Hello
Tilbage i oktober 19, der mødte jeg en gammel ven i byen. Han havde slået op med sin kæreste lidt før det. Det skal lige siges at kæresten er min veninde. Vi falder i snak, promillen stiger og vi ender med at kysse. Senere har vi også sex.
Jeg skriver så et par dage senere til ham om vi ikke kan snakke om det der er sket og han siger ja. Vi mødes og ender med at have sex igen. Vi aftaler ikke at fortælle noget til min veninde. Vi mødes så flere gange, hvor vi kysser, har sex osv. Jeg begynder at blive rigtig glad for ham fyren her. Men pludseligt begynder han at opføre sig anderledes, end han gjorde i starten. Vi mødes så en dag, hvor han fortæller at han ikke længere vil ses, hvilket gør ondt på mig, men jeg respekterer hans valg. Da vi skal til at sige farvel, så kigger han trist på mig og vi kysser. Vi har så siden at han har ”droppet” mig, skrevet en hel del sammen. Jeg er virkelig forvirret over om han gerne vil det, men at det bare er gået for stærkt, eller hvad der går gennem hans hoved.
Det skal også lige siges, at han også har flirtet med mig, mens han var kærester med min veninde.
Håber at I kan hjælpe mig bare en lille smule…
Mvh den forvirrede
(Pige, 19 år)
Kære den forvirrede
Det lyder som en super svær situation, du er fanget i. For det er altid mega forvirrende, når en fyr siger, at de ikke har lyst til at ses mere, men så alligevel gerne vil skrive sammen.
Snak med ham igen
Din ven har på den ene side givet udtryk for, at han ikke vil ses mere med dig. Men han bliver alligevel ved med at skrive sammen med dig. Og det sender jo lidt et andet signal end, at han ikke vil ses mere. Så jeg kan godt forstå, du synes, det er en forvirrende situation. Det tænker jeg, at de fleste ville synes, hvis de stod i din situation. Det er svært for mig at svare på, hvorfor din ven gør, som han gør. For det er kun ham, der kan vide det. Og der kan være rigtigt mange grunde til, at han lige pludseligt siger, at han ikke vil ses mere, men så alligevel bliver ved med at skrive til dig.
Derfor er det vigtigste råd, jeg kan give dig også, at du skal prøve at snakke med din ven igen. Sådan så du kan få fortalt ham, at du er forvirret over situationen. Så kan du nemlig få spurgt ham, hvorfor han pludseligt ikke havde lyst til at se dig mere, men gerne vil skrive med dig. Og I kan få snakket sammen om, hvordan jeres forhold til hinanden skal være. Derfor tænker jeg også, det er vigtigt, at du mærker efter i dig selv, inden du snakker med ham. Har du lyst til at blive ved med at skrive så meget sammen med ham, hvis han faktisk ikke har lyst til at ses mere? Eller er det så bedre for dig helt at droppe kontakten, så du ikke går og håber på, at der pludseligt kommer til at ske mere?
Hvad med din veninde?
Jeg lægger også mærke til, at du skriver, at din vens ekskæreste er din veninde. Derfor kan jeg heller ikke lade være med at tænke på, om det mon også er noget, der fylder for dig i alt det her? Jeg tænker i hvert fald, at det er meget normalt, hvis det er. Jeg tænker også på, om du mon har tænkt over, om din veninde skal have at vide, at du har været sammen med hendes ekskæreste? Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at tænke på, at der er en risiko for, at din veninde finder ud af det fra nogle andre, at I har været sammen. Specielt hvis du faktisk ender med at blive ved med at se hendes ekskæreste. Og så er det måske rarere, at hun hører det fra dig?
Snak med nogle andre
Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med nogle andre om den her situation med din gamle ven? Hvis du ikke har det, så synes jeg nemlig, at du skal gøre det. Har du for eksempel nogle andre veninder, som du kan snakke med? For det kan bare komme til at fylde så meget, hvis man er i tvivl om noget og går med det alene. Fordi tankerne kører rundt i hovedet på en uden, at man finder en løsning. Men hvis man deler sine tanker med nogle andre, så får de mulighed for at dele deres tanker om de ting, som man fortæller. Og de kan måske se nogle lidt andre løsninger end dem, man selv har tænkt på, fordi de kan se situationen lidt mere udefra. Og selvom de måske ikke lige har en løsning, så kan det også bare være rigtigt rart at få lidt luft for sine tanker. Sådan så man ikke er helt alene med dem.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med din ven, så du kan finde ud af, hvorfor han sender dig lidt blandede signaler.
De bedste hilsner fra en Mindhelper