Hej Mindhelper
Jeg har gennem hele mit liv kæmpet med dårlig selvtillid, og efter jeg fik en kæreste blev det faktisk værre. Han kørte rigtig meget på min psyke ved at sige forskellige ting som: “Du har større lår end mig” og “Jeg ville ønske, at du havde større bryster”. Det meste sagde han i sjov, men det ramte mig ret hårdt. Efter vi slog op for en uges tid siden, har jeg følt mig som et nul. Jeg vil rigtig gerne have noget hjælp til at komme videre, og få det bedre end nogensinde før! Jeg ved, det er et svært mål, men jeg tror,, at jeg er klar til at kæmpe for det..
Hilsen mig
(Pige, 17 år)
Kære dig
Det kan være rigtigt svært at komme sig ovenpå et forhold, som har været dårlig for ens selvtillid. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.
Først og fremmest vil jeg rose dig for din gode energi. Det er helt vildt dejligt at læse, at du så gerne vil kæmpe for din selvtillid, og du er klar til at få det bedre end nogensinde før. Det skal du have mega stor ros for, for det er nemlig et kæmpe stort skridt i den rigtige retning.
Det opslidende forhold
Det lyder til at det forhold du har været i har været vildt opslidende. Og din ekskærestes kommentarer har gjort rigtigt ondt på dig – hvilket jeg sagtens kan forstå. Selvom folk mener det i sjov, så er det aldrig okay at sige grimme eller nedladende ting om andres kroppe. For som du selv siger, så kan det ramme rigtigt hårdt. Men det kan være en god idé at huske sig selv på, at dem der har brug for at komme med grimme kommentarer om andres kroppe- jamen de har ofte selv rigtigt mange usikkerheder de bærer rundt på. Så kan de grimme kommentarer være en måde, hvorpå de kan flytte fokuset fra dem selv, og de ting de ikke kan lide ved sig selv, over på en anden person. Jeg håber det giver mening. Det kan være, at det er det din ekskæreste har gjort. Uanset hvad, så er det ikke okay.
Når det kommer til at bygge selvtilliden og selvværdet op, så er der rigtigt mange gode øvelser og metoder man kan gøre brug af. Jeg vil klart anbefale dig, at gå lidt på jagt under vores temaer Mental fitness og Identitet. Vi har rigtigt mange gode artikler omkring emnerne selvtillid, selvværd og livskvalitet generelt. Jeg vil præsentere dig for noget af det her i brevkassesvaret, men det kan jo være, der ligger endnu mere herinde, som kunne være relevant for dig. Og du er jo helt sikkert den allerbedste til at bedømme, hvad der føles til at være den rigtige metode til dig.
Hvordan bliver taknemlig i sin krop
Du skriver ikke om der er noget specifikt der gør, at du føler dig som et nul. Og at selvtilliden ikke helt er på toppen i øjeblikket. Men det rigtigt mange oplever er, at de kan have svært ved at slutte fred deres krop. Især hvis man så også får nogle grimme kommentarer med på vejen fra sin ekskæreste. Når man får grimme kommentarer, selvom de er ment i sjov, så kan det godt sætte sig fast på en. Og man kan komme til at føle, at det er virkeligheden. Men det med kommentarerne kan man faktisk vende til sin fordel. For ligesom at man kan begynde at tro på grimme kommentarer, jamen så kan man faktisk også godt lære at tro på alle de positive kommentarer. Det vil sige, at hvis man fortæller sig selv nok gange, at man er smuk og god nok – jamen så bliver det også nemmere og nemmere at tro på det. Men hvordan kan man så gøre det? Jeg vil komme med lidt forslag til dig, som du kan prøve af.
En note på spejlet
En ret simpel, men effektiv ting kan være, at sætte en note på sit spejl, med en sød besked til sig selv. Det kunne eksempelvis være “Du ser bare for lækker ud idag!” eller en motiverende sætning, som betyder noget for dig. Så er det måske en af de første ting du ser hver morgen. Det kan være en god idé lige at læse den op for sig selv – altså højt ud i rummet. For selvom det virker helt fjollet, så kan det faktisk godt være med til, at gøre en gladere. I starten vil du måske synes det er mærkeligt, men det er helt normalt. Man skal nemlig vende sig til at sige pæne tinge om sig selv, hvis man ikke er vant til at gøre det. Men det bliver også nemmere med tiden og øvelsen. Det gode ved teknikken er, at man begynder sin dag med en positiv besked, og det er en enorm rar indstilling at begynde sin dag med.
Taknemlighedsdagbog
En anden øvelse kan være, at skrive taknemlighedsdagbog. En taknemlighedsdagbog kan være mange ting, men grundideen er, at man skriver ting ned, som man er taknemlig for, hver dag. Det kunne eksempelvis være “Jeg er taknemlig for, at min krop den kan cykle, grine og danse”. Det kunne også være noget i stil med “Jeg er taknemlig for, at jeg har gode venner, som kan lide at være sammen med mig”. Ens taknemlighedsdagbog behøver ikke have et bestemt tema andet end ting som gør en glad. Det kan være en god måde, at ligge mærke til alle de positive ting i livet, hvis det hele bliver trygget lidt ned i stemning pga. dårligt selvtillid. Jeg synes det er en virkelig rar måde, at reflektere over sin dag på. Det giver også god mulighed for at reflektere over alle mulige aspekter i ens liv; ens familie, krop, psyke, venskaber, hobbyer og interesser. På den måde kan man komme mere i forbindelse med sine værdier.
