Mit dilemma er, at min kæreste ikke synes, at jeg giver ham nok oralsex. Jeg har bare aldrig rigtig synes, at det er særligt fedt

Hej

Jeg er en ung pige på 20 år, som har en dejlig kæreste. Vi har været sammen i 1 år, og vi har det rigtig godt sammen, og her et vildt dejligt sexliv.
Mit dilemma er, at min kæreste ikke synes jeg giver ham nok oralsex. Jeg har aldrig rigtig synes det er noget som er mega fedt, men i ny og næ tager jeg selv initiativ fordi jeg er i humør og stemning til det – og fordi jeg har lyst. For det meste er det ham der spørg om jeg ikke vil slikke på ham, og ofte ignorere jeg det eller nøjes med at slikke på hans kugle eller uden på pikken. For mig ligger udfordringen i at skulle have hele pikken i munden, fordi jeg synes hans sæd smaget aaalt for saltet, og fordi det i det hele taget ikke tiltaler mig så meget, men jeg har ingen problemer med at slikke på kulerne eller uden på pikken.
Min kæreste sagde til mig, at han mangler at oralsexen sker hyppigt, og føler, at jeg ikke vil hele ham idet at jeg ikke har lyst til at slikke ham så tit. Jeg har forklaret at for mig hænger det ikke sammen på den måde. Jeg har lyst til hele ham, og jeg elsker ham rigtig højt. Han har prøvet at se bort fra problemet, og accepteret at det er sådan det er, men nu kan han mærke at problemet er for stort. Jeg kan godt forstå ham, for hvis det var mig, ville jeg jo også være ked af det. Han er bange for at han mister lysten til at vi skal være sammen seksuelt.
Jeg vil gerne gøre en indsats for at løse problemet, og prøve at finde en metode til at jeg kan nyde det mere, men nu føler jeg mig utilstrækkkelig, dårlig til oralsex og lysten til sex med ham lige nu er der ikke, for nu føler jeg, at jeg ikke kan finde ud af det mere, og det skaber en frygt inde k mig for at vores forhold pludselig ikke kan fungere, fordi for os begge, men især ham, er sex ret essentiel i et forhold.
Hvad skal jeg gøre?

Hilsen en ked af det pige

(Pige, 20 år)


Kære en ked af det pige

Det med sex i et forhold kan både være helt fantastisk, men det kan også være svært nogle gange. Man kan nemlig have forskellige præferencer og lyster. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Jeg synes det lyder til, at dig og din kæreste er rigtigt glade sammen, og at i har haft et godt sexliv. Men nu er der nogle ting omkring oralsex som gør, at du ikke føler, at du kan leve op til hans krav. Og det gør, at du betvivler jeres forhold nu. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvorfor du har det sådan. For det er helt vildt svært, når man har problemer med at blive enige om sit sexliv i forholdet.

Sex er også lyst og kommunikation

Jeg synes det lyder til, at i faktisk har prøvet at snakke det her godt igennem. Men nu sidder i lidt fast, fordi i hverken er enige eller har samme opfattelse af problemet.

Jeg kan sagtens se, at du helt vildt gerne vil gøre din kæreste tilfreds. Og at han helt vildt gerne vil have, at du indgår i oralsex. Derfor er det selvfølgelig også et dilemma. Men! Som du beskriver situationen lige nu, så gør din kærestes store behov for oralsex, at han presser dig til noget, som du ikke har lyst til. Og det er ikke okay. For du sidder i en situation nu, hvor din kærestes behov presser dig så meget, at du faktisk føler dig utilstrækkelig, og helt mister lysten til sex. Og det går jo ikke. For det kan ende med, at du bliver helt vildt ked af det, og føler at dine grænser bliver overtrådt. Det betyder også, at sex kan ende med at blive en rigtig grim oplevelse for dig. Husk på, at man altid har lov til at sige fra, også selvom det er ens kæreste, som presser på.

Derfor er kommunikationen også så essentiel, når det kommer til sex, og derfor skal du også have meget ros for, at du har gjort en stor indsats for at få snakket med ham om det.

Han mister lysten… men du mister den først

Jeg undres lidt over, at din kæreste siger, at han mister lysten til dig seksuelt, hvis ikke han får oralsex. Jeg kommer til at tænke på, om det faktisk er rigtigt? Eller om det mest er noget han siger for at få dig til at blive ved? Hvis det mest er for at presse dig, så synes jeg du skal sætte en klar grænse der. For det er ikke okay, at komme med trusler, for at få dig til at blive ved. Det er ubehageligt og ukonstruktivt. For det giver på ingen måde dig mere lyst til, at give ham oralsex. Og samtidigt kan det være med til at ødelægge kommunikationen mellem jer. Hvis han synes oralsex er altafgørende for jeres sexliv – jamen så må han jo også prøve, at komme med nogle ideer til, hvordan det kan blive rarere for dig. Jeg tænker heller ikke, at din kæreste har lyst til at udsætte dig for noget, som er ubehageligt for dig.

Snak om det igen

Som sagt så tænker jeg, at din kæreste ikke ønsker, at du skal sættes i en ubehageligt situation under sex. Derfor tænker jeg også, at du er nødt til at forklare ham igen, at du ikke har lyst til at dyrke oralsex så ofte. Og så må i prøve at finde et kompromis, som du kan leve med. Din kæreste bliver også nødt til at forstå, at det ikke er i orden, at presse dig til noget, som du ikke har lyst til. Og at konsekvensen for at presse dig kan ende med at være, at du slet ikke har lyst til ham overhovedet – og at jeres forhold ender i konflikter. Det er ikke kun dit ansvar at finde en løsning på det her problem. Det er også din kærestes. Derfor må du også forklare ham igen, at hans behov for oralsex er et problem, og at han er nødt til at forholde sig til det. Hvis han bliver meget vred over det, og ikke vil acceptere det. Jamen så synes jeg, at du skal overveje om han er det værd. For så tænker jeg, at han ikke er særligt villig til, at arbejde på problemet.

Sex er mange forskellige ting

Måske kan i prøve, at eksperimentere med nogle nye stillinger, legetøj eller noget helt tredje. For der er super mange måder man kan have sex på, som ikke er oralsex. Måske kan i så på en lidt sjov og positiv måde prøve at finde noget, som giver jer begge to masser af lyst og tilfredsstillelse. I kan også prøve at dyrke oralsex med kondom. På den måde vil du ikke kunne få sæden i munden, og selvom han måske ikke vil kunne mærke helt lige så meget, så er det da et kompromis. Jeg tænker, at selvom det er et irriterende problem i er løbet ind i – jamen så giver det også mulighed for at i kan åbne snakken om jeres sexliv, og prøve at overveje nye, sjove og dejlige muligheder for at lære hinanden og jeres behov at kende. Så hvis din kæreste er åben for det, så kunne det her dilemma ende med at blive et super sjovt eksperiment i stedet.

Kontakt Sexlinien

Hvis det fortsat er et problem, og du mangler yderligere rådgivning. Så kan du med fordel prøve at kontakte Sexlinien. De har både en chat, telefonrådgivning og brevkasse. Og de er eksperter i problemstillinger der omhandler seksualliv. De er rigtigt søde, og det er helt anonymt. 

Det kan være så mega svært at få det med præferencer og behov til at gå op. Og derfor er det også essentielt, at man snakker sammen og respekterer hinandens grænser. Jeg håber på, at du kan bruge mine råd til noget. Og så krydser jeg fingre for, at det bare kommer til at gå super godt mellem jer, og at i finder et rigtigt godt kompromis.

De venligste hilsner fra en Mindhelper.