Hej
Jeg er en pige, på 17 år med svær social angst. Jeg er for lidt tid siden startet i gymnasiet, det er gået okay, jeg snakker fint med tre personer fra min klasse. Jeg har det dog rigtigt svært selvom jeg egentligt føler mig velkommen og har en god dialog med mine lærer om min diagnose. Det er mentalt virkelig svært for mig at gå i seng om aften velvidende at dagen i morgen medfølger ubehag og træthed pga den anstrengelse det kræver af mig at være på og snakke med andre. Jeg har et lille stykke tid tænkt på om jeg simpelt hen har det for psykisk belastende til at jeg kan gennemføre gymnasie tiden. Jeg skal også lige huske at sige at jeg bliver fysisk dårligt af fremlæggelser, dette har jeg snakket med min psykolog om, efter det har hun og jeg blevet enig om at det er dumt at spilde energi og kræfter på, når jeg i forvejen har det så svært, derfor er jeg i grundforløbet fritaget for al fremlæggelse. Men jeg skal til mundtlig prøve i to fag om to måneder. Bliver gymnasiet måske en for stor mundfuld? Hvis ja hvad skal der så ske?
Mvh
(Pige, 17 år)
Kære pige på 17 år
Det er mega sejt, at du er startet i gymnasiet, selvom du kæmper med social angst. Men jeg kan også godt forstå, at det er hårdt for dig. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
Hvor er du sej
Jeg vil gerne starte ud med at skrive til dig, at jeg synes, du er helt vild sej. For det er super sejt, at du er startet i gymnasiet, selvom du faktisk kæmper med svær social angst. Det kan nemlig bestemt ikke have været nemt at starte i gymnasiet, når du også har den her social angst at kæmpe med. Så det må virkeligt have krævet en hel enorm styrke og vilje at starte alligevel. Så det synes jeg virkeligt, du skal give dig selv et klap på skulderen for. For det er dælme sejt gjort.
Det kan godt blive bedre
Med det sagt så kan jeg virkeligt også godt forstå, hvorfor du synes, det er mega hårdt at skulle op og i skole hver dag. For angst kan virkeligt være en mega hård modstander, når man vælger at gøre det, som angsten forsøger at sige til en, at man skal lade være med. Når angsten popper op, så er det nemlig fordi, ens hjerne tror, at man er i livsfare. Så den prøver at hjælpe en med at overleve ved at fortælle, at man enten skal flygte fra situationen eller kæmper imod den. Så når man vælger at blive i en situation, der gør en angst uden at gøre noget, så kæmper man faktisk mod alle sine naturlige instinkter. Og det er mega hårdt. Så det giver så god mening, at det er udmattende for dig, at du skal tage den samme kamp om og om igen. Derfor kan jeg så godt forstå, at du kan blive i tvivl om, om det bliver for stor en mundfuld for dig at tage gymnasiet.
Men jeg tænker også, at alt det med at starte i gymnasiet, faktisk er mega hårdt for langt de fleste. Det er helt normalt. For der er en hel masse nye ting, man skal lære. Og det er noget, som tager rigtigt meget energi fra mange, indtil de lige er faldet ordentligt på plads. Det med at falde ordentligt på plads er også noget, der godt kan tage noget tid. Derfor tænker jeg, at der stadig er en rigtigt god chance for, at det med tiden bliver lidt nemmere for dig at gå i gymnasiet. Fordi det hele stadig er meget nyt, og der stadig er mange nye ting at vænne sig til. Men jeg kan godt forstå, at det er ekstra hårdt for dig, fordi du også har din sociale angst at kæmpe med.
Du har gode forudsætninger
Du spørger, om gymnasiet mon bliver en for stor mundfuld for dig på grund af din social angst? Og det kan jeg ikke svare dig helt 100 på. For det er dig selv, der skal mærke efter, om det bliver for meget for dig at gå i gymnasiet. Eventuelt med hjælp fra de gode mennesker, som det lyder som om, du har omkring dig. Men jeg kan prøve at dele nogle af de tanker med dig, som jeg får, når jeg læser dit brev.
Det første jeg tænker på er, at du nok har ret i, at det nok ikke kommer til at helt let for dig at gennemføre gymnasiet. Me jeg tænker alligevel også, at du har rigtigt gode forudsætninger for at gennemføre, hvis det er det, du gerne vil. For du virker som en helt vild sej pige. Og så lyder det også som om, du allerede har fundet nogle i din klasse, som du kan snakke med. Og det er bare så rart, at der er nogen i ens klasse, man føler sig en lille smule tryg ved, når det faktisk er super utrygt at skulle være i klassen. Samtidigt lyder det også som om, du er startet på et gymnasium, der faktisk rigtigt gerne vil forstå din situation. Det tænker jeg er så vigtigt. For det gør bare noget også, at dit gymnasium faktisk er med på at hjælpe dig til at få en nemmere skoledag.
