Hej

Jeg har en ven der bor i, han er virkelig sød og alt det der.
Mig og ham vil gerne være sammen, men hver gang jeg spørg mine forældre om, de har noget imod at jeg lige tager til. Siger de at det må jeg ikke, og det er en dreng jeg virkelig godt kan lide mere end bare venner. Fordi vi gerne vil være sammen er, pga. at vi gerne vil mærke rigtig efter, for og se efter om vi skal være kærester.
Men det er meget svært når mine forældre hele tiden siger nej til at vi må være sammen.
Vi begge er over 18år, og vil gerne være sammen.
Hvad kan vi gøre for at være, og for at mine forældre giver mig lov

Hilsen en ung pige

(18 år)


Kære dig,

Først og fremmest har jeg slettet navnet på den by, din ven bor i. Det har jeg gjort for at sikre jeres anonymitet. Det håber jeg er okay.

Det kan være rigtig svært, når man gerne vil noget, men ens forældre ikke er enige. 

Når man bor langt fra hinanden 

Når der er en person man virkelig godt kan lide, så giver det god mening, at man gerne vil lære dem bedre at kende. Derfor kan jeg også godt forstå, at du gerne vil mødes med ham og bruge mere tid sammen. 

Men han bor i en anden by end dig, og derfor skal du rejse, for at kunne se ham. Men når du spørger dine forældre om du må, siger de nej. Og hvad skal man så gøre?

Kan han komme til dig?

Dine forældre synes ikke, det er en god ide, at du tager hen til ham. Jeg kommer derfor til at tænke på, om en løsning kunne være, at han besøgte dig?

På den måde kan I være sammen, men uden at du behøver at rejse. 

Du kan prøve at spørge ham og dine forældre, om det kunne være en løsning i stedet for. 

Hvis problemet er, at I bor langt fra hinanden, kunne løsningen også være, at I mødtes på halvvejen. På den måde skal ingen af jer rejse for langt. 

Tal med dine forældre 

Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad jeres situation er, og det er ikke sikkert, at det er en mulighed for ham at besøge dig. Hvis ikke det er det, så handler det om at finde en løsning, der kan fungere. 

Jeg kommer til at tænke på, om du har talt med dine forældre om, hvorfor de ikke vil lade dig rejse?

Hvis du kan få talt med dem om grunden, så kan det jo være I kan finde en god løsning. 

Handler det for eksempel om, at de ikke er trygge ved, at du er væk i lang tid, kunne en løsning jo være, at du kun var der i nogle timer, og så kom hjem igen. 

Hvis det er fordi, dine forældre er bange for, at der sker dig noget, kunne i aftale, at du skriver en besked i løbet af dagen, så de ved du er ok. 

Når du ved, hvorfor dine forældre siger nej, så er det nemmere at finde en løsning. 

Det kan også være, at det er lettere for dine forældre at give dig lov, hvis de forstår, hvor meget det betyder for dig. Det lyder nemlig til, at du rigtig godt kan lide den her fyr. 

Hvis du har svært ved, hvordan du skal starte samtalen, kan du læse vores artikel: Guide til at snakke med dine forældre om svære ting

Du er over 18 år

Mit bedste råd til dig er klart at få en god samtale med dine forældre om, hvad der er på spil. Men det er også vigtigt at huske på, at du er over 18 år. 

Når man bliver 18 år, så bestemmer ens forældre ikke længere juridisk over én. Det betyder også, at de ikke kan tvinge dig til at gøre noget, du ikke vil. 

Så i princippet kan dine forældre ikke bestemme over, hvem du må ses med, og hvem du ikke må. 

Selvom det er sådan lovgivningen hænger sammen, så er det selvfølgelig stadig vigtigt at overveje, hvor meget det betyder for én, at man kan tale godt med sine forældre. 

Derfor tænker jeg det er en god ide, hvis du får sat dig ned med dine forældre, og får talt med dem om, at du virkelig gerne vil mødes med ham her. 

Så kan I sammen finde en løsning, som fungerer for jer alle. 

Jeg håber mit svar kan hjælpe dig på vej, og så sender jeg dig en masse god energi.

De bedste hilsner fra en Mindhelper