Jeg er aldrig blevet mobbet og har altid været vellidt. Men med årene har jeg fået det svært socialt. Og jeg tænker konstant på, hvad andre tænker.

Kære Mindhelper

Første gang jeg skriver herinde.

Jeg har med årene fået det rigtig svært socialt, og ved snart ikke hvad jeg skal stille op.

Det er især et problem for mig når jeg skal møde nye mennesker og smalltalke med folk.

Jeg føler mig i sociale sammenhænge forkert, mærkelig, meget kedelig, og der bliver som regel altid en akavet stemning når jeg er tilstede. Jeg bliver meget anspændt og nervøs i større sociale grupper (Om jeg kender folk eller ej) Jeg er generelt ikke et socialt menneske og er blevet ekstrem introvert i min trods alt unge alder.

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til folk og ved slet ikke hvordan jeg skal agerer i mange samtaler. Mit forsvar er at grine. Dette er på sin vis en god ting, men også meget overfladisk og det siger jeg i bund og grund ikke meget om mig.

Jeg har et kæmpe problem med at åbne op og skabe tætte relationer, jeg ved bare ikke hvorfor. Det bliver værrere når det er en person jeg godt kan lide eller ser op til, men det sker ved alle generelt og bekendte, kolleger osv.

Jeg tænker mere eller mindre konstant på hvad andre tænker om mig, og min selvtillid er helt i bund.

Når jeg f.eks er ude for at handle føler jeg at folk kigger og ser ned på mig. Jeg føler at alle er bedre og ser bedre ud end jeg gør.
Jeg er kommet frem til at jeg nok virker meget arrogant blandt fremmede selvom jeg egentlig er det stik modsatte, når man først lærer mig at kende. Det er nok også et slags forsvar.

Alt dette og mere til betyder at min omgangskreds er blevet meget lille. Kæreste har jeg aldrig rigtig haft, da jeg som sagt tager meget lang tid om at åbne op og ALTID overtænker alle situationer.

En del af mig har lyst til at være social aktiv og gøre dette naturligt. En anden del af mig har mest af alt lyst til bare at lukke mig inde med mig selv, da jeg der har det bedst.

Det er efterhånden noget jeg tænker rigtig meget over. Gamle venner og bekendte får nye venner, kæreste og børn. Jeg er bange for at jeg aldrig nogensinde skal opleve de ting, og hvordan det egentlig føles at blive elsket og respekteret af folk udenfor familien.

Jeg er aldrig blevet mobbet og har hos de fleste personer i mit liv været vellidt.

Jeg ved ikke mere hvad jeg skal gøre.. Det hele er håbløst lige nu og alt bliver bare værre og værre.

Ved ikke hvad jeg forventer ved at skrive her, om ikke andet var det blot rart at få ud.

(Dreng, 20 år)


Kæreste du

Det er helt okay, at du ikke helt ved, hvad du forventer ved at skrive herinde. Jeg er bare glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For jeg kan dælme godt forstå, at du har haft brug for at få det ud. For det er virkeligt hårdt at kæmpe så meget med sig selv, som du gør.

Det er normalt
Det er sindssygt hårdt tænker så meget over, hvordan man virker i sociale situationer, som du gør. Og det er ikke noget, man behøver at være blevet mobbet for at gøre. Der er mange, der har det sådan, selvom de aldrig er blevet mobbet. Og det er faktisk meget normalt at have det sådan ind imellem. Det er noget, der stammer fra vores forfædre. Det var nemlig engang smart at have det sådan, fordi det hjalp med at sikre, at man blev ved med at opføre sig som resten af gruppen. Og dermed sikre, at man kunne få lov til at blive der. Hvilket i sidste ende betød, at ens chancer for at overleve var meget større. Jeg ved ikke, om det hjælper lidt at vide, at vi faktisk alle sammen har det sådan indimellem?

Men det er også bare sindssygt hårdt, når man har det sådan hele tiden. Og det er ikke meningen, at du skal gå rundt og have det sådan. For det fortjener du ikke. Derfor linker jeg dig lige til to af vores artikler. Den ene handler om at skrue ned for sin indre kritikker. Den anden handler om at lære at dæmpe de negative tanker om sig selv. Dem linker jeg til, fordi det lyder, som om du hurtigt bliver noget hård ved dig selv. Og du har ikke fortjent at snakke så hårdt til dig selv. Derfor tænker jeg, at der måske er noget i de artikler, du kan bruge. For de giver nogle gode råd til, hvad man selv kan gøre for at skrue lidt ned for alle de hårde tanker om sig selv.

Kender du social angst?
Nogle gange kan man være så anspændt og nervøs i sociale situationer, at det bliver til social angst. Det kan for eksempel være, at man hele tiden er bekymret for, at man er kedelige eller ikke god nok i sociale sammenhænge. Man er måske også ofte konstant bekymret for, om man får gjort noget forkert eller om andre kigger ned på en. Og måske føler man sig altid anspændt og utilpas, når man er sammen med andre. Jeg ved ikke, om det er noget, du kan genkende? Hvis du har lyst, kan du læse mere om social angst i den artikel, jeg har linket til. Hvis der er mange ting i artiklen, du kan genkende, er det vigtigt, at du snakker med nogen. For så er det et tegn på, at du har det super svært. Og du skal ikke gå rundt og have det svært alene.

Der behøver ikke være akavet stemning
Du skriver, at stemningen altid er akavet, når du er med til sociale arrangementer. Men er du sikker på, at stemningen faktisk er akavet? Og at det ikke mere bare er en følelse, du har indeni? Det er nemlig ikke unormalt, at man kan føle, at stemningen er akavet, når man er usikker på sig selv. Men det er meget sjældent, at de andre faktisk tænker det samme. På samme måde er det også helt almindeligt, at man kan komme til at føle, at folk kigger efter en, hvis man har en masse negative tanker om sig selv. Men jeg er næsten sikker på, at der ikke er nogen, der faktisk ser ned på dig. Selvom det kan føles sådan.

Det er helt OK at være indadvendt
Du skriver, at du er meget introvert til trods for din unge alder. Og det giver mig lige lyst til at fortælle dig, at det er helt okay at være introvert. Men det kan være virkeligt svært at være introvert, når man er ung, fordi der tit er så mange sociale ting med fart over feltet. Derfor forstår jeg også godt, at du nogle gange bare har lyst til at kaste dig ud i det. Og det kan du også godt, hvis du gerne vil, selvom det virker mega skræmmende. Hvis du kaster dig ud i det, er det bare vigtigt, at du vælger noget, som ikke er alt for svært for dig. Så du får en god oplevelse med det. De gode oplevelser er nemlig vigtige, så man får en oplevelse af, at man faktisk godt kan. Og får lyst til at gøre det igen.

Snak med nogen
Men mit allervigtigste råd til dig er, at du skal have fortalt det her til nogen. For det lyder, som om du har gået rundt og haft det sådan her rigtigt længe nu. Og det skal du ikke gå alene med, for det er alt for hårdt. Så jeg kan virkeligt godt forstå, hvis det hele virker lidt håbløst. Men du skal vide, at det godt kan blive bedre. Der er rigtigt mange, der har haft det som dig, der har fået det godt igen. Men nogle gange kræver det lidt hjælp fra en professionel, der ved en masse om at have det svært socialt. Og den hjælp kan man kun få, hvis man fortæller nogen, hvordan man har det. Derfor er det virkeligt vigtigt, at du får fortalt nogen om alle de ting, du har skrevet i dit brev. Det kunne for eksempel være:

  • Dine forældre
    Dine forældre er dem, der er tættest på dig. Og de har kendt dig hele dit liv. Derfor er det rigtigt oplagt at snakke med dine forældre om det her. Så de ved, at der er noget, der er svært for dig. For jeg er næsten sikker på, at de vil gøre alt, hvad de kan for at støtte dig og hjælpe dig til at få det bedre. Fordi de holder rigtigt meget af dig. Og ønsker dig alt det bedste.
  • Headspace
    Nogle gange kan det være nemmere at starte med at snakke med nogen, som man ved, man ikke behøver se i øjnene igen bagefter. Hvis du har det sådan, kan du tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig en masse søde frivillige klar til at snakke med dig. De ved, hvordan de skal hjælpe dig igennem samtalen, så den bliver tryg for dig. For de har snakket med rigtigt mange unge, der har haft det svært. Og de vil helt sikkert også gerne hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan finde hjælp til alle de ting, du slås med. Du kan være helt anonym i headspace, så dem kan du trygt tage fat i.
  • Din læge
    Du kan også altid snakke med din læge. Din læge er nemlig også uddannet til at hjælpe, når det er noget indeni, der gør ondt. Og det kan din læge blandt andet gøre ved at henvise dig til nogen, der kan hjælpe dig. Det kunne for eksempel være en psykolog.

Jeg håber virkeligt meget, at mit svar har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg sådan, at du får snakket med nogen om alle de her ting. Så du ikke skal gå med dem for dig selv. Og så du kan få hjælp til at få det bedre. For det kan virkeligt godt blive bedre. Og du virker som en dreng, der har en rigtigt god indsigt i dig selv. Og hvordan du reagerer i forskellige situationer. Den indsigt tror jeg på, kan hjælpe dig rigtigt meget på din rejse mod at blive mere okay med sociale situationer.

De allervarmeste hilsner fra en Mindhelper