Samtidigt tænker jeg også, at der er en rigtigt god chance for, at det faktisk godt kan blive lettere for dig at gå i gymnasiet, selvom det er super hårdt for dig lige nu. For jo mere man tør udfordre sin angst og gøre det, som angsten prøver at sige til en, man ikke kan, jo mere slipper den faktisk som regel sit tag om en. Det lyder super mærkeligt, det ved jeg godt. Men det er fordi, når man udsætter sig selv for de situationer, man er bange for, så giver man sin hjerne en mulighed for langsomt at forstå, at der ikke er nogen fare på færde. Derfor kommer angsten langsomt til at fylde mindre og mindre. Men jeg tænker, det er vigtigt, du bliver ved med at snakke med din psykolog om de ting, der kan være svære ved at gå i gymnasiet. Så din psykolog kan hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du kan tackle de svære situationer, når de dukker op.
Snak med en studievejleder
Men det skal jo heller ikke være sådan, at det at gå i gymnasiet slider dig fuldstændigt ned. Og faktisk gør, at du får det værre og værre. Hvis det sker, så synes jeg, du skal prøve at snakke med en studievejleder om, hvad du så kan gøre. Jeg ved ikke, om fraværsreglerne i gymnasiet er i vejen for, at du for eksempel kunne få en aftale med skolen om, at du i starten kun behøver at møde op til nogle af timerne. Og efterhånden som det så forhåbentligt bliver nemmere og nemmere for dig, så kan du langsomt sætte nogle flere timer på. Det ved din studievejleder nok. Og hvis ikke det kan lade sig gøre, så er jeg sikker på, at din studievejleder rigtigt gerne vil hjælpe dig med at finde ud af, hvad du så kan gøre.
Snak med dine lærere
Jeg kan godt forstå, at tanken om de her to mundtlige prøver er super skræmmende for dig. Men det er faktisk helt normalt at synes, det er skræmmende at skulle til en mundtlig prøve. Men det er mega hårdt. For det er ikke særligt fedt at gå rundt og være bange og nervøs for en prøve. Derfor tænker jeg på, om du mon har snakket med dine lærere i de fag, du skal til prøve i om, hvordan du har det? Hvis ikke du har det, så synes jeg helt klar, at du skal prøve at gøre det. For dine lærere er der for at hjælpe dig. Og de er vant til, at elever bliver mega nervøs og bange inden en mundtlig prøve, så de vil også bare gerne have, at du får en god oplevelse med det. Derfor er jeg næsten sikker på, at de gerne vil hjælpe dig med at finde ud af, hvordan de kan gøre oplevelsen så tryg og rar for dig som muligt.
Bliv ved med at snakke med folk omkring dig
Har du mon snakket med folk omkring dig om, at du er lidt i tvivl om, om gymnasiet bliver for stor en mundfuld? Hvis ikke du har det, så synes jeg, at du skal prøve at gøre det. For det tænker jeg faktisk, er det allervigtigste. Det lyder nemlig som om, du har nogle rigtigt gode folk omkring dig, der super forstående og som super gerne vil hjælpe dig. Derfor tænker jeg også, at det er oplagt at dele de her tanker med dem. Så kan de nemlig hjælpe dig med at finde ud af, om der er noget, de kan gøre for at hjælpe dig. Og de kan måske også hjælpe dig med at mærke efter, om det er for stor en mundfuld for dig lige nu at skulle gå i gymnasiet på fuld tid. Du kunne for eksempel snakke med dine forældre og dine lærere om det. Men jeg tænker også, at det ville være en super god idé at snakke med din psykolog om det.
Der er mange muligheder
Til slut spørger du, hvad der skal ske, hvis du nu finder ud af, at du ikke er klar til at færdiggøre gymnasiet lige nu. Og det kan være svært at svare på. For jeg tænker, at det er noget, du aftaler med din studievejleder, dine lærere og dine forældre. Men lige meget, hvad der sker, så skal du vide, at der er rigtigt mange muligheder for, at du godt kan tage en studentereksamen alligevel, hvis du gerne vil det. Måske har du brug for en pause på et år eller to, hvor du arbejder med din social angst, og så er du klar til at kunne prøve kræfter med gymnasiet igen. Ellers så findes der også det, der hedder HF enkeltfag. Der har man mulighed for at tage sine fag lidt ad gangen. På den måde behøver man ikke have lige så mange fag på en gang, som man har i gymnasiet. Det kan være, det er en løsning for dig? Uanset hvad, så tænker jeg, at det er noget, som din studievejleder kan hjælpe dig med. Det er jeg nemlig helt sikker på, at han eller hun ved meget mere om end mig.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så ønsker jeg dig alt mulig held og lykke med det hele. Jeg hepper på dig, og jeg er næsten sikker på, at du nok skal komme til at klare dig super fint i livet – om du gør gymnasiet færdig nu eller ej. For du virker som en mega sej pige.
De varmeste hilsner fra en Mindhelper