Hej Mindhelper

Jeg har i virkelig lang tid været meget ked af med oppe og nedture. Jeg syntes det var begyndt at blive bedre den seneste måneds tid her, men så igår var jeg helt vildt ked af, pga noget med i klasse og at jeg har meget dårligt selvværd. Min kæreste var hjemme ved mig, og jeg har i lang tid prøvet på ikke at være ked af overfor ham, fordi jeg før har oplevet at folk tager afstand til mig når jeg er ked af det. Men lige igår var jeg mega ked af det, og prøvede så mange gange at fortælle at jeg ikke håbede at det ændrede noget mellem os, og at jeg gerne ville prøve at holde det for mig selv når jeg var ked af. Han sagde flere gange han elsker mig, men alligevel slog han op. Er så ked af det og føler mig så utroligt alene. Han var den sidste tryghed jeg havde og nu er den væk og aner ik hva jeg skal gøre

(16 år)


Kære du 

Øv altså, det kan gøre så mega ondt, at blive slået op med. Derfor er jeg også virkelig glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. 

Solen kommer igen

Når man bliver slået op med, så kan det føles som om, at hele ens verden ramler. Man græder måske meget, føler sig helt fortabt og det kan føles som om, det aldrig bliver godt igen. Kærestesorg er en følelse af sorg over det, man har mistet – både kæreste, trygheden og de ting, man havde sammen. Derfor er det også helt okay, at du bliver ked af det. Men du skal vide, at selvom du måske er helt nede i kulkælderen, og det føles som om, at der kun er regnvejr og møgdage lige nu – så skal solen nok vende tilbage på et tidspunkt. 

Men det kan godt tage noget tid – og det er okay. Så kan det være nødvendigt, at lade sorgen fylde og græde igennem. Stille og roligt vil der blive færre tunge dage. Vores krop er nemlig bygget til at ‘hele’ kærestesorger. Du kan læse endnu mere i vores artikel om kærestesorg. Der står også en masse gode råd til, hvordan du kan passe godt på dig selv i den her periode. 

Det kan være svært at åbne op 

Du skriver i dit brev, at du har prøvet at lade være med at virke ked af det over for din ekskæreste. Det kan jeg sagtens forstå. For vi mennesker er nemlig rigtigt gode til at tage masker på og lade som om, at vi har det helt fint – også selvom vi måske har det rigtigt dårligt. Det kan nemlig være sårbart at åbne op. Og det gør ondt, hvis folk tager afstand, når man fortæller om sine følelser. 

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg alligevel, at det kunne være godt for dig, at snakke med nogen om, hvordan du har det.  Når man taler med andre om sine følelser, så kan det være med til, at gøre det lidt nemmere at overskue det hele. Og hvis dem man taler med at søde til at lytte, så kan det være rigtigt rart, at få et pusterum for de følelser, som man forsøger at holde inde. Derfor tænker jeg også, at du måske skal snakke med nogle andre end dem, du har talt med tidligere.

Har du talt med dine forældre? 

Hvis du ikke allerede har snakket med dine forældre, så kunne det måske være en god idé. For ens forældre er tit dem, som er allertættest på en i hverdagen. Og de kan støtte en, hvis det hele bliver alt for meget. Du kan læse mere i vores Guide til at tale med forældre om svære ting. 

Hvis det ikke duer med dine forældre, så er der måske nogle andre omkring dig, som er gode at snakke med. Det kunne være en moster, en storesøster, en yndlingslærer, sportstræner eller rigtig god ven? Det vigtigste er ikke, hvem det er, men at det er en, som du er tryg ved.  

Du er altid velkommen hos Headspace

Hvis du hellere vil snakke med nogle, som ikke lige kender dig. Og som har masser af overskud til at lytte, så kan jeg anbefale Headspace. Headspace er en frivillig ungerådgivning, hvor man kan komme og snakke om det der fylder. Intet problem er for stort eller småt. De er rigtigt søde, og hvis du har lyst, kan du også kontakte dem på chat først. 

Tag en tur til lægen

Du fortæller, at du har haft det svært i lang tid. Det er normalt at have perioder, hvor man ikke er glad. Men det skal også stoppe igen. Så hvis du oplever, at det bliver ved med at være svært i lang tid, så kan det være en god idé, at tage en tur til lægen. Så kan lægen og dig nemlig snakke om, om det kunne være godt for dig, at få professionel hjælp til at komme ovenpå igen. Det er lægen helt vant til at snakke med unge om. 

Jeg håber, at mit svar har været hjælpsomt for dig. Selvom det er megasvært lige nu, så kan det blive godt igen. Stort kram herfra.

De bedste hilsner fra en Mindhelper