Hej Mindhelper

Det er fake navne
Drengen kalder vi Thomas. mig for Dorthe. veninde 1 for Sofie veninde 2 for liv. den anden pige for Lea
Mig og Thomas har snappet i nogle måneder men aldrig noget seriøst selvom vi skriver lidt en gang imellem. Lea er forelsket i Thomas som mig. Sofie har spurgt Thomas om han ku li Lea og han sagde føj nej. Men da hun spurgte om mig trak han lidt på det og sagde såen ja lidt. Liv har spurgt Thomas om hun må se han bv på snap. Og jeg ligger nr 2. Lea ligger nr 1. Og det forstår jeg ikke hvis han ikke ka hende. Og det går mig på. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det. skal jeg blive ved med at snappe lidt for sjov med ham velvidende jeg ikke er den eneste. Eller skal jeg bare fuldstændig droppe ham selvom jeg godt kan lide ham? Hvis de to faktisk har noget kørende vil jeg jo ikke have han snapper med mig. Det er ikke en mulighed at skrive til Thomas og spørger. Og jeg kan heller ikke snakke med Lea om det. Så jeg er meget forvirret. For ham og mig snapper meget. Han ligger nr 4 på min. Men han er den eneste dreng der er. Jeg ved ik om der er Flere piger på hans jeg ikke har set hans bv. Det er kun liv. det akavet at spørge. Hun skal ik tro jeg så forelsket

(14 år)


Kære Dorthe

Det lyder til, at du står i en rigtig svær situation, hvor det er svært at vide, hvad du skal gøre.

Derfor er det også super godt, at du har skrevet herind, så du ikke skal stå alene med at træffe beslutningen

Forelskelser er spændende

Det kan være rigtig spændende at være vild med nogen eller have et crush på dem. Men lige så spændende som det kan være, lige så forvirrende og irriterende kan det også være. 

For selvom man vildt gerne vil vide, hvad de tænker om en, så kan det også være enormt grænseoverskridende at spørge dem og finde ud af det.

Det er helt normalt.

For når det ikke er noget, man direkte snakker om, men nærmere noget, som man næsten selv skal gætte sig frem til, så er det svært at finde hoved og hale i det hele.

Og det lyder til, at det lidt er sådan en situation, du står i lige nu?

Hvad skal du gøre?

Du spørger, om du skal blive ved med at snappe lidt med ham, selvom du ved, at du ikke er den eneste han snapper med, eller om du bare skal droppe ham fuldstændig?

I situationer som disse, er der ikke altid nogen opskrift på hvad du skal gøre, eller noget som er mere rigtigt eller forkert.

Derfor kan jeg heller ikke sige til dig; “Du skal bare gøre det her og det her, så skal det nok løse sig det hele”. For så nemt er det desværre aldrig.

Selvom det ikke er nemt eller lige til, så vil jeg alligevel prøve at give nogle gode råd med på vejen til, hvad du så kan prøve at gøre.

Man kan godt snappe uden at være mere end venner

Du skriver, at selvom Thomas snapper med dig, og du ligger nummer 2 på hans bv, så ligger Lea nummer 1. Og hvad skal man så lige tænke om det?

Her er det vigtigt at huske, at det er helt forskelligt, hvorfor og hvordan folk snapper med dem, de kender. Nogle snapper for sjov med deres venner og veninder. Og andre snapper måske mere med folk, de gerne vil være mere end venner med.

Derfor er det heller ikke helt sikkert, at Thomas kan lide Lea, selvom Lea godt kan lide Thomas, og de tit snapper sammen.

Det kan jo være, at Thomas bare snapper for sjov med Lea og faktisk ikke lægger så meget mere i det end det. 

Skal du stoppe med at snappe med Thomas?

Hvilket leder os til dit spørgsmål, om du skal stoppe med at snappe med Thomas selvom du ved, at du ikke er den eneste han snapper med?

Lige nu lyder det som om, at I begge to godt kan lide at snappe med hinanden. Du ligger nummer 2 på hans bv, og han ligger nummer 4 på din.

Oven i det kan du godt lide ham og måske er du lidt spændt på, om han også er lidt lun på dig?

Derfor kan du overveje at spørge ham, om han har lyst til at mødes og lave noget sammen? På den måde kan I jo blive tættere på hinanden og måske finde ud af, om han også synes du er sød?

Tal med dine veninder om det

Når man står i et svært dilemma, er det bedste man kan gøre, at snakke med nogen om det. Det kan for eksempel være nogle af dine veninder, som også kender Thomas.

Hvis du ikke har lyst til at tale med Liv eller Sofie om det, kan det sagtens være nogle helt andre. 

Men det lyder til, at Liv og Sofie begge kender både Thomas og dig. Så det kan være en god ide, hvis du har mod på det, at snakke lidt med dem om det.

Det kan være at de ser situationen fra en anden side og har nogle gode råd til, hvad du kan gøre?

De vil altid lytte hos Girltalk

Hvis du synes, det kunne være rart at snakke med nogen, som ikke kender dig eller Thomas, så kan det være en rigtig god ide at tage fat i Girltalk.

Hos Girltalk sidder der nemlig en masse søde og dygtige rådgivere, som er vant til at snakke med piger, som står i en svær situation. Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, hvis man ikke ved, om man skal stoppe med at snappe med en fyr.

Du kan fange dem på chatten eller skrive til deres brevkasse. Det er gratis, og du kan være helt anonym, hvis du har lyst til det. 

Det kan være svært at vide, hvad man skal gøre, hvis én man er vild med, også snapper med andre piger. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej, og håber du finder ud af det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper