Der kom en ny pige i klassen og med det samme kunne alle lide hende. Men da hun blev bedste venner med min bedste veninde, blev jeg jaloux.

Hej jeg er en pige på 15 år

Jeg gjord noget i 7 klasse som jeg har fortrudt rigtig meget!
Jeg har haft der rigtig svært og følt mig meget udenfor, og var lige begyndt og have det godt igen!
Der kom så en my pige i klassen.
Og med det samme hun kom ind havde hun bare så mange venner og alle kunne lide hende, jeg havde bare arbejdet så hårdt for at få alle til at kunne lide mig. Og hun var blivet bedste venner med min bedste veninde også blev jeg jaloux.
gad bare ikke føle mig udenfor endnu en gang. Så jeg gjord noget jeg aldrig skulle have gjort!
Jeg forfalsket nogle bedskeder og sagde det var hende der havde sent mig dem. Så folk troede hun var ond.
Gjord der i nogle måneder, men jeg stoppede med det også fortalte jeg min mor noget af det, ikke det hele. Og hun sagde bare at jeg skulle lade det være og folk med tiden ville glemme det, med er gør jeg ikke. De folk jeg har løget til og hende pigen. Var 13 og blev 14 så jeg er blevet meget mere modne. Hun gik så på efterskole i 8 og tig afsted i slutningen af 7. og alt går fint nu, men tænker stadigvæk på det og jeg har det så dårligt. Har fortalt det til en af mine venner og hun siger at alle begår fejl og jeg bare skal lade vær med at tænke på det og nu ved jeg at jeg aldrig skal gøre det igen.

(Pige, 15 år)


Kære pige på 15

Det lyder som om, at du er landet i en rigtig svær situation. Hvis man har begået en fejl, så kan det være super svært at se sig ud af, hvad man så bør gøre. Derfor er jeg også rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt dine bekymringer med os.

Mennesker begår fejl

Nogle gange så kommer man til at gøre nogle ting, som man senere fortryder. Det tror jeg næsten alle kommer til at opleve i deres liv. Det kan der være mega mange forskellige grunde til at vi gør. Men ofte er det faktisk fordi, at vi blev nervøse eller bange for at ‘de andre’ ikke kan lide os. Vi mennesker er nemlig nogle rigtige flokdyr, og derfor bliver vi super nervøse, hvis vi oplever at vores plads i gruppen/flokken bliver truet. Eksempelvis ved, at der kommer en ny pige ind i klassen, som bliver veninde med ens veninde. Så kan man godt blive rigtigt bange for, hvad der skal ske. Og om man pludseligt ikke længere er en del af flokken. Den nervøsitet er mega ubehagelig at opleve og det kan gøre super ondt at være den, som oplever at de andre vender sig væk fra en. Den nervøsitet kan godt få os til at gøre nogle ting, som ikke var særligt smarte. Lyder det som noget du kan nikke genkendende til? Min pointe er egentligt bare, at jeg sagtens kan sætte mig ind i, hvorfor du løj omkring de beskeder. Det var fordi du bange for, at du ville blive holdt udenfor, efter den nye pige kom ind i klassen.

Det er selvfølgelig ikke okay at lyve om andre eller forfalske beskeder. Men når jeg læser dit brev, så er jeg heller ikke i tvivl om, at det ved du godt, og du fortryder det rigtigt meget. Derfor vil jeg heller ikke snakke en masse om det, for jeg kan sagtens mærke på dig, at du har tænkt rigtigt meget over det. Det lyder til, at den dårlige samvittighed fylder rigtigt meget for dig, og selvom du har prøvet at snakke med din mor og veninde om det, så fylder det stadigvæk.

Jeg synes det er rigtigt sejt, at du har snakket med din mor og veninde om det. For når man gør noget overfor for nogen, som ikke er særligt pænt, så kan man godt have lyst til bare at holde det hemmeligt, og håbe på, at der ikke er nogle som opdager det. Det er helt normalt at have det sådan. Det er igen det der med at ville passe ind i flokken, og man gerne vil have, at folk kan lide en. Men det lyder til, at det ikke virker så godt for dig bare at lade det hele ligge? For du har det stadigvæk dårligt over det. Derfor kan du jo overveje, om det ville hjælpe, hvis du sagde undskyld til pigen?

Om at sige undskyld

Når jeg læser dit brev, så er noget af det første jeg kommer til at tænke på, at det måske kunne være godt, hvis du sagde undskyld til pigen. Selvom det er ved at være længe siden, og i måske ikke har noget med hinanden at gøre længere, så fylder det stadigvæk meget for dig. Måske kunne det være rart, at få det kapitel helt afsluttet? Hvis du tænker, at det er det rigtige for dig at gøre, så har jeg lidt råd på vejen til dig.

Hvordan man siger undskyld på en god måde

Man kan sige undskyld på mange forskellige måder. Man kan eksempelvis opsøge personen og snakke face-to-face eller man kan ringe, skrive et brev eller besked. Jeg vil nok anbefale at skrive et brev eller besked. For det kan være en lidt voldsom oplevelse for begge parter, hvis man skal sidde overfor hinanden og snakke sammen om noget, som måske er lidt ubehageligt. Fordelen ved at skrive en besked/brev er også, at man har god tid til at få skrevet de ting, som det er vigtigt at få sagt. Så er det en god idé at tænke over, hvordan man kan skrive beskeden på en måde, så det giver modtageren en følelse af, at man virkeligt mener sin undskyldning. Så kan du forklare hende, hvorfor du gjorde som du gjorde, at du er virkeligt ked af det over det og gerne vil sige undskyld over at du har behandlet hende dårligt. Du kan eventuelt prøve at får en ven eller veninde til at hjælpe dig med at skrive beskeden, og læse den højt for dig inden du sender den, så i kan høre, om det lyder rigtigt.

Det er ikke sikkert hun vil snakke med dig

En anden ting, som kan være godt at vide er, at det ikke er sikkert, at hun tager imod undskyldningen. Der er en risiko for, at hun bliver rigtigt sur eller ked af det, når hun modtager din besked. Det kan også være, at hun bliver rigtig glad for, at du siger undskyld, og det måske vil betyde meget for hende. Det kan man aldrig rigtigt vide. Hvis hun bliver vred eller ikke vil snakke med dig om det, så må du bare respektere det. Hun skylder dig ikke at tilgive dig, og det er ikke sikkert hun har lyst til at snakke om det. Så er der ikke så meget at gøre ved det. Men så har du i hvert fald prøvet.

Det kan være svært lige at se sig ud af, hvordan man skal håndtere det, hvis man har gjort noget, der ikke var okay, mod nogle andre. Men nogle gange kan det være en god idé at mærke efter i maven, og overveje om det vil være en god idé at sige undskyld.

Jeg håber du har kunne bruge mit svar til noget. Jeg krydser fingre for, at du kommer frem til en god løsning for dig. Og så ønsker jeg dig masser af held og lykke fremover.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper.