Hej.


For 7 måneder siden slog mig og min eks kærester op. Her for nyligt er vi begyndt at have en del kontakt igen. Indtil her den anden dag hvor han skrev til mig efter et opslag jeg havde lagt op på Instagram. Han synes opslaget var mærkeligt, og han kunne ikke forstå hvorfor jeg havde lagt det op.
Det gjorde mig rigtig ked af det, at han ikke accepterer den jeg er og den stil jeg har.
Jeg reagerede meget voldsomt og skrev nogle ting til ham jeg fortryder.
Kan ikke finde ud af om jeg skal skrive og sige undskyld? Eller hvad jeg skal gøre

(Pige, 17 år)


Hej Pige på 17 år

Det lyder til, at din ekskærestes kommentar har gjort dig ked af det. Og at du går med en masse tanker om, hvordan du reagerede. Og så kan man godt komme i tvivl om, hvad man lige skal gøre. Derfor jeg jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os. 

Det vigtigste er, at du er glad for din stil

Det lyder til, at det ikke var så rart for dig, da din kæreste skrev og kommenterede på dit instagramopslag. Og det kan jeg godt forstå. For det er ikke særlig pænt af ham, at han skriver til dig på den måde. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at du reagerede på det. For egentlig er det jo slet ikke noget, som han skal blande sig i. Det er din instagramprofil, og derfor er det også helt op til dig, hvad du har lyst til at poste på den. Og det er også kun dig, som kan bestemme, hvordan du ser ud, og hvad der er din stil. Men derfor kan det stadig gøre en rigtig ked af det, når man måske ikke føler, at andre helt acceptere den man er. Og det lyder lidt til, at det måske lidt er det, som er på spil hos dig? Derfor tror jeg også, at det kunne være en god ide, at du øver dig i at være lidt ligeglad med, hvad han tænker om dig. For det vigtigste er nemlig, at du er glad for den du er, og den stil du har. 

Tag en pause fra hinanden 

Jeg tænker, at det måske kunne være en god ide, at I tog en pause fra hinanden, hvor I ikke lige sås eller skrev med hinanden. Sommetider kan det nemlig være svært lige at finde ud af, hvor grænserne går, når man stadig er i kontakt, selvom man ikke er kærester mere. Og lige nu lyder det til, at den kontakt I har, måske gør dig mere ked af det og frustreret, fordi du ikke helt føler dig accepteret, som den du er. Derfor tænker jeg også, at det måske kunne være lidt rart for dig, at I ikke havde så meget kontakt. For så kan det være, at du ikke skal gå rundt og være ked af det og føle, at du ikke bliver accepteret. 

Mærk efter  

Du skriver, at du er lidt i tvivl, om du skal skrive til ham og sige undskyld. Og det kan jeg desværre give dig et helt præcist svar på. Men mit allerbedste råd til dig er at mærke efter. Det er nemlig kun dig som kan mærke, hvordan det føles, og hvor meget det fylder. Hvis du kan mærke, at det fylder rigtig meget for dig, og at du vil have det bedst med at skrive og få sagt undskyld, så kan det godt være, at det er en god ide at gøre det. Så du kan få lidt ro i tankerne og ikke skal gå rundt og have dårlig samvittighed.

Snak med dine veninder om det

Når man går med en masse tanker og tvivl, kan det sommetider være rigtig rart at få snakket med nogen om det. Og på den måde få luftet lidt ud for alle tankerne. Derfor tænker jeg også, at du måske kunne snakke med dine veninder om din ekskæreste og den tvivl, som du går med lige nu. Dine veninder er måske nogle af dem som kender dig allerbedst. Og derfor kan det også være, at I kan snakke lidt om, hvad de tænker, at du skal gøre. Det kan nemlig også hjælpe en med at mærke efter, hvad der er rigtig for en, når man får sagt sine tanker og overvejelser højt. 

Jeg håber, at det er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender dig de varmeste tanker. Bliv ved med, at være dig og hold fast i din stil, for det vigtigste er nemlig, at du er glad for den du er. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper