Hej Mindhelper

Min kæreste er lige slået op efter en dag. Hun sagde det ikke havde noget med mig at gøre men noget med hende og at hun meget hellere ville være venner men jeg synes det er snydt at sådan en sød og lækker pige skal gå til spilde. Mine venner hjælper mig lige nu igennem det især en som der også har været kærester med hende. Han slog op med hende mange gange og jeg tænker at det måske er derfor at hun slog op med mig. Det er første gang og jeg var meget ked af det efter det og føler at jeg kunne have gjordt eller sagt noget sådan at hun ville være tryg ved det. Det var også en af hendes veninder der sagde til mig fra hende det gjorde mig lidt mere ked af det og hun sagde til mig igår at hun var ked af det og at hun var bange for hvordan jeg ville reagere. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre håber på noget hjælp.

(13 år)


Kære du

Kærestesorger kan gøre hammerondt og der kan være mange dage, hvor man slet ikke kan tænke på andet end sin ekskæreste.

Derfor er det også helt naturligt, at du er ked af det lige nu og synes det er hårdt. Sådan har de fleste det efter, at man har slået op som par.

Jeg tænker også, at det godt kan føles som lidt af en ekstra mavepuster, når det endda kommer fra hendes veninde.

Det gør ondt nu, men det bliver godt igen

Selvom du måske ikke kan tænke på andet de dage her, så skal du vide at selvom det gør ondt nu, så kan det godt blive godt igen.

Nogle kloge mennesker sagde engang, at “tid læger alle sår”. Det betyder, at selvom det måske gør ekstra ondt lige nu, så skal det nok blive bedre med tiden.

Med tiden kommer hele jeres breakup lidt på afstand og så bliver det alt sammen forhåbentligt lidt nemmere, end det er nu. Derfor er et af mine bedste råd til dig også: giv det hele noget tid og giv plads til at det gør lidt ondt lige nu. 

For selvom det måske er drænende at være ked af det hele tiden, så er det også helt okay oven på et breakup. 

Sådan kommer du videre

Hvis du nu sidder og tænker: “ja ja, det er fint nok, at jeg skal give det noget tid og vente, men jeg er ked af det nu! Hvad skal jeg gøre?”, så har jeg heldigvis også nogle gode råd til, hvad du kan gøre med det samme.

I vores artikel: Kærestesorg: Sådan kommer du dig over din ekskæreste, står der både en masse om de fire typiske faser i et breakup og 10 gode råd til, hvordan du kommer videre.

En af rådene handler fx om, hvordan det kan være en god ide at fjerne sin ekskæreste fra ens sociale medier i en periode. På den måde, piner man ikke sig selv med hele tiden, at følge med i, hvad de laver og hvor sjovt det ser ud til, at de har det. 

Hvis du synes det lyder som et godt råd og noget som du kunne tænke dig at læse mere om, så kan jeg varmt anbefale dig artiklen. Det kan nemlig være enormt dejligt, at være lidt sød ved en selv, når man er midt i et breakup.

Bliv ved med at snakke med dine venner om det

Du skriver, at lige nu hjælper dine venner dig igennem det og særligt en af dem, som også har været kærester med hende. 

Jeg tænker, at dét er en rigtig god ide, og du skal blive ved med at tale med dem om, hvordan du har det. For ofte så er det enormt lettende og rart at dele ens tanker og følelser med andre.

Nogle af dine venner har måske prøvet at stå i samme situation og har nogle gode råd til hvad du kan gøre. Jeg tænker særligt, at ham din kammerat som også har været kærester med hende, kunne være god at snakke med.

Det lyder til, at han kender jer begge to rigtig godt og derfor kan være rigtig god at tale med. For måske er der noget, han forstår om hende, som dine andre venner ikke gør. 

Kan du snakke med dine forældre om det? 

Her til sidst, vil jeg høre om du kunne have mod på at snakke med dine forældre om det? De fleste synes måske, at det er lidt pinligt eller svært at snakke med deres forældre om kærester og breakups.

Men de fleste forældre har selv prøvet at gå igennem et svært breakup eller to. Så de har ofte nogle rigtig gode råd til, hvad man kan gøre eller hvordan man får det bedre. 

Det kan være rigtig hårdt at blive slået op med. Især når det kommer som en overraskelse og det er hendes veninde, der siger det. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge.

De bedste hilsner fra en Mindhelper