Hej


Jeg er en pige på 15 år som lige er startet i 9 klasse og min kæreste tog på efterskole i søndags, vi har kendt hinanden ca et halvt år og været kærester i 4 måneder. Hele den tid vi har kendt hinanden vidste jeg godt han skulle på efterskole efter ferien, men vi havde bare snakket om at han kom hjem ca 2 gange om måneden og ar vi holdte kontakten og alt nok skulle gå. Men allerede anden dag han var der, begyndte han at virke i tvivl og skriver ting som: “jeg tror alt bare går hurtigt på en efterskole og derfor vil jeg gerne være der næsten alle weekender, men det er jo også træls for dig”, så jeg snakkede med min mor, og hun foreslog at jeg skulle foreslå en pause fordi det virkede ikke som om han selv “turde” spørge. Så nu er vi på pause et par uger så vi begge lige kan nå at lande i vores hverdag, også ville vi nok mødes en weekend og snakke om det. Men jeg føler mig bare helt tom, selvom jeg jo inderst inde ved at det var det bedste at gøre for ham. Jeg håber da på at han elsker mig “nok” til at finde ud af at han savner mig for meget. Men på en måde føler jeg mig valgt fra, fordi han kunne jo godt få det til at fungere hvis han virkelig ville det
Hvad skal jeg gøre

Kh

(15 år)


Hej Pige på 15 år

Det kan være hammerhårdt, når ens kæreste tager på efterskole, og man skal finde en ny måde at få det til at fungere på. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. 

Når den ene tager på efterskole skal man finde en ny måde at være sammen på 

Du skriver, at din kæreste og dig har været sammen i 4 måneder. Og når jeg læser dit brev synes jeg, at det lyder til, at du er rigtig glad for ham. Det kan være helt fantastisk at have fundet en, som man bare holder rigtig meget af, og som får alle sommerfuglene til at flyve rundt i maven. Og man har måske bare lyst til at være sammen med den anden hele tiden. Men samtidig kan det også være rigtig svært, når den ene så tager på efterskole, og man derfor ikke kan se hinanden ligeså meget, som man har været vant til før. Den følelse tror jeg, at der er rigtig mange unge som kender til. For når den ene tager på efterskole, skal man finde en ny måde at være kærester på. Og det kan sommetider være ret svært.

Når man starter på efterskole sker der en masse nye ting. Man skal lære en masse nye mennesker at kende, man skal have nye fag, og der er en masse aktiviteter, som man måske rigtig gerne vil deltage i. Måske har man heller ikke helt vist, hvor meget tid de ting tager, før man starter. Derfor tænker jeg heller ikke, at det nødvendigvis betyder, at din kæreste ikke vil være sammen med dig, selvom han gerne vil være meget på efterskolen. Jeg sagtens kan forstå, at det kan føles som om, at man bliver valgt fra, når ens kæreste ikke kommer hjem så ofte, som man har aftalt. Og den følelse er rigtig ubehagelig at sidde med. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at det gør jeg ked af det, og du har svært ved at finde ud af, hvad du skal gøre. 

Men jeg tænker at det måske kan hjælpe at prøve at tænke på det på en lidt anderledes måde. Det at han bliver på efterskolen i weekenden er ikke et fravalg af dig, men et tilvalg af noget andet. 

Snak med din kæreste

Du skriver, at I nok vil mødes om et par uger og snakke om det. Og det lyder som en rigtig god ide. Så kan det måske være, at I kan lave nogle aftaler om, hvordan I gerne vil have, at det skal være fremover. Det kan sommetider være rigtig rart at have nogle faste aftaler for, hvornår man skal snakke sammen. For så skal man heller ikke gå og være usikker på den anden og have ondt i maven, når man ikke kan få fat i dem. Så hvis du tænker, at det kunne være noget for jer, kan du snakke med din kæreste om det, når I ses. 

Jeg tænker også, at det er rigtig vigtigt, at I får snakket om, hvordan I begge to har det. Det kan nemlig også være med til at punktere nogle af alle de bekymringer, som man går med. Det tænker jeg måske også kunne være lidt rart for dig, så du ikke skal gå rundt og have ondt i maven og føle dig fravalgt. 

Distraher dig selv 

Når man er den, som stadig er derhjemme, kan det måske godt føles som om, at den der er på efterskole hele tiden har gang i en masse og slet ikke har tid til en. Er det mon en følelse, som du kender til? Hvis det er det, kan det være en rigtig god ide at distrahere sig selv lidt, så savnet og de triste følelser ikke kommer til at fylde alt for meget. Det kan være, at du kan lave lidt flere aftaler med dine veninder, gå en tur eller noget helt tredje. Det vigtige er nemlig ikke, hvad du laver, det vigtige er, at du bruger tid på noget, som du synes er rart, og får dine tanker lidt væk fra savnet til din kæreste.

Bliv ved med at snakke med din mor 

Du skriver, at du har snakket med din mor om den her situation med din kæreste. Og det er hammergodt. Kæmpe skulderklap herfra. Det at snakke med andre om, hvordan man har det er nemlig rigtig godt. Derfor skal du endelig også blive ved med at snakke med din mor om, hvordan du har det. 

Snak med dine veninder 

Jeg tænker også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med dine veninder om, det her med din kæreste. Måske der også er nogle af dem, som har kærester som er taget på efterskole. Så kan det være, at I kan snakke lidt om, hvordan du har det, og hvordan de har det. Og uanset om de har prøvet lige netop det, så vil langt de fleste veninder heldigvis rigtig gerne hjælpe og støtte, når man fortæller dem, at man har det svært. 

Headspace 

Hvis du kan mærke, at det bliver ved med at fylde, og du godt kunne tænke dig at snakke med nogle helt andre om det, kan du også tage fat i Headspace, for de vil altid gerne lytte. Headspace er et sted, hvor man kan komme og snakke om det, som fylder. Det er helt gratis at komme i Headspace, og du kan også sagtens være anonym. De frivillige er vant til at snakke med unge, som går og bøvler med nogle svære ting. Derfor sørger de også altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. 

Det kan være hammersvært, når ens kæreste tager på efterskole, og man skal finde en ny måde at være kærester på. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig. Jeg sender de varmeste tanker din vej og krydser fingre for, at dig og din kæreste finder en løsning, som er rar for jer begge.

De bedste hilsner fra en Mindhelper