Hej Mindhelper
Min kæreste og jeg slog op for lidt over 2 uger siden. Vi gjorde det fordi han skal på efterskole i år, og jeg skal næste år, og langdistance i 2 år ikke vil kunne fungere. Vi var officielt sammen i 3 måneder, men snakkede i 3 måneder før. Jeg var egentlig klar til at give det en chance, men jo mere vi snakkede om det kunne jeg godt se at det nok var den bedste løsning at gøre det nu, for vi ville nok slå op senere alligevel, og han ville også have en frisk start uden kæreste.
Men nu ved jeg at han sidder og skriver med en anden pige, og at han har sagt negative ting om mig bag min ryg. Jeg har været virkelig sur over det, men nu er jeg begyndt at blive ked af det, fordi jeg har jo stadig på et punkt følelser for ham. Jeg vil virkelig gerne være ligeglad og komme videre, men det føles umuligt da det nærmest er det eneste jeg kan tænke på.
Vi har en fælles ven, og han har fortalt mig at han bare vil skrive med hende og at han ikke vil noget med hende. Og jeg tror oprigtigt at det er hans måde at komme videre på, men alligevel er der en frygt indeni mig der tænker på om han kommer til at blive kærester med hende, og at de kommer til at lave langdistance.
Kh anonym
(14 år)
Kære dig,
Det lyder som en svær situation, du står i. Det kan være mega hårdt, når man vælger ikke længere at være kærester, og især hvis man ikke ser situationen helt ens.
Hjertesorg gør ondt og tager tid
Først og fremmest får jeg lyst til at fortælle dig, at det er fuldstændig normalt at være ked af det og også vred, når man som kærester går fra hinanden. Når man er kærester, så bruger man ofte meget tid sammen og kender hinanden godt, og det kan være rigtig mærkeligt og gøre ondt, når det pludseligt stopper.
Du skriver, at din ekskæreste nu skriver med en ny pige, og at det faktisk gør dig vred og ked af det. Det kan jeg virkelig godt forstå. Ens følelser for en anden person forsvinder ikke bare fra den ene dag til den anden, selvom man stopper med at være kærester.
Faktisk kan det tage tid før hjertesorgen forsvinder, og man ikke længere er lige så ked af det. Det kan være meget forskelligt, hvordan man hver især kommer sig oven på bruddet.
For nogle virker det bedst at være lidt mere alene og give sig selv lov til at være ked af det, og for andre virker det at være endnu mere social end før, og måske allerede skrive med andre mennesker meget kort tid efter man er blevet single.
Der er ikke én måde, der er bedre end den anden. Men derfor kan jeg godt forstå, at du bliver ked af det, når din kæreste nu er begyndt at skrive med en ny pige. For som du selv skriver, så er det ikke særligt rart at se sin ekskæreste skrive med en ny, når man ikke er kommet videre endnu.
Du har fuldstændig ret til at være ked af det efter jeres breakup. Men du kan ikke kontrollere hvad din ekskæreste gør, kun hvad du selv gør. Derfor kommer jeg nu til at give dig et par råd til, hvad du kan gøre for at få det bedre.
Giv dig selv lov til at være ked af det
Først og fremmest vil jeg foreslå, at give dig selv lov til at være ked af det. Når man går fra hinanden, så kan det gøre mega ondt, og det kan føles virkelig svært at være i. Men faktisk kan det hjælpe rigtig meget, hvis vi giver vores følelser lov til at være der, uden at prøve at undgå dem.
Når vi giver følelserne plads, så vil vi også ofte opleve, at vi hurtigere har nemmere ved at rumme dem. I starten kan det gøre mega ondt, men efter noget tid vil de fleste opleve, at de faktisk får det bedre, og at følelserne ikke er lige så voldsomme, som de var i starten.
Selvom det kan gøre rigtig ondt nu, så er det vigtigt at huske på, at det nok skal blive bedre.
Drop minderne i den første tid
Når man lige har slået op, så kan man få en trang til at dykke ned i gamle minder, billeder og sange, man hørte sammen. Men faktisk gør den konstante påmindelse om sin ekskæreste bare, at det bliver sværere at komme videre.
Når vi får minderne lidt på afstand, så bliver det lettere at komme sig ovenpå hjertesorgen, fordi man ikke hele tiden bliver mindet om personen. Derfor kan det være en god ide for eksempel den første måned at pakke minderne væk og fokusere på sig selv.
Tal med dine venner
En anden ting, der kan hjælpe én, når man går igennem hjertesorg, er at tale med og ses med sine gode venner. Sammen med dem kan det være rigtig rart at tale om sine følelser og tanker, fordi de så kan være med til at hjælpe én videre.
Når vi siger vores følelser og tanker højt, så har de det nemlig med ikke at fylde helt ligeså meget, som hvis vi holdte dem for os selv. Og her er venner bare rigtig gode at tale med, blandt andet fordi de også kender dig godt, og måske derfor kan komme med nogle gode råd og trøst.
Du nævnte blandt andet i dit brev til os, at dig og din ekskæreste har en fælles ven. Måske kunne han være rar at snakke med, fordi han kender til jeres brud, og dermed allerede ved ting, du ikke behøver bruge energi på at forklare?
Uanset hvad, er det vigtigste at du får talt med nogen om, hvordan du har det.
Hvis du har lyst til at læse mere om kærestesorg og flere råd til, hvad du kan gøre for at komme videre, så kan jeg anbefale dig vores artikel: Kærestesorg: Sådan kommer du dig over din ekskæreste.
Jeg håber mit svar kan være med til at hjælpe dig på vej, og så sender jeg dig en masse positiv og helende energi.
De bedste hilsner fra en Mindhelper