Hej

jeg går i klasse med en dreng. for over et år siden, begyndte vi at skrive sammen. hver dag. vi snakkede også meget i skolen og vi grinte. vi har også set en film sammen og gået nogle ture. jeg har altid bare betragtet ham som en virkelig god drengeven, selvom alle fra klassen drillede os (for sjov). for tiden har jeg været lidt ked af det (ikke noget med ham at gøre, bare noget andet), og han har været sød….men nu er han begyndt at snakke med andre piger, især en af mine veninder, som jeg altid har følt er lidt bedre end mig) . og det er selvfølgelig okay. men han bruger samme jokes som han gør med mig…det lyder virkeligt som om jeg er jaloux, og måske er jeg også det. men nu vil jeg godt bare lidt undgå ham mens jeg stadig godt vil have opmærksomhed fra ham. det er underligt…. jeg ved ikke om mit humør har påvirket at han ikke kan lide at være sammen med mig mere… jeg synes bare det er underligt at jeg tænker på ham hele tiden, men prøver også at undgå ham. altså når han kommer ind og spørger mig om jeg vil med ud og spille bold siger jeg ja, men jeg kan ikke lide det så jeg går ind igen. så jeg afviser ham jo, og det er jeg på en eller anden måde ked af og glad for… jeg ved ikke om det giver mening. men det er det jeg føler.
jeg vil virkelig bare ikke have det sådan.
der er kun 2 år tilbage af skolen (folkeskolen, jeg går i 8.) og jeg ved at jeg er smuk og sød og at jeg fortjener meget og at jeg bare skal vente på at tænke på forhold til jeg bliver ældre… men jeg kan ikke lade vær med at tænke på ham.
og jeg ved ikke engang om jeg føler at jeg vil have mere opmærksomhed på den kærlige måde eller flirtende eller venne-agtig måde… jeg ved det ikke:-(
det kan også bare være at jeg overtænker det. det er virkelig dejligt at få det skrevet ”ned på papir”
mit spørgsmål er bare, hvad skal jeg gøre?

KH

(Pige, 15 år)


Hej Pige på 15 år

Det lyder til, at du er lidt forvirret om dig og din ven i øjeblikket. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. 

Jalousi

Hvis ens ven begynder at snakke mere med andre, så kan det godt gøre lidt ondt, fordi man kan blive nervøs for, om han så ikke længere har lyst til at bruge tid sammen med en. Så kan man sagtens blive en lille smule jaloux også. Og man kan blive jaloux uanset om det er venne- eller kærestefølelser, man har for en person. Du kan læse mere om jalousi her, hvis du har lyst. Det virker til, at du også savner din ven lidt i øjeblikket. Men samtidigt afviser du ham også lidt. Måske fordi du er lidt i tvivl om, om du kun har vennefølelser eller også kærestefølelser for ham. Er det rigtigt forstået? 

Du behøver ikke vide det endnu 

Når jeg læser dit brev, så virker det i hvert fald til, at du er lidt forvirret over om dine følelser for din ven. Det kan også være møgforvirrende, og det er ikke altid, at man ved lige præcis hvad man føler. Det kan godt være lidt et gråzoneområde. Men samtidigt tænker jeg også, at det er fuldstændigt okay, hvis du ikke ved det. Måske bliver det klarere for dig på et senere tidspunkt, men indtil da, vil det måske være rart, at blive ved med at prøve at være gode venner?

Hvad så nu?

Det lyder til at i har det rigtigt godt sammen og hygger jer. Du kan jo overveje, om det ville være rart, at prøve at blive venner igen på samme måde, som i plejer? Hvis du tænker, at det vil du gerne, så er det nok en god idé, at du ikke afviser ham, når han prøver at lave ting med dig. For så kan det godt være, at han kommer til at tænke, at det er fordi, du ikke vil være venner med ham længere. Og så kan du prøve at invitere ham til at lave de ting, som i plejede at lave sammen noget mere. Så kan han mærke, at du godt gider bruge tid med ham stadigvæk. 

Snak med ham

Du kan også prøve at snakke med ham om, at du har lagt mærke til, at han er begyndt at snakke meget med din veninde. Og at det har gjort dig lidt nervøs for, om han stadig gider bruge tid sammen med dig. Det er ikke sikkert, at han har tænkt over det. Man kan nemlig ikke helt vide, hvad der foregår inde i folk. Måske behøver det ikke gå ud over jeres venskab, men at han godt kan være venner med jer begge to? Og så kan i snakke sammen om, om i kunne begynde at bruge lidt mere tid sammen igen? 

Hvis du har lyst, så kan du læse vores artikel om at snakke om svære ting med sine venner. Der står nemlig lidt tips til, hvordan man kan tage de snakke, som måske er lidt sårbare. 

Jeg håber at mit svar har været hjælpsomt for dig. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå super godt mellem jer. Varme tanker herfra.

De bedste hilsner fra en Mindhelper