Jeg er bange for at dele det med mine venner. Det ville bare være lidt mærkeligt at sige. Jeg deler ikke så mange af mine følelser med folk – også selvom jeg er meget tæt med dem

Hej

jeg er en pige på 14. for lidt tid siden havde min bedste veninde det virkelig svært, og var ikke i skole i lang tid. jeg skrev en del med hende og hjalp hende meget med hendes problemer. jeg ville virkelig gerne hjælpe det er slet ikke det. men nu hvor hun har fået det bedre, og er i skole hver dag, begynder jeg at være trist ret tit. jeg er ikke glad for hvordan jeg ser ud. jeg er alt for høj, og jeg har meget svært ved at tale med folk. både fremmede og de fleste i min klasse. jeg føler at jeg tit kommer hjem og er ked af det. og endnu mere inden jeg skal sove og får lov til at tænke. jeg er bange for at dele det med mine venner “hej jeg er ked af det tit” ville bare være lidt mærkeligt at sige. jeg ved godt at det er lid egoistisk at tænke, men nogen gange føler jeg bare at nu hvor jeg hjalp hende så meget, så ser hun ikke at jeg ikke har det godt. det er også mest min egen skyld at jeg ikke siger det til hende. jeg er mest af alt også mest en indelukket person. jeg deler ikke så mange af mine følelser med folk. også selvom jeg er meget tætte med dem. jeg ved godt at det ikke er det største problem i hele verden, men jeg følte bare at jeg havde brug for det her.

(Pige, 14 år)


Kære pige på 14

Det lyder som om, at det er rigtigt svært at være dig i øjeblikket. Der er en masse svære tanker og følelser, som du går rundt med helt alene og det er mega hårdt. Derfor er jeg simpelthen også så glad for, at du har skrevet herind og fortalt os om det.

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg – sikke en sød, omsorgsfuld og god veninde du er. Du har passet rigtigt godt på din veninde, da hun havde det dårligt. Og nu har du faktisk brug for, at hun hjælper dig lidt. Derfor giver det også rigtigt god mening, at det gør dig ked af det, at hun ikke opdager, at du har brug for hende. Der er intet egoistisk i, at have brug for andres hjælp. Sådan har alle mennesker det engang imellem. Det er fuldstændigt normalt og helt okay, at have det på den måde.

Når man har det dårligt, så kan man sagtens komme til at tænke “hvorfor opdager de andre det ikke?” og det kan gøre en endnu mere ked af det, fordi man måske føler sig lidt alene eller overset. Men vi mennesker er bare mega gode til at se ud som om, at vi har det godt, selvom vi måske er super kede af det. Vi griner og smiler måske, selvom vi egentligt har helt ondt i maven over, at vi ikke har det godt. Selvom det virker mærkeligt, så er det faktisk ret normalt. Mange kan nemlig godt komme til at tænke, at deres problemer måske ikke er så store, og derfor skal man heller ikke besvære andre med det. Men det er fuldstændigt okay og en super god idé, at snakke med andre om sine problemer. De fleste mennesker vil rigtigt gerne hjælpe, men det er ikke altid de kan se på en, at man har brug for hjælp. Så kan man godt blive nødt til at fortælle dem det, før de ved, at man har brug for dem. Det kan være svært at finde ud af, hvordan man lige får det sagt. Men du kan prøve at læse vores guide til at snakke om svære ting med sin ven. Der står nogle super gode råd til, hvordan man kan få snakket om tingene. Jeg synes især at rådet om at skrive det til ens veninde kan være rigtigt godt, hvis man har lidt svært ved at få det sagt ansigt til ansigt. Jeg er næsten sikker på, at din veninde super gerne vil hjælpe dig, men at hun bare ikke rigtigt ved, at du har det dårligt.

Snak med dine forældre

Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med dine forældre om, hvordan du har det? Det kunne måske være en rigtig god idé. Ens forældre er tit dem, som er tættest på en. Og derfor kan det også være super rart at få deres hjælp og støtte, når man har det svært. Det lyder til at være nogle rigtigt svære tanker og følelser, som du oplever. Derfor er det også en rigtig god idé ikke at gå med dem alene. Når man får snakket om det, så bliver det tit nemmere at håndtere tanker og følelserne. Svære følelser og tanker er lidt ligesom en tung kuffert, som er svær at bakse rundt med alene. Hvis der så kommer en og tager noget af læsset, så bliver det bare meget nemmere at løfte kufferten. Så hvis du er tryg ved at snakke med dine forældre, så er det en god idé. Ellers kan det være, at der er en anden voksen i din omgangskreds, som du kan snakke med. Det kunne være en lærer, moster, sportstræner eller helt 4. person. 

Hvis du har brug for en sætning, som du kan åbne samtalen med din veninde eller forældre, så kan jeg komme med et bud. Du kunne f.eks sige “Hej, jeg har det ret svært for tiden og jeg tænkte på, om jeg måske kunne snakke med dig om det?”. Hvis du siger eller skriver det til den/dem du gerne vil snakke med, så er jeg næsten helt sikker på, at de nok skal sige ja. 

Det er mega svært at gå rundt og have det dårligt. Derfor er det også en super god idé, at få snakket med nogen om det. For det er mega hårdt, at skulle går rundt med helt alene og desværre er det ikke altid, at folk rundt om en kan se, at man ikke har det så godt. Men det er altid okay, at række ud efter hjælp.

Jeg håber, at du har kunne bruge mine råd til noget. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå rigtigt godt med at få snakket med din veninde.

De aller-varmeste hilsner fra en Mindhelper