Hej,

jeg er en pige på snart 16. Jeg har dyrket eliteidræt nogle år efterhånden, men har det seneste år haft skade, og derfor ikke har kunnet køre løb, og træne på samme måde. Jeg har haft det svært socialt i skolen her for tiden, hvor min såkaldte ”vennegruppe” åbenlyst har valgt mig fra, da jeg ikke kan drikke, med en medfødt sydom i maven. Det har taget hårdt på mit selvværd, og jeg er begyndt at tvivle på mig selv (mere end jeg plejer) Problemet er som sådan ikke at jeg er blevet valgt fra, men at min far nu siger at jeg skal til at køre løb igen, nu når vi har fået styr på min skade. Men jeg har ikke rigtigt lyst, jeg er bange for at falde igennem, ikke at være i top 3, 2 eller 1 som jeg plejede at være. Hvad nu hvis de synes, jeg er dårlig? Jeg har udtrykt mig klart om, at jeg ikke havde lyst til at køre løb længere-men han synes, jeg ikke skal lade frygten styrer mig. Jeg elsker den sport jeg går til, og jeg ville stadigvæk forsætte med at træne på samme niveau (bare uden at køre løb) men så bliver jeg smit af team Danmark ordningen, og kan derfor ikke vælge at dyrke idræt på samme niveau når jeg starter på gym.

Hvad skal jeg gøre?

(15 år)


Kære Du

Det lyder til, at bekymringerne og tankerne om, at vende tilbage efter din skade, fylder meget hos dig. Det kan godt være svært at vende tilbage til at køre løb, når man har været ude med en skade. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os og delt dine tanker og bekymringer. 

Det er naturligt 

Når man dyrker sport på højt niveau og virkelig holder meget af sin sport, kan det godt være hårdt at blive sat ud af spillet pga. en skade. Og når man så er kommet sig over sin skade og skal vende tilbage til sporten, kan det måske godt føles overvældende. Det tror jeg, at rigtig mange eliteudøvere kender til. Og så kan tankerne om, man nu også er god nok og lever op til forventningerne godt dukke frem. For man vil måske rigtig gerne gøre det godt og helst ikke skuffe nogen.

Derfor tænker jeg også, at det giver god mening, at du bekymre dig og tænker over, hvordan det vil være at vende tilbage til at køre løb. Men når man har haft en skade, har kroppen været sat ud af spillet, og man har været nødt til at hvile og ikke træne så meget. Derfor er det også helt naturligt, at man ikke kan komme tilbage og være ligeså god, som inden man fik sin skade. For kroppen og musklerne skal lige trænes op igen. 

Men det betyder heldigvis ikke nødvendigvis, at man aldrig kan komme tilbage på samme niveau. Det tager måske bare lidt tid. Og det er jeg næsten helt sikker på at både din far, din træner og de andre på holdet også godt ved. 

Sommetider kan det også være en hjælp at prøve at vende dem om, og spørge sig selv “hvis min ven havde været ude med en skade, ville jeg så forvente, at de var ligeså gode, som før skaden med det samme?”. For hvis det ikke er fair at forvente af en anden, er det så fair at forvente af sig selv? 

Selvværd

Vi mennesker har det også ofte med at være meget mere kritiske overfor os selv, end vi er overfor andre. Og det kan være hammerhårdt, når de negative tanker fylder meget, og man ikke føler sig god nok. For det kan også godt påvirke vores selvværd, når man ikke føler, at man slår til. Men heldigvis kan ens selvværd godt blive bedre igen. I vores artikel lavt selvværd? få 7 gode råd til, hvordan du får det bedre med dig selv, står det nogle gode råd til, hvordan man ligeså stille kan bygge sit selvværd op igen. Så jeg tænker, at der måske er noget i den, som er hjælpsomt for dig? Så du ikke skal gå og tvivle så meget på dig selv. 

Prøv det af

Du skriver, at du elsker den sport du går til, men at du ikke længere har lyst til at køre løb, fordi du er bange for at falde igennem. Jeg kan sagtens forstå, at det kan føles ubehageligt at skulle tilbage igen. Og når den usikkerhed har sat sig fast i maven, kan det godt føles meget rarere at lade vær med at gøre det, som føles skræmmende og usikkert. Derfor kan jeg også sagtens forstå, at du kan have lyst til at lade vær med at køre løb. Men i forhold til usikkerhed og nerviøsistet kan vores følelser godt være lidt tricky. Så på den ene side, kan det føles rigtig rart at lade vær med at gøre det, som frembringer ubehag. Men samtidig kan det desværre også godt blive en ond spiral, for kommer man til at bekræfte nervøsiteten i, at det er farligt at være med i løb, når man ikke bliver nummer 1, 2 eller 3. 

Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du måske kunne prøve at give det et forsøg, selvom det føles skræmmende? For ofte, når man gør det, som føles lidt ubehageligt, finder man ud af, at det slet ikke er så slemt, som troede. Derfor tænker jeg også, at du måske finder ud af, at det slet ikke er så slemt ikke at blive nummer 1,2 eller 3 i et løb. Og på den måde, kan det måske være med til at punktere nogle af alle de bekymringer, som du går med. Det kan måske også være med til at gøre, at glæden ved din sport kommer til at fylde i stedet for den ubehagelige nerviøsitet og tankerne om at falde igennem.

Når det er sagt, er det også rigtigt vigtigt for mig at sige, at det selvfølgelig også er helt okay at stoppe med at køre løb, hvis du kan mærke, at det ikke føles rigtigt. Jeg tænker bare, at det er vigtigt, at du får mærket efter, om det er usikkerheden, som holder dig tilbage, eller om det er lysten til at køre løb, som ikke længere er der. For hvis den er væk, så skal du selvfølgelig ikke blive ved med at gøre det. 

Snak med din træner

Jeg tænker også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med din træner om, hvordan du har det. For jeg er næsten helt sikker på, at det ikke er første gang, at din træner oplever at, der er en, som er nervøs for at vende tilbage til at køre løb efter en skade. Og langt de fleste trænere vil rigtig gerne have, at deres sportsudøvere har det godt. Derfor vil de som regel også rigtig gerne hjælpe og lytte, når man deler sine bekymringer med dem. Jeg tænker også, at det kunne være rart for dig, for det kan måske også være med til at punktere nogle af de bekymringer, at høre hvad din træners forventninger er til dig.

Godt du snakker med din far 

Det lyder til, at du oplever, at din far presser dig til at køre løb igen. Er det rigtigt forstået?

Det kan godt føles rigtig ubehageligt, når andre presser på noget, som man ikke selv helt har lyst til. Derfor kan jeg også sagtens forstå, at du ikke synes, at det er rart. Og selvom det ikke føles sådan, tænker jeg at din far måske gør det, fordi han holder af dig og gerne vil dig det bedste. Og så kommer det bare ud på en lidt uheldig måde. 

Jeg vil også lige give dig et kæmpe skulderklap med på vejen. For det er simpelthen så godt, at du snakker med din far om, hvordan du har det, også selvom det måske ikke føles som om, at han forstår det. For det at snakke med andre og række ud er noget af det allerbedste, man kan gøre, når man har det svært. Så hammergodt! 

Derfor tænker jeg også, at du endelig skal blive ved med at snakke med din far om det og dele dine tanker og bekymringer.

Headspace

Sommetider kan det også være rart at snakke med nogle helt andre, som ikke kender en. Og der er Headspace et godt tilbud. For der sidder nemlig en hel masse søde og rare frivillige klar til at hjælpe og lytte. De frivillige er vant til at snakke med unge, som bøvler med nogle svære ting. Derfor sørger de også altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Det er helt gratis at komme i Headspace og du kan også sagtens være anonym. Så dem kan jeg varmt anbefale dig at tage fat i. 

Det kan være hammerhårdt, når bekymringerne om ikke at være god nok, fylder meget hos en. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig. Jeg sender en masse varme tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper