Jeg er vild med en fra klassen. Vi snakker meget sammen i frikvarterene. Vi skriver også sammen og er begyndt at skrive hjerter. Kan han lide mig?

Hej Brevkasse.

Jeg har en ven fra min klasse som jeg er vild med. Vi snakker meget sammen og er også tit sammen i frikvarterene. Vi har været nede i byen flere gange sammen. Både selv og sammen med andre venner. Vi skriver også sammen og er begyndt at skrive hjerter.

Jeg ved ikke om han kan lide mig?

Hilsen pige på 14

(Pige, 14 år)


Hej pige på 14 

Mange tak for dit brev.

Det er dejligt, at du er blevet vild med en fra din klasse. Når man er vild med en, er der ofte mange forskellige følelser, der suser rundt i kroppen. Det kan være både rart, spændende og nogle gange også lidt forvirrende. Det er også meget almindeligt at blive usikker og i tvivl om den anden nu også er vild med en. 

Du fortæller, at I både er sammen i frikvarterene, nede i byen og, at I skriver sammen (og sender hjerter). Har du mon prøvet at spørge ham, om han godt kan lide dig? Den eneste der kan svare på det er ham selv. Selvom det kan være rigtig svært at spørge om, kan det give dig et svar, som andre ikke kan. Det kan være rigtig svært at snakke om sådan noget – især hvis det er første gang. Hvis det er for svært at tale om, kan du jo vælge at skrive til ham. 

Du kan fx spørge, om han ser dig som en ven eller mere end det. Hvis du har mod på det, kan du også starte med at fortælle ham, at du er vild med ham eller, at du synes han er sød. Det kan gøre det lettere for ham at fortælle, hvordan han har det med dig, når du selv har åbnet op for følelserne.

Vi har også et brevkassespørgsmål, som du måske kan få noget ud af at læse. Det er her: Jeg kan godt lide den her dreng – kan han også lide mig?

Held og lykke med det!

De bedste hilsner fra Mindhelper-teamet