Find dine styrker frem
Det med styrker kan godt være sådan en lidt abstrakt ting – for hvad er styrker egentligt? Styrker er noget vi er gode til, men ikke på samme måde som færdigheder. Færdigheder er eksempelvis, at være helt vildt god til at bage. Men at være god til at bage er ikke en styrke. En styrke er noget der ligger mere dybt. Det kunne eksempelvis være at man har en styrke der hedder ‘kreativitet’ – og den styrke gør, at man kan lave de smukkeste kager. Så en færdighed er ikke en styrke, men en styrke kan komme til udtryk i vores færdigheder. Det lyder mere kompliceret end det er. Prøv at læse denne her artikel omkring hvordan man finder sine personlige styrker Du kan også læse denne oversigt over de 24 grundlæggende styrker og bruge den til, at kortlægge dine egne styrker.
Det kan være rart at undersøge sine styrker – især hvis man døjer med dårlig selvtillid. Når man døjer med dårlig selvtillid kan man godt komme til at fokusere meget på de ting man ikke kan. I stedet for alle de ting, som man er mega god til. Derudover så kan det være en helt vildt god måde, at lære sig selv lidt bedre at kende på. For vores styrker fortæller også meget om, hvem vi er, og hvad der er vigtigt for os her i livet. Hvis man eksempelvis har ‘relationer’ som en styrke – jamen så vil familie og venner ofte være vigtigt for en, og bringe en meget glæde i livet. Så kan det være en god idé. at dyrke den styrke, hvis den er meningsfuld for en. Når vi dyrker de ting, som er vigtige for os – altså vores styrker og værdier – jamen så kan det være med til at bygge en indre glæde op, og få ens selvtillid til at stige.
Man behøver ikke være en enmandshær
Det største arbejde med at bygge selvtillid/selvværd op skal komme fra en selv. Og det kan være svært og hårdt, og nogle gange vil det gå totalt galt. Det er helt normalt. Det kan sagtens være, at der kommer til at være fiaskoer, hvor du føler dig helt nede. Men det er okay. Det kræver øvelse at bygge en selvtillid op. Ligesom når man skal lære at cykle. Så falder man også helt vildt meget i begyndelsen, men efterhånden bliver man bedre og bedre – og til sidst tænker man slet ikke over det. Sådan er det også med selvtillid/selvværd.
Meeeen det betyder jo ikke, at man ikke kan få lidt hjælp undervejs. Nogle gange kan det være helt vildt rart, at være flere til at løfte byrden. Og det er der flere måder man kan gøre på. Mit aller-bedste råd er at snakke med nogen om, hvordan du har det. Det kan være helt vildt rart, at få lettet hjertet. Samtidigt kan man også få et ‘reality-tjek’ på ens egne tanker. For nogle gange er vi vildt hårde mod os selv, og kritiserer os selv for ting, som andre måske slet ikke kan se, eller aldrig har lagt mærke til. Derfor kan det også være så rart at få snakket det hele igennem. Jeg vil komme med lidt forslag til, hvem du kan snakke med.
Dine forældre
Det kan være super rart at snakke med ens forældre, fordi de har kendt en så længe, og har kunne følge ens udvikling over årene. De har ofte en anden forståelse af os end omverden og vi selv har. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god idé, at fortælle dine forældre om hvordan du har det – hvis du er tryg ved det selvfølgelig. Mange oplever også, at deres forældre har oplevet nogle af de samme ting, fordi de ofte minder meget om os selv.
Dine venner/veninder
Ens venner og veninder kan også være super gode. De er tit ca. det samme sted i deres liv og kan forholde sig til de tanker og problemer, som man gennemgår. Ofte vil de have oplevet nogle af de samme ting. Det kan også være en fordel at lave en “varm liste” sammen. En “varm liste” er en liste over ting, som man synes den anden person er god til. I kan eksempelvis aftale at liste 5 ting, som i synes hinanden er gode til. Det kan være en helt vildt god måde, at komme til at se sig selv med andres øjne. Nogle gange ser de nemlig nogle helt andre ting i os end vi selv gør. Og så kan man også glædes over at se, hvor glad ens ven/veninde bliver for den liste man selv har lavet. Det er en lille rar øvelse, som du kan overveje om er noget for dig.
Snak med Headspace
Nogle gange har man brug for at snakke med nogle, som ikke kender en. Og der kan Headspace være en oplagt mulighed. Headspace er en frivillig forening som varetager rådgivning af unge. Der kan man komme og snakke med deres frivililge, og arbejde på ens problemer. De er super søde og rigtigt gode til at lytte. De er vant til at håndtere alle slags problemer, og du kan være helt tryg ved at kontakte dem. Det er også anonymt. Det er et super fint tiltag, som jeg varmt kan anbefale.
Det der med selvtillid eller selvværd er ikke altid lige nemt. Det kan være svært at se alle de positive sider ved sig selv – især hvis man er vant til, at komme til at fokusere meget på det negative. Men det kan altså sagtens lade sig gøre. Og du har allerede taget det første store skridt – nemlig at beslutte sig for, at man fortjener at være glad. Derfor er jeg også sikker på, at det nok skal lykkedes for dig.
Jeg håber du har kunne bruge mine råd til noget, og så krydser jeg helt vildt fingre for, at det kommer til at gå super godt med det hele.
De varmeste hilsner fra en Mindhelper