Jeg har været udvekslingsstudent i USA i snart to måneder, men jeg kan slet ikke finde ro på grund af hjemve. Jeg kæmper for at holde tårerne tilbage, og jeg er bange for, jeg er ved at få en depression.

Kære brevkasse

Jeg er en pige på 16 år, som er en udvekslingsstudent i USA. Så har været her i snart to måneder, men jeg har så utrolig meget hjemve, at jeg ikke kan finde ro.

I starten, snakkede jeg meget med min mor, men da jeg fortalte min værtsfamilie om min hjemve, sagde de, at jeg skulle skære ned for kommunikationen… men det har overhovedet ikke hjulpet.

Jeg sidder i skolen og kæmper for at holde tårerne tilbage. Jeg er så stresset med lektier, og er bange for at jeg er ved at få en depression, fordi jeg har været ked af det i så mange uger nu. Har googlet mig rundt om symptomer, og største delen af dem passer perfekt.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, for kan ikke fortsætte sådan her. Jeg ved godt, at de fleste råd lyder, at man skal holde sig travlt, og det føler jeg også at jeg gør, for jeg spiller volleyball hver dag efter skole indtil 17:30. Og jeg løber også nogle gange efter træning. Jeg har ikke rigtig fået nogle venner jeg kan hænge ud med endnu, hvilket også gør mig meget ked af det (jeg er meget imødekommende).

Hvordan kommer jeg af med min hjemve? Der er intet der virker for mig. Og hvordan bliver jeg glad igen? Jeg er træt af, at være ked af det hver eneste dag, og ved ikke om jeg kan holde til det meget længere.

PS: mine forældre ved godt, at jeg har slem hjemve, og det samme har min kontakt person i min rejse organisation.

(Pige, 16 år)


Kære pige på 16 år

Det lyder som om, det er virkeligt hårdt for dig at være så langt væk hjemmefra. Og det kan jeg virkeligt godt forstå, for det er ikke nemt. Så jeg er virkeligt glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Du er i en svær situation

Jeg kan virkeligt godt læse i dit brev, at det overhovedet ikke er særligt sjovt at være dig lige nu. Og det kan jeg virkeligt godt forstå. For du er rigtigt langt hjemmefra. Det kan være super hårdt i sig selv at være et nyt sted, hvor man ikke rigtigt kender nogen. Og hvor kulturen også er anderledes end hjemme i Danmark. Samtidigt er du også presset ovre i skolen. Og du har heller ikke rigtigt har fundet nogen, som du kan hænge ud med. Det må mega svært. Og jeg tænker, at det også må være lidt ensomt? Det giver i hvert fald god mening, at det er svært lige nu. For der foregår mange svære ting. 

Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at du faktisk er rigtigt ked af det lige nu. Men jeg kan godt forstå, det er drønhårdt. For man bruger super meget energi på at gå rundt og være ked af det meget af tiden. Når der foregår så mange mega svære ting rundt lige nu, så giver det også god mening, at du kan genkende mange af tegnene på depression. For de ting man oplever, når man er mega presset, fordi man er i en mega svær situation. Og de ting man oplever, når man har en depression, kan godt ligne hinanden meget. Men det er faktisk to forskellige ting. Men det er mega vigtigt, at du får snakket med nogen om, at du kan genkende rigtigt mange af tegnene på depression. For det ene behøver selvfølgeligt ikke udelukke det andet. Derfor skal du også lytte til det, for det er et tegn på, at du har det dødsvært. 

Kan du selv tage initiativet?

Når jeg læser dit brev, virker det som om, at noget af det, der gør det rigtigt svært for dig er, at du ikke rigtigt har fundet nogen at være sammen med. Og det giver bare så god mening. For det er aekstra hårdt at være langt væk fra de mennesker, man er tryg ved, hvis man ikke har nogen, man er tryg ved der, hvor man er. Så kan savnet til venner og familie blive endnu større. 

Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du selv kan tage initiativet til at være med at være med i det sociale? Jeg ved godt, at det kan være rigtigt svært. For når man er den, der tager initiativet, så er der også en risiko for at blive afvist. Og det er mega sårbart for os alle sammen. Men nogle gange kan det være en vej ind i fællesskabet at tage chancen og gøre det alligevel. Det er nemlig ikke alle, der er lige gode til at invitere andre ind i det fællesskab, de har i forvejen. Og så kan man blive nødt til at prøve at invitere sig selv med, også selvom det er vildt grænseoverskridende. 

Jeg tænker, at volleyball måske kunne være en god chance for at lære nogle at kende, du kunne komme til at hænge lidt ud med. Så hvis der er nogen af dem, du spiller med, der virker søde, så kunne du jo spørge, om de havde lyst til at lave noget sammen en dag? Eller du kunne måske spørge dem, om de havde lyst til at vise dig byen. Måske kender de nogle steder, som du ikke selv har fundet endnu? Hvis det er helt umuligt for dig at komme til at trives social, der hvor du bor, så synes jeg, du skal snakke med din kontaktperson om det. Jeg tænker, at det må være noget, som han eller hun kan hjælpe med. 

Er der noget, folk omkring dig kan gøre?

Jeg vil virkeligt gerne rose dig for, at du faktisk allerede har snakket med folk omkring dig om, at du har hjemve. For det er så mega vigtigt at få snakket om de ting, der er svære. Så man ikke går med det helt alene. Jeg kommer også til at tænke på, om der mon er noget dem omkring dig, kan gøre for at hjælpe dig med at gøre hjemveen mindre? Er der for eksempel noget din værtsfamilie kan gøre for, at det kommer til at føles mere som hjem for dig at være hos dem? Hvis der er det, så synes jeg du skal prøve at snakke med dem om det. Det kan også være, de har nogle gode råd til, hvordan du kan prioritere dine lektier, så de ikke kommer til at presse dig så meget? Din værtsfamilie kender jo skolesystemet i USA rigtigt godt og har måske nogle tips og tricks, som du ikke selv har tænkt over, fordi du ikke helt på samme måde er vant til deres skolesystem. 

Er det muligt for dig at tage hjem?

Hvis du slet ikke kan få det til at fungere i USA. Og du bliver ved med at kæmpe med hjemve, som bare bliver værre og værre. Så tænker jeg på, om det mon er en mulighed for dig at komme hjem til Danmark igen? For det er ikke særligt sjovt at være derovre, hvis du går rundt og er ked af det det meste af tiden. Og jeg tænker, at det er rigtigt vigtigt at lytte til det, hvis du bliver ved med at gå rundt og være ked af det uden, at det på nogen måder bliver bedre. Så kan det være, at det måske er for voldsomt for dig lige nu at være så langt væk hjemmefra. Og det synes jeg er helt fair. Men jeg ved ikke så meget om at være på udveksling, og derfor ved jeg heller ikke, hvad mulighederne for at komme hjem er, hvis du slet ikke får det bedre. Derfor tænker jeg også, at det er noget, du kan snakke med din kontaktperson om.

Hjælper det at snakke med dine forældre?

Du skriver, at din værtsfamilie sagde til dig, at du skulle skære lidt ned for kontakten med dine forældre, da du fortalte om din hjemve. Og det tænker jeg, de har gjort i allerbedste mening. For nogle gange kan det gøre hjemveen meget værre, hvis man snakker for meget med sine forældre. Men jeg kommer til at tænke på, hvad det gjorde for dig at snakke med dine forældre? For hvis det faktisk hjalp dig, fordi det gav dig en eller anden form for tryghed at vide, at du kunne komme til at snakke med dem en gang om dagen, så tænker jeg ikke, der er noget i vejen med det. Men det er kun dig selv, der kan mærke, om det hjælper dig at snakke med dine forældre. Eller om det gør det hele meget værre for dig, fordi du kommer til at savne den endnu mere.

Jeg håber, at der er et eller andet i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg virkeligt, at du finder ud af, hvordan du kan få din hjemve til at blive mindre. Så du kan komme til at nyde dit ophold i USA.

De bedste hilsner fra en Mindhelper