hej jeg tænder på børn men er bange for at jeg er pædofil hvad kan jeg gøre for at blive normal
(25 år)
Kære du
Jeg kan godt forstå, at det ikke må være rart, hvis du går med en frygt for, om du er pædofil. Jeg er rigtig glad for at du har skrevet herind, så du ikke skal gå med de tanker alene.
Hvad er pædofili?
Du skriver, at du er bange for, om du er pædofil og hvis ja, hvad du så skal gøre for at blive normal?
For at svare på dit spørgsmål, vil jeg først bruge lidt tid på at fortælle om, hvad pædofili er.
Pædofili er en diagnose, som en læge kan give efter en grundig undersøgelse.
For at få diagnosen, skal man være over 16 år gammel og over længere tid, været primært seksuelt tiltrukket af børn, som ikke er kommet i puberteten endnu.
Seksuelle tanker om børn
Når man går i puberteten, begynder man ofte at få seksuelle tanker og følelser omkring andre.
De fleste oplever, at de seksuelle tanker og følelser, er rettet mod nogen på ens egen alder. Men der er også nogle som oplever, at tanker handler om yngre børn.
Det kan være rigtig forvirrende og måske endda også skræmmende, at have de tanker.
Hvordan ved man, om man er pædofil?
Men betyder det så at man er pædofil, hvis man har seksuelle tanker om yngre børn?
Som jeg skrev tidligere, kan man få diagnosen pædofili, hvis man primært har seksuelle tanker om yngre børn.
Man kan derfor ikke få diagnosen, hvis man kun har haft tanken én gang eller hvis man fx har OCD og oplever tvangstanker.
Men hvis du oplever tankerne bliver ved eller du godt kunne tænke dig at snakke med nogen om det, så er der heldigvis hjælp at hente.
Og husk på, at det ikke er ulovligt at have seksuelle tanker om børn. Det er kun hvis man handler på det, at det bliver ulovligt.
Der er hjælp at hente
Når man går med seksuelle tanker om børn, så er det rigtig vigtigt at man få talt med nogle professionelle om det, så de kan hjælpe en.
Og det kan du heldigvis hos TalMedOs.
Har du hørt om TalMedOs?
Hos TalMedOs hjælper og vejleder de hver uge unge og børn, som er bekymrede for deres seksuelle tanker eller handlinger.
Alle rådgiverne er uddannede og er vant til at tale med børn og unge. Og aller vigtigst, så dømmer de ikke. De er kun interesserede i, at man får den hjælp, som man har brug for.
Du kan komme i kontakt med TalMedOs på flere måder.
Du kan ringe eller chatte med dem mandag fra 10-12 og 14-20, onsdag fra 17-20 og fredag fra 12-15. Du kan også sende en mail til dem, så får du svar indenfor 3-5 dage.
Så hvis du har seksuelle tanker om børn, så er det rigtig vigtigt, at du får hjælp. Og så kan første skridt være at tage fat i TalMedOs, så kan de hjælpe dig videre.
Jeg håber svaret her kan hjælpe dig på rette vej.
De bedste hilsner fra en Mindhelper