Hejsa.
Jeg har datet den her fyr, som virkelig virker interesseret i mig. Han har som den første fyr ikke lagt op til sex på første date eller over beskeder. Han har taget mig steder hen hvor jeg aldrig har været og vi har haft fede oplevelser sammen… Til sagen! Vi har haft sex 1 gang og han var simpelthen så nervøs, han var usikker og ikke god. Daten efter lagde han en lille smule op til et kys, men jeg fik ikke klare nok signaler så jeg valgte bare at kramme ham farvel. Vi var sammen i mange timer og havde aftalt at mødes igen. Skal jeg bare give ham tid til at falde til ro og se om det bliver bedre?
(Pige, 18 år)
Kære pige på 18
Det der med dating kan være lidt et kaos af signaler og nervøsitet. Og der er kæmpe stor forskel på, hvor komfortable folk er i den første datingtid. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.
Du spørger så super fint, om du skal give ham tid til at falde til ro, og så se om det hele bliver bedre? Mit aller-korteste svar til dig er: Ja da! Det synes jeg da lyder som en super god idé.
Det lyder til, at du har fundet dig en helt vildt dejlig fyr, som du hygger dig rigtigt meget sammen med, og som vil have en masse fede oplevelser sammen med dig. Det lyder jo helt vildt dejligt, og som om, at der er et kæmpe potentiale i ham. Men så er der lige det med signalerne og sex. Og det er selvfølgelig også vigtigt.
Men folk er helt vildt forskellige, og som du selv skriver, så er han meget nervøs og måske lidt usikker. Derfor er han måske også konstant i tvivl om han tolker dine signaler rigtigt, om han er god nok, om han bør gøre det ene og det andet. Det kan også være, at han ikke har så meget erfaring endnu, og der derfor er nogle ting han lige skal have chancen for at lære. Men det er jo noget man kan gøre sammen, og jeg tænker ikke, at det behøver være et problem. Det er fuldstændigt normalt, at det tager et stykke tid, at lære hinanden at kende både personligt og seksuelt. Så kan der sagtens være mange småakavede situationer i begyndelsen, men det vil typisk blive bedre som tiden går, og man lærer hinanden at kende.
Tag styringen, men spørg hele tiden ind
Hvis man dater en, som er helt vildt dejlig, men ret nervøs – jamen så kan det være en fordel, at tage styringen lidt i de situationer, hvor han virker meget usikker. Hvis du kan mærke, at han lægger op til et kys, men han virker tøvende, så spørg ham ad, om det er okay, at du kysser ham nu. Hvis du har lyst selvfølgelig. Det vil være vildt rart for ham, at blive bekræftet i, at du har lyst til ham, og at han ikke læser dine signaler forkert.
Så jeg tænker, prøv tag styringen, og så vis ham, at der ikke er noget at være nervøs for. Bare husk altid at spørge om lov og spørge ind til, om han er okay. Sex bliver nemmere og bedre, når han bliver mindre nervøs og falder til ro i dit selskab. Men det kan altså sagtens være, at det lige tager lidt tid før han er helt komfortabel. Så kan det være en god idé at støtte godt op om ham, huske at give ham komplimenter og sørge for, at det er en rar oplevelse for jer begge 2.
Du finde mere information og gode råd i vores artikel: sex for første gang.
Jeg håber du kan bruge mine råd til noget. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå super godt mellem jer fremadrettet.
Mange hilsner fra en Mindhelper