Hej Mindhelper

Jeg skiftede skole for lidt over et år siden, og jeg har fået det SÅ meget bedre på min nye skole. På den gamle blev jeg mobbet så jeg til sidst ikke kunne klare det mere og bad mine forældre om at jeg måtte skifte skole. Jeg havde ikke rigtig fortalt dem om hvordan jeg blev mobbet (hvilket jeg stadigvæk ikke har, og jeg tror ikke at jeg nogensinde kommer til det). Jeg har været rimelig nervøs for at komme til at støde ind i stort set alle fra min gamle klasse, og her i løbet af de sidste par måneder er det blevet mere end bare at være nervøs for at møde dem igen. Jeg har fået det fysisk dårligt når jeg har været nede i byen for at handle ind med min mor eller skullet noget andet jeg ikke har kunnet slippe uden om. For et par dage siden ringede en af pigerne til mig over Messenger, hvilket kom ret meget bag på mig. Jeg tog den ikke fordi jeg havde time på det tidspunkt. Denne her pige havde jeg det egentlig okay med, men jeg får stadigvæk den her kvalme og surt opstød da jeg ser hvem det var der ringede til mig. Hun forsøgte at ringe til mig 5-6 gange (jeg hørte kun første og anden gang før jeg slår brummen fra på mobilen. Efter timen ser jeg at hun også har skrevet: ‘DET VIGTIGT!’. Jeg ringer op til hende, men der bliver ikke sagt noget, først er der stille og så kommer der de her underlige hviskelyde, som ikke giver mening, og så bliver der lagt på. Jeg har det virkelig dårligt efter det, men jeg kunne ikke tage hjem, for jeg skulle på arbejde. Når jeg er hjemme lader jeg som om jeg er syg(det er jeg blevet ret god til), og får fri de næste tre dage(frem til weekenden). Fredag ringer hun igen, jeg tager den ikke, men ringer tilbage en halv time efter. En pige tager den nu(ikke pigen der ejer tlf). Hun siger at det var drengene(fra min gamle klasse) som tog tlf og ringede til mig. Det var for det meste drengene som mobbede mig. Hun ved ikke hvorfor. Det gør ikke at jeg får det bedre.
Jeg har ikke nævnt noget for mine forældre eller nogen af mine venner. Og det har jeg sådan set heller ikke lyst til.

Nogen ide til hvordan jeg skal tackle den situation?

(Pige, 14 år)


Hej Pige på 14 år

Nøj hvor jeg synes det lyder til, at det har været svært at være dig. Mobning er så mega ubehageligt og det kan sætte spor i en, længe efter man er kommet væk fra mobberne. Derfor er jeg også super glad for at høre, at det går bedre på den nye skole.

Mobning

Mobning er rigtigt grimt og det kan mærkes længe efter, at man er sluppet væk fra mobberne. Derfor kan jeg også sagtens forstå, at du er rigtig nervøs for at møde mobberne fra din gamle skole. Det lyder til, at det er begyndt at være et problem, fordi du oplever at blive dårlig, når du er steder, hvor du kunne risikere at møde dem. Selvom det måske virker mærkeligt, så er det er det en helt normal måde at reagere på. Det kommer, fordi din krop prøver at beskytte dig.

Hvis man oplever noget, som er rigtigt ubehageligt, eksempelvis mobning, så husker kroppen det. Og så vil kroppen prøve at undgå at skulle opleve det igen.Men det er rigtigt vigtigt, at du ikke lader kroppen og nervøsiteten holde dig væk fra steder, hvor du kunne møde mobberne. Selvom det er ubehageligt at skulle af sted, så kommer det også til at gøre dit liv rigtigt svært, hvis du ikke kan gå andre steder end dit værelse. Jeg ved godt det er super svært, men du behøver ikke gøre det helt alene. Det er helt i orden, at have brug for hjælp og støtte fra andre. Men det vil jeg skrive lidt mere om, lidt længere nede i brevet.

Bloker dem fra sociale medier

Du kan overveje, om det vil være rart for dig at blokere dem fra sociale medier. Det du beskriver med, at de kontakter dig igennem messenger og stadig prøver at mobbe og genere dig, er bare ikke okay. Det skal du ikke finde dig i. Fordelen ved at blokere dem er, at de så ikke kan komme i kontakt med dig der. Måske vil det være rart og hjælpsomt for dig? Det er helt okay, hvis du kommer frem til, at du vil blokere dem. Du skylder dem ikke noget.

