Hej Mindhelper

Jeg er bøsse og jeg vil virklig gerne have noget hjælp fordi alle i skolen mobber mig med det. og det er jo et stort problem for mig fordi det kan jeg ikke lide så please hjælp mig tak:D

(14 år)


Kære Du

Det er mega hårdt at blive mobbet. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind, og fortalt om det.

Jeg har lige slettet dit navn fra dit spørgsmål. Det er for, at du kan være sikker på at være anonym. Det håber jeg er okay med dig.

Det er ikke i orden

Du skriver, at alle i din skole mobber dig med, at du er bøsse. Det kan gøre ret ondt, når nogen er efter en på grund af ens seksualitet. For det kan måske føles ret personligt, og gøre en ked af det. Derfor forstår jeg også godt, at du synes, det er ubehageligt. Sådan tror jeg, de fleste unge i din situation også ville have det. Og derfor er det heller aldrig okay, at andre mobber eller genere en. Samtidig kan det også være svært at vide, hvordan man får det til at stoppe, når man står i situationen.

Du kan læse om mobning, og gode råd til, hvad man kan gøre i artiklen Bliver du mobbet? 7 råd til at stoppe mobningen. Måske er der noget som kan hjælpe dig der?

Snak om det

Noget af det bedste, man kan gøre, når man bliver mobbet er at fortælle det til en voksen. For selvom man måske gerne selv vil kunne klare tingene, så har man nogen gange brug for en hjælpende hånd. For det er et alt for stort ansvar at stå med alene.

Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du har snakket med dine forældre, om det der sker ovre i skolen? Ellers er mit bedste råd til dig at gøre det. Ens forældre er nemlig tit nogle af de voksne, der er tættest på en. Og derfor vil de som regel også gerne hjælpe, når man har et problem.

Du kan læse gode råd til at åbne op for snakken i artiklen Guide til at tale med forældre om svære ting.

Tag fat i din lære

Det er også en god ide, at hive fat i en lærer, når der er noget i skolen, som ikke fungerer. Lærerne er der nemlig ikke kun for at hjælpe en med faglige ting. De er der også for at hjælpe, hvis man f. eks bliver mobbet. Så måske har du en lærer, som du kunne hive til side og fortælle om, hvordan du har det?

Børnetelefonen

Hvis du godt kunne tænke dig at tale med nogen ude fra, så kan du altid tage fat i Børnetelefonen. Børnetelefonen er for både børn og unge, og her kan man tale om det, som fylder. Dem der arbejder hos Børnetelefonen er super søde og dygtige. Og det kan nogen gange være rart, at snakke med nogen, som ikke lige kender en.

Mobning kan gøre ondt, og derfor er det også rigtig godt, at du har rakt ud efter hjælp. Jeg håber der er noget i mit svar du kan bruge. Og så krydser jeg fingre for, at du får snakket med nogen om mobningen, så den kan blive stoppet.

De bedste hilsner fra en Mindhelper