Jeg bliver mobbet af en pige. Og på grund af dén pige, har alle mine venner og veninder vendt sig imod mig. Så jeg har ikke kontakt til nogle af dem mere.

Hej

Jeg bliver mobbet af en anden pige. Hun er ældre end mig. At hun ikke synes om mig har fået mine andre veninder og venner til at vende sig imod mig, og jeg har derfor ikke kontakt til nogle af de venner som jeg plejede at have kontakt til.

Når jeg er i selskab med disse personer bliver jeg mobbet med sårende ord der gør mega ondt. Jeg er så træt af det, men kan ikke undgå det fordi de er en del af min vennekreds.

Hende som startede det ignorerer mig, og vil have at jeg lader hende behandle mig som hun vil, inklusiv de sårende ord. Hun er veninder med min bedste veninde.

Hvordan skærmer jeg mig imod hende?

hilsen fra T

(Pige, 20 år)


Kære T

Tak for dit brev. Jeg har tilladt mig at fjerne dit navn, så du ikke kan genkendes.

Det lyder som en rigtig svær situation. Du kan på den ene side ikke rigtig undgå den pige der mobber dig, fordi hun er sammen med din bedste veninde, og mange af dine andre venner. Og på den anden side er det ikke til at holde ud, når hun taler så grimt til dig.

Jeg læser dit spørgsmål som at du gerne vil blive ved med at være sammen med din vennekreds, men at du skal finde en eller anden måde at beskytte dig selv mod de sårende ord.

Er der andre i vennegruppen der har lagt mærke til hvad der foregår – og hvad siger de til det? Din bedste veninde… synes hun det er OK, at du bliver behandlet sådan?

Måske kan du starte med, helt stille og roligt, når du er alene med din veninde eller nogle af de andre venner, at fortælle hvordan du oplever den måde det foregår på når I allesammen er samlet, og hvor ked af det du bliver.

Det er tit lettere at forstå andres følelser, hvis du fortæller “sådan her har jeg det lige nu”, i stedet for at sige “hun/du gør nogle trælse ting”. Så går dine venner ikke i forsvarsposition, fordi de føler sig anklaget, men kan bedre lytte til dig og forhåbentlig forstå hvor svært du har det.

Jo mere de andre ved hvordan det føles for dig, jo sværere vil det være for dem bare at være passive medløbere til mobningen.

Selvom du er så gammel, at du måske ikke bor hjemme længere, kan det også være en god idé at snakke med dine forældre eller andre i familien som du føler dig tryg ved (en søster/bror fx). Det kan være rart at få sat ord på sine tanker, og mærke at det er helt i orden at blive ked af det.

Du kan få hjælp til at starte snakken med dine forældre i vores artikel Guide til at snakke med dine forældre om svære ting

Har du andre fællesskaber end lige præcis denne vennegruppe? Nogle gange kan det være rart med en pause fra nogle bestemte mennesker, og i stedet få gode oplevelser med en helt anden flok. Måske et sportshold, eller nogle fra en anden omgangskreds. Du kan også tilbyde dig selv som frivillig hos fx Ungdommens Røde Kors. Det giver et fint fællesskab at lave nogle konkrete opgaver sammen med andre.

Held og lykke med det 🙂

Venlig hilsen Mindhelper