Hej Mindhelper

Jeg er en pige på 14 år, snart 15 år.
For nogle måneder siden blev jeg mobbet af nogle fra min klasse (i uge 6 eller 7)
Kort fortalt, Hvor det var 4-5 der sad og så mine tik toks (på tik tok) og så kiggede over på mig og grinede og sådan noget.

Det gik jeg så til en lærer med fordi jeg begyndte at føle mig ret usikker på mig selv og ikke turde at lægge noget op.
Jeg begyndte også at overveje at flytte skole.

I forgårs lå jeg så et billede op på min “my story” (på Snapchat) det var der så en fra min klasse som tog et screen shot af.. Altså selfølgelig kunne det godt være en fejl, men det er bare en af de personer som var med sidste gang med tik tok… Og så begyndte alle tankerne, hvad nu hvis at billedet er blevet sendt til andre? Har jeg gjort noget forkert?
Så valgte jeg så at slette stort set alle mine tik toks videoer igen og slette billedet fra min “my story“
Jeg blev vildt usikker på mig selv (mere end sidste gang) og Jeg har igen overvejet at flytte skole, men… jeg er også bare en pige der er meget genert, og har ret svært ved at møde nye mennesker og snakke med andre..

Og fordi jeg så har ret svært ved at tale med andre, så tør jeg ikke rigtig selv at spørger personen om hvorfor han/hun tog et screen shot….

Hvad skal jeg gøre? Skal jeg sige det til nogen? Og hvordan?

(Pige, 14 år)


Kære pige på snart 15

Det lyder godt nok som om, at det er rigtigt svært, at gå i din klasse lige nu. Derfor er jeg simpelthen også så glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. For det er alt for svært, at skulle gå med helt alene.

Mobning

Det lyder rigtigt ubehageligt, at de andre grinede af de ting, som du havde lagt ud. For det er slet ikke okay og gør mega ondt på den, som det går ud over. Derfor kan jeg også sagtens forstå, hvis du bliver rigtigt nervøs, når du ser, at der er en, som har taget et screenshot af din snapchat story. Så er det helt naturligt at blive ramt af tanker om, at de måske sender dem videre til nogen. Men det er vigtigt at du ved, at uanset om det er en fejl eller det er med vilje, så har du ikke gjort noget forkert. Du må altid lægge ting op på din story og du har ligeså meget ret til at bruge sociale medier, som de andre i din klasse har.

Jeg synes det er rigtigt sejt, at du snakkede med din lærer sidst du oplevede, at de andre mobbede dig. Det er nemlig en rigtig god idé at få hjælp fra sin lærer, hvis man oplever mobning i sin klasse. For så kan læreren sørge for at det bliver stoppet, så det igen kan være rart at gå i klassen. Du kan også læse vores artikel med 7 gode råd til dem, som oplever mobning. Der står nemlig nogle rigtigt gode råd, som kan være super rare at læse, hvis man bliver udsat for mobning.

Kan du skrive til ham/hende?

Jeg kan godt forstå, hvis du synes det er svært at spørge personen, som tog screenshottet om det var med vilje. Men måske kan du skrive til personen og spørge? For hvis det var en fejl, så kan de fortælle dig det. Men hvis det ikke var en fejl, så ved personen i hvert fald, at du har lagt mærke til det, hvis de har taget et screenshot med vilje. Og så kan det være, at de ikke gør det igen.

Du skriver og spørger, om du skal fortælle det til nogen. Og det tænker jeg er en super fin idé. For det er mega svært at skulle gå alene med mobningen og de store overvejelser om at skifte skole. Så kan det være super rart at få snakket med nogle, som kan støtte og hjælpe en. Jeg har skrevet nogle forslag til, hvem der måske kunne være rare for dig at snakke med.

Snak med læreren igen

Det lyder til, at du ikke synes det er særligt rart at være i klassen i øjeblikket. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god idé, hvis du prøvede at snakke med din lærer om det. For så kan din lærer måske prøve at snakke med hele klassen om, hvordan man kan sørge for, at det er rart for alle at være i klassen. Og læreren kan støtte dig og snakke med dig, hvis det bliver svært. Måske kunne det være rart for dig?

Snak med dine forældre

Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med dine forældre om, hvordan du har det i klassen? For det kan være rigtigt rart, at have ens forældres støtte og hjælp, hvis man bliver mobbet. Så kan ens forældre hjælpe med at få mobningen stoppet og de kan snakke med en, hvis man er ked af det. Hvis du går og overvejer om det ville være rarest at skifte skole, så kan dine forældre også hjælpe dig med at finde ud af, om det kunne være det bedste valg for dig. For det er en stor beslutning at tage og jeg kan sagtens forstå, hvis det er rigtigt svært for dig at finde ud af, hvad du lige skal gøre. Hvis du synes det er svært at få tingene sagt til dine forældre eller din lærer, så kan du prøve at læse vores artikel om at snakke om svære ting. Der står nemlig nogle gode råd til, hvordan man kan snakke om noget, som måske er rigtigt sårbart for en. Jeg kan rigtigt godt lide rådet om, at man kan skrive et brev, hvis det bliver for svært at sige det ansigt til ansigt. Det er også en helt fin måde at gøre det på, nemlig. Bare man få det sagt.

Er der nogle søde i klassen?

Jeg kommer til at tænke på, om der er nogle søde i klassen, som du godt kan lide? Hvis der er det, så kunne du overveje, om det kunne være rart at prøve at snakke med dem om, hvad du oplever i klassen. Måske kan de nikke genkendende til nogle af de ting, du fortæller og synes også det kan være svært, at gå i klassen nogle gange. Det kan være svært at åbne sådan en samtale op, men hvis der er nogle, som er søde. Så tænker jeg, at de måske også gerne vil snakke med dig og lytte til, hvad du har oplevet. Det kan være rigtigt rart, hvis der er en enkelt eller to i ens klasse, som er lidt på ens hold. Det kan også være, at der ikke er nogen i klassen, som du har lyst til at snakke med, så er det selvfølgelig også helt okay.

Du er velkommen i Headspace

Hvis du har lyst til at snakke med nogen, som slet ikke kender dig, så kan jeg anbefale Headspace. Headspace er en frivillig forening, hvor unge kan komme og snakke om det der fylder for dem. Deres frivillige er super søde og dygtige. Og de er helt vant til at snakke med unge, som oplever mobning. Der ligger en Headspace i de fleste større byer og jeg kan varmt anbefale dem.

Det er rigtigt svært, hvis man oplever mobning, men jeg håber at mit svar har været hjælpsomt for dig. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå super godt.

De bedste hilsner fra en Mindhelper