Hej Mindhelper

Jeg har kendt den her pige i et par år, jeg har enligt altid godt kunne lide hende, hun er sød sjov og smuk. For 5 måneder siden besluttet jeg mig for at køre helt op for charmen og forført hende ordentligt. Ikke noget hurtigt og useriøst, men derimod noget med fundament som kan blive seriøst på sigt. Jeg har skrevet med hende i lang tid, haft hende med til fester hjemme i min hjemby og generelt er mit indtryk, at vi har det super sjovt sammen når vi ses. For et par uger siden havde vi så sex, vi havde en super hyggelig nat og morgen og efterfølgende fulgte jeg hende hjem og alt var godt, da vi sagde farvel til hinanden. Tre dage efter blev jeg, så nød til at tage til Sydeuropa, hvilket jeg fortalte hende. Hun virkede super træt af det og hun snakkede om at hun ville tage med herned og besøge mig. Dette blev desværre ikke til noget pga. Corona, hvilket man jo godt kan forstå.
Nu har jeg så inviteret hende ud hjemme i Danmark og hun ved at jeg udelukkende tager hjem den dag for at være sammen med hende. Siden jeg spurgte hende om hun ville med ud, er hendes svar begyndt at blive kortere og hun svarer typisk først efter et par timer (hvilket hun ikke plejer). Der går ikke et minut ude af jeg tænker på hende, jeg sover dårligt om natten, og jeg tjekker min telefon konstant for svar fra hende. Jeg er blevet komplet sindssyg og forelsket. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre?
Mine venner, kollegaer og familie kan mærke på mig, at noget nager mig.

Jeg vil gerne være kærester med hende, men jeg ved ikke om årsagen til denne pludselige ændring i hendes adfærd, er fordi jeg presser for meget på?
Er hun interesseret?
Hvad jeg skal gøre nu?
Skal jeg være ærlig og sige hvordan jeg har det?
Eller skal jeg spille cool, selvom jeg er ved at springes inden i?

(Dreng, 20 år)


Hej Dreng på 20 år

Det med kærligheden kan være svært og forvirrende. Derfor er jeg også rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Du er forelsket 

Det lyder til, at du blevet helt vildt forelsket i den her pige. Og det er både mega dejligt og mega svært, når det så ikke går lige som man havde regnet med. I har været vildt uheldige at blive skilt ad, da du rejste til sydeuropa. Og så blev I så yderligere forhindret i at se hinanden pga. corona. Det er bare virkeligt uheldigt og ærgerligt. Derfor kan jeg også sagtens forstå, hvis du har super svært ved at finde ud af, hvor i står i forhold til hinanden. For i har ikke haft særligt gode muligheder for at snakke sammen og mærke efter, hvad i begge har lyst til. 

Snak med hende 

Mit bedste råd til dig er at gøre lige netop det, som du selv foreslår – vær ærlig og fortæl hende, hvordan du har det. For lige nu har du en masse spørgsmål og tvivl i forhold til, hvad hun godt kunne tænke sig. Og det lyder til, at du er ved at blive helt skør af det. Men den eneste som ved, hvordan hun har det, er hende. Derfor tænker jeg også, at du må trække vejret godt ned i maven, samle alt dit mod sammen og så springe ud i det og snakke med hende om det. Det er mega svært og sårbart, men det er også super ærligt og modigt. Og det er den eneste måde, du kan få svar på dine spørgsmål. Og så krydser jeg alle fingre og tæer for, at hun har det på samme måde, som du har det. 

Snak med nogen i din omgangskreds

Det lyder til, at dem omkring dig godt kan mærke, at der er noget som nager dig. Men jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med nogen af dem om det? For det kan være super rart, at få fortalt, hvorfor man er lidt distraheret og små-frustreret i øjeblikket. Og det kan være med til at tage lidt af luften ud af ballonen og give en et pusterum til lige, at komme ud med det hele. Det kan være super rart. Så måske har du en god ven, forældre, kollega eller anden person, som det kunne være rart at snakke med om det? 

Jeg håber at mit svar har været hjælpsomt for dig. Og så skal du vide, at jeg hepper på dig. Rigtig god vind fremover.

De bedste hilsner fra en Mindhelper