Hej Mindhelper

Jeg ved ikke om jeg skal kontante min ekskæreste og snakke med ham fordi han slog op med mig for snart 2 uger siden næsten lige inden vi havde været sammen i to år og de grunde han kommer med giver ikke megning til at slå op syndes jeg og jeg syndes ikke vi snakket ordentligt ud om tingene for han gik og jeg overvejer hele tiden om jeg skal skrive og spørge om han vil komme og snakke så vi måske kan løse det men min familie siger nej og mine venner syndes heler ikke det er en god ide og det syndes jeg er svært for jeg ved ikke Hva jeg skal gøre

(18 år)


Kære dig,

Det lyder til, at du står i en svær situation. Dig og din kæreste har lige slået op, og nu ved du ikke helt, hvad du skal gøre. 

Det giver mening 

Det kan være mega hårdt, når man slår op. For som kærester taler man ofte sammen og er måske også tit sammen, og pludselig ses man ikke mere. 

Det er en helt ny virkelighed, man pludselig skal vænne sig til. 

Og derfor kan man også være rigtig ked af det i den første tid efter bruddet og tænke meget på, hvad der gik galt. 

Det kan også være, man har virkelig meget lyst til at se sin ekskæreste, især hvis man ikke helt føler, at man har fået en ordentlig afslutning på forholdet. 

Hvorfor vil du snakke med din eks?

Når ens kæreste slår op, så er det helt naturligt, at man gerne vil forstå, hvad der gik galt. 

Men det er ikke altid, at der er en simpel forklaring. Der kan være mange grunde til, at man slår op. Det kan både være helt konkrete ting i forholdet, men det kan også bare være, at den ene person i forholdet ikke længere har lyst til at være kærester. 

Du skriver, at du ikke rigtig føler, at hans forklaringer giver mening. Jeg kan sagtens forstå, at det kan være frustrerende at gå med de følelser. 

Men det lyder også som om, at du gerne vil snakke med ham, i håbet om, at I skal blive kærester igen? Det ved jeg ikke, om er rigtigt forstået?

Men hvis det er det, så tænker jeg, at det kan være en god ide, at give det hele noget tid, inden I taler sammen igen. 

For jeres begges skyld. I sidder formentlig begge med nogle svære og store følelser, og det kan være rigtig rart lige at falde til ro i dem, inden man taler sammen igen. 

For det er tit nemmere at tale sammen på en god måde, når bruddet er kommet lidt på afstand. Så har I begge nemlig haft tid til at tænke over tingene, og har mere styr på, hvad I føler. 

Hvad skal du gøre

Det kan virkelig gøre meget ondt, når man slår op. 

Men her er det vigtigt at huske, at tiden er ens bedste ven. For selvom de svære følelser er virkelig ubehagelige lige nu, så vil det blive bedre med tiden. 

Og der er faktisk også flere ting man kan gøre, for at få det bedre efter et brud. 

I vores artikel: Kærestesorg: Sådan kommer du dig over din ekskæreste, har vi samlet vores aller bedste råd til at få det bedre efter et brud. 

Du kan læse dem alle i artiklen, men jeg vil alligevel lige uddybe to af rådene for dig her. 

Giv dig selv en pause fra tankerne 

Når man slår op, så kan bruddet virkelig fylde alt i ens tanker. 

Det kan være det første, man tænker på, når man vågner, og det sidste, man tænker på, inden man går i seng. 

Men det kan være vildt frustrerende aldrig at få en pause fra tankerne. 

Derfor er et af vores bedste råd at huske at lave ting, som gør dig glad. 

Husk at blive ved med at dyrke dine interesser, eller gør noget som du synes er mega sjovt. 

På den måde får man både en pause fra de svære tanker, men man bliver også husket på, at der er så meget andet i livet, man synes er virkelig fedt. 

Snak med dine venner om det 

Det lyder til, at du allerede taler med dine venner om bruddet. Det er virkelig godt. 

For når vi går igennem en svær periode i livet, så kan det være rigtig rart at få støtte og hjælp fra dem vi holder af. 

Og ens venner er ofte også nogle, man stoler rigtig meget på, så man kan fortælle dem om de ting, der gør ondt. 

Og det er virkelig vigtigt, når man har det skidt. For tit bliver ens følelser meget nemmere at håndtere, når man taler højt om dem. 

Derfor er mit sidste råd til dig at blive ved med at tale med dine venner om, hvordan du har det. 

For hjertesorg gør mega ondt, og så er det vigtigt at tale højt om det, til dem man stoler på. 

Jeg håber at mit svar kan hjælpe dig på vej, og så sender jeg dig en masse helende og positiv energi.

De bedste hilsner fra en Mindhelper