Hvis de kontakter dig igen, så tænker jeg, at jeg ville ignorere dem fuldstændigt. Forhåbentligt synes de så ikke længere, at det er sjovt at kontakte dig. Hvis det ikke stopper dem fra, at prøve at kontakte dig igen, så kunne det være en god idé, hvis du fortalte det til dine forældre, at de stadig kontakter dig. Så kan dine forældre kontakte den gamle skole og bede dem om, at få kontrol over drengene. Hvis du har lyst til det, kan du prøve at screenshotte det, hvis de har skrevet ubehagelige ting til dig. Så kan dine forældre vise det til din gamle skole, når de snakker med dem. Det kan nogle gange hjælpe, at der er nogle konkrete beviser på de ting, som man fortæller. Men det er 100% din beslutning.

Fortæl om mobning

Jeg kan sagtens forstå, at du ikke har lyst til at snakke om mobningen eller situationen, hvor de ringede til dig. Nogle unge, som er blevet mobbet, kan godt opleve, at de skammer sig lidt over mobningen eller de helst vil prøve at ignorere den eller lade være med at tænke på den. Men mobning er super voldsomt og derfor kan det være rigtigt svært bare at glemme. Derfor kan det også være en rigtig god idé, at snakke med nogen om mobningen. Og det er mega svært at snakke om, det ved jeg godt. Men de ting du beskriver er alt for svære til, at du skal gå med helt alene med dem.

Vi mennesker kan godt komme til at tro, at vi er nødt til at klare alting selv. Men vi har allesammen brug for hjælp og støtte. Især hvis man oplever noget så voldsomt som mobning. Når vi snakker om mobningen, så hjælper det faktisk også med at gøre os fri af den. Når man sætter ord på de ting, som de andre gjorde mod en, så kan det godt føles som om, at man renser lidt ud. Man kan sige, at man bliver fælles om, at løfte den sten, som man måske går rundt med i hjertet. Og det kan være rigtigt rigtigt rart.

Snak med dine forældre

Du fortæller, at du ikke har fortalt dine forældre om hvordan du blev mobbet eller messenger-opkaldet. Men jeg kommer til at tænke på, hvorfor? Nogle unge vil ikke gøre deres forældre bekymrede eller er bange for, hvordan de vil reagere. Men det er ens forældres ansvar at passe på en og rigtigt mange forældre vil rigtigt gerne lytte, støtte og hjælpe, hvis de ved, hvad der foregår. Derfor kan det også være rigtigt rart at snakke med sine forældre. Hvis du synes det lyder rart, men svært, så kan du prøve at læse vores guide til at snakke om svære ting. Der står nogle rigtigt gode råd til, hvordan man kan tage samtalen.

Snak med dine nye klassekammerater

Hvis du har fået nogle gode nye venner eller klassekammerater kan du overveje, om det kunne være rart at snakke med nogen af dem om, hvad der skete på den gamle skole. Det kan være der er nogle af dem, som du føler dig tryg sammen med? Det kan være rigtigt rart, at have nogle at snakke om de svære ting med. Og så kan de støtte dig, hvis du pludseligt møder eller bliver kontaktet af nogle fra den gamle klasse.

Tag fat i Headspace

Hvis du tænker, at det bare er alt for voldsomt at snakke med dine forældre eller venner om mobningen endnu, så har jeg en anden idé til dig. Du kan prøve at tage fat i Headspace. Headspace er en frivillig forening, hvor unge kan komme og snakke om det som fylder for dem. Så sidder man sammen med en frivillig, som kan lytte, støtte og hjælpe en med, hvordan man skal takle det svære. De er mega søde og dygtige i Headspace og du kan være helt anonym der, hvis du har lyst til det. Der ligger en Headspace i de fleste større byer og ellers kan du også skrive til dem på chat, hvis du synes det er rarere. Jeg kan varmt anbefale dem.

Det er så hammersvært at blive mobbet. Og selvom mobningen stopper og man flytter skole, så er det helt normalt, at det sidder i kroppen på en længe efter. Men så kan det være en super god idé, at få snakket med nogen om de ting, som man tumler med. Så man kan få støtte og hjælp til at håndtere det hele. For det fortjener man altid.

Jeg håber at mit brev har kunne motivere dig til, at få snakket med nogle om mobningen og hvordan du har det nu. Og så krydser jeg både fingre og tæer for, at du ikke hører fra mobberne igen og får det super godt.

De bedste hilsner fra en Mindhelper