være rigtig hårdt at gå og føle sig ked at det og være rastløs og træt. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. For det skal du ikke gå med alene. 

Det kan være svært at rumme andre, når man selv har det svært

Det lyder til, at der er rigtig mange ting, som fylder hos dig lige nu. Og du skriver, at du er træt af de fleste mennesker. Sådan kan man godt få det, når man selv har det rigtig svært. For det kan være svært at rumme andre menneske og deres følelser, når man måske ikke engang kan rumme sine egne. Og når tankerne bare kører derudaf, og man slet ikke får ro i hovedet, så sluger det rigtig meget af ens energi. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at du er rigtig træt og ikke har overskud til andre mennesker. 

Når man er ramlet ind i en periode, hvor det hele er noget møg. Og man måske føler, at man har svært ved at se sig ud af det hele, kan man godt få en følelse af, at det hele er meningsløst. Det kan man godt få lyst til at håndtere ved at drikke eller ryge. Men selvom det føles som om, det hjælper at ryge og drikke på den korte bane, så gør det alting sværere på den lange bane. For følelserne forsvinder ikke af, at man drikker og ryger dem væk, de bliver bare holdt nede. Så når man holder op med at være fuld, kommer de op til overfladen igen. Og så kan det hurtigt blive en ond cirkel, hvor man er nødt til at drikke mere og mere for, at det hjælper. Men heldigvis kan man godt få det bedre igen, så trangen til at gøre de ting heller ikke fylder så meget. Det kræver bare sommetider, at man får lidt hjælp til at lære, hvordan man skal håndtere alle de svære følelser og tanker. Derfor er det også rigtig vigtigt, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. 

Der skal nogle fagprofessionelle til at vurdere, om det er en depression 

Du skriver også og spørger, om det du oplever er en depression. Depression kan se ud på rigtig mange forskellige måder. Og derfor skal der også nogle fagprofessionelle til at vurdere, om det er en depression, som du kæmper med. Derfor kan jeg desværre heller ikke svare dig helt præcist på, om det er depression, som er på spil hos dig. Men i vores artikel om depression, kan du læse lidt mere om, hvad det er, og hvilke tegn der er vigtige at være opmærksomme på. Så måske der er noget i den, som du kan bruge?  

Snak med dine forældre om det

Det kan være rigtig hårdt at gå med en masse svære tanker og følelser helt alene. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du fik snakket med dine forældre om, hvordan du har det. De er måske nogle af dem, som er allertættest på dig. Og langt de fleste forældre vil rigtig gerne have, at deres børn har det godt.

Derfor vil de som regel også rigtig gerne hjælpe og lytte, når man fortæller dem, at man har det svært. Det kan også være, at dine forældre kan hjælpe dig med at få noget hjælp, så du ikke skal gå og have det så svært. 

Hvis du synes, at det er lidt svært at få taget hul på snakken med dine forældre, kan du tage et kig i vores guide til at snakke med forældre om svære ting. Der står nemlig en masse gode råd til, hvordan man kan få startet den svære snak. 

Snak med en anden voksen om det

Hvis det kke dur at snakke med dine forældre, kan du også snakke med en anden voksen, som du er tryg ved. Det kan eksempelvis være en yndlingslærer, en venindes mor eller en helt tredje. Det vigtige er nemlig ikke hvem du snakker med, det vigtige er, at du ikke går med alle de svære tanker og følelser helt alene. 

Headspace

Hvis du tænker, at det kunne være rigtig rart at snakke med nogle helt andre, kan du også tage fat i Headspace. Der sidder nemlig en hel masse rigtig søde og rare frivillige klar til at hjælpe. De frivillige i Headspace er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor er de også rigtig gode til at lytte. Det er helt gratis at komme i Headspace og du kan også sagtens være anonym, hvis du synes at det er rarere. 

Tag et smut til lægen 

Jeg tænker også, at det kunne være en rigtig god ide, at du tog et smut til lægen og fik snakket om, hvordan du har det. For læger ved rigtig meget om, hvordan kroppen fungerer både udenpå og indeni. Lægen kan også hjælpe dig med at finde ud af, om det er en depression, som du kæmper med og hjælpe dig med at finde den rigtige hjælp til dig. De fleste læger er rigtig søde og snakker ofte med unge, som har det svært. Derfor ved de også godt, at det måske kan være lidt svært at snakke om. Men de gør som regel deres allerbedste for at hjælpe og sørge for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. I vores artikel om at gå til lægen, når man har det svært, kan du læse lidt mere om, hvordan det er at snakke med lægen om svære ting. 

Det lyder til, at du har det rigtig svært og der er en masse ting, som fylder hos dig. Derfor håber jeg også, at det er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender de allervarmeste tanker din vej og håber, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper