Hej Mindhelper
Jeg har kæmpet med angst lige siden jeg kan huske, men de sidste 3 år har jeg været præget meget af det. Jeg afsluttede folkeskole før sommerferien i år, og jeg besluttede, at jeg skulle starte i 10’ende klasse, eftersom jeg mentalt ikke følte mig klar til gymnasium. Jeg startede her for snart 3 uger siden, og de første dage gik det rigtig godt. Jeg kunne virkelig se mig selv derinde, og jeg havde en god mavefornemmelse. Men så her i sidste uge, ramte angsten mig bare igen. Jeg har siden midt sidste uge haft utrolig svært ved at tage afsted og har også været hjemme et par dage. Jeg ved ikke helt præcis, hvad der gør, at jeg ikke bryder mig om det, men bare tanken om at være derinde giver rigtig meget uro i min krop. De dage jeg har været derinde siden, har kun gået med at bekymre mig så meget, at jeg ikke har kunne følge med i timerne samt uro i hele min krop.
Jeg står derfor i den situation, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre? Om jeg skal forsætte derinde og håbe på, at jeg for det bedre, om jeg skal undersøge andre 10. klasser, om jeg skal vælge at droppe ud og arbejde dette år eller noget helt fjerde?
Hilsen en forvirret og bekymret pige.
(16 år)
Kære Bekymrede Pige
Det kan være hammerhårdt når angsten rammer en. Derfor er jeg rigtig glad for at du har skrevet herind og delt dine tanker og oplevelser. For dem skal du ikke gå med alene.
Det er normalt
Du skriver, at de første dage i din nye 10’ende klasse gik rigtig godt, og at du havde en god mavefornemmelse. Men at du nu er begyndt at få angst, når du er ovre på skolen. Når jeg læser dit brev, synes jeg det lyder som om, at angsten kom lidt ud af det blå. Kan det passe?
Det er nemlig sådan med angst, at den kan svinge meget – nogle uger er den der meget, og andre uger fylder den mindre. Og nogen gange kan den pludselig ramme en, selvom man egentlig havde det fint, og ikke havde regnet med det. Og så kan det føles rigtig ærgerligt og skuffende. Og det kan gøre en rigtig ked af det, når det sker.
Jeg tænker måske, at grunden til at angsten først kom efter lidt tid i den nye klasse, kan være fordi der skete så meget i de første dage, som gjorde at angsten blev sat lidt på stand-bye. Nogen gange når man starter på noget nyt, kan der nemlig være så mange indtryk, at alt bare køre med 120 i timen. Og så er det først efter et par dage, hvor man kommer lidt ned i gear, at man kan mærke, hvordan man har det indeni. Og så er det, at angsten kan poppe op. For når tingene bliver lidt mere hverdagsagtige, kan man godt opleve, at nogle af de bekymringer man måske normalt går med, begynder at dukke op i hovedet igen. Er det mon noget ud kan genkende?
Det giver mening
Du skriver også, at du ikke har lyst til at komme ovre i skolen længere, fordi angsten fylder meget når du er derovre. Og så spørger du, om du skal prøve at flytte til en anden skole.
Det er hammer ubehagelig at have angst. Så det giver rigtig god mening, at du tænker sådan. For når man oplever at få angst i nogle bestemte situationer, er det helt naturligt, at man gerne vil holde sig væk fra dem. Dog er det næsten altid sådan, at selvom man flytter til en anden skole f.eks, så følger de svære følelser også med. For ofte er det ikke skolen eller klassen som sådan, men angsten der spænder ben for en. Og hvis man så flytter skole, får man ikke mulighed for at opleve, at man måske endte med at kunne få det fedt i klassen. Og få en hverdag der, hvor angsten ikke fyldte nær så meget. Derfor tænker jeg heller ikke, at det er den bedste løsning at flytte til en anden skole, selvom jeg sagtens kan forstå, at du får lyst til det.
Arbejd med angsten
Når angsten fylder meget i ens hverdag, er det vigtig at prøve at arbejde med den, så man kan få det bedre. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du får noget hjælp til din angst? Angst er nemlig ikke noget, man skal gå med selv, og det er super vigtig at få hjælp til at håndtere de svære tanker og følelser. Lang de fleste med angst oplever nemlig, at de med den rette hjælp, kan få et liv hvor angsten ikke styre hvad de kan og ikke kan. Derfor er mit bedste råd til dig, at tage et smut forbi din egen læge og fortælle om, hvordan du har det. Lægen kan nemlig hjælpe dig med at finde ud af, hvilke tilbud der er. Og hvilken hjælp der måske kunne være brugbar for dig. Hvis du synes det kan være lidt svært at skulle tage op til din læge, kan du læse denne her artikel om, alt du skal vide om at tage til lægen, når man har det svært.
Du kan prøve
Det er først og fremmest vigtigt at få noget hjælp udefra, hvis man bøvler med angst. Men det kan også være rart, at få et tip eller to med på vejen, som man selv kan prøve af lige nu og her. Derfor vil jeg lige linke dig til denne her artikel. Den handler om hvad angst er, og her kan du læse 14 gode råd til at forebygge og håndtere angst.
Du kan også prøve at kigge på Mindhelpers angstforløb. Angstforløbet kan tages online helt i dit eget tempo. Det er bygget op af forskellige videoer, hvor du vil blive guidet igennem de forskellige trin. Her kan du både lære mere om, hvad det vil sige at have angst og få tips og tricks til at begynde at arbejde med angsten. Så det kan jeg varmt anbefale dig at tage et kig på det.
Tal med nogen om det
Når man går og tumler med svære tanker og følelser, er det en rigtig god ide at fortælle nogen om, hvordan man har det. For det kan sommetider hjælpe at få sat nogle ord på det, der foregår inden i. Og det kan også gøre, at dem omkring en, kan støtte en, når angsten popper op. Derfor tænker jeg, at du måske kunne have glæde at tale med nogen i dit liv om, hvordan du har det, hvis du ikke allerede gør det. Det kan være en af dine forældre, en venindes mor, eller en helt tredje du føler dig tryg ved. Det er ikke så vigtig lige præcis hvem det er. Bare du ikke går med angsten alene.
Jeg tænker også, at det måske kunne være en hjælp, hvis du snakkede med en lærer på skolen om den angst, du oplever, når du er derovre. Jeg tror nemlig, at det er noget rigtig mange lærere har oplevet, at en af deres elever har tumlet med før. Og så kan i måske snakke om, hvordan du bedst kan håndtere, at komme i skolen, selvom angsten fylder. Og så kan lærerne måske være med til at støtte dig, når det er svært.
Tag fat i Headspace
Jeg kommer også til at tænke på, om du mon kender til Headspace? Headspace er nemlig et super godt sted man kan komme som ung, og tale om de ting der er svære. Hos Headspace sidder der en masse søde og dygtige frivillige, som altid er klar på at lytte. Hos dem kan man få samtaler, og det kan være en rigtig god støtte at have i baghånden, når man går igennem svære perioder i livet. Og det kan sommetider være rart, at tale med nogen udefra. I Headspace kan man desuden vær helt anonym, hvis man synes det er rarest.
Det er rigtig hårdt, at være ramt af angst. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar du har kunne bruge. Jeg sender dig en masse gode tanker, og krydser fingre for, at du snart kan få lidt mere ro på de svære tanker.
De bedste hilsner fra en Mindhelper