Hej Mindhelper

Jeg skriver her da jeg ikke længere ved hvem jeg ellers skal snakke med.
Jeg fik for noget tid siden en kæreste, hvilket ikke er problemet for han er virkelig en skøn fyr. Da jeg lærte ham at kende vidste jeg godt at han tog stoffer, så det har jeg fra start af vidst var en ting og noget jeg ikke skulle blande mig i, hvilket jeg acceptere og lever med. Det er dog blevet en del værre med hans ‘forbrug’ eller nok nærmere misbrug nu.
Jeg er generelt lidt “for sød” på nogle punkter og lader ham måske bestemme lidt for meget og det er derfor jeg nu skriver her.
Selvom vi ikke har været sammen i særlig lang tid, har vores forhold ændret sig virkelig meget. Vi bor 20 minutter væk fra hinanden og alligevel har han aldrig tid til mig. Han har tid 1 gang om MÅNEDEN til at se mig, resten af dagene går med skole, arbejde og ikke mindst stofferne. Jeg har haft perioder hvor jeg virkelig har haft brug for ham, men han har ikke været der på noget tidspunkt overhovedet. De signaler han sender er meget sådan “vi er kærester, men vi skal opføre os som ‘bollevenner’ og du skal ikke forvente mere” agtig. De få veninder jeg har snakket med har selvfølgelig med det samme sagt at jeg skal komme videre. Problemet er bare at jeg ikke kan komme videre. Jeg holder så meget af ham. Men så ondt som det ville gøre at gøre det forbi med ham, ja ligeså ondt gør det også at være i et forhold med ham. Det gør så ondt indeni.
Så hvad skal jeg gøre? Jeg har prøvet at tage en venlig snak med ham, men enten så lytter han ikke eller også er han fuldstændig ligeglad. På forhånd tusind tak for at tage tid til at besvare dette.

(Pige, 18 år)


Hej Pige på 18 år

Det kan være rigtigt svært at finde ud af, hvad man skal gøre, når det lige pludseligt gør rigtigt ondt at være i et forhold med den person, som man elsker. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Et forhold skal være rart det meste af tiden

Det er super hårdt at være i et forhold med din kæreste lige nu, fordi hans forbrug af stoffer har udviklet sig til at blive et misbrug. Og det kan jeg virkeligt godt forstå. For det lyder som om, den fyr du faldt for, som er super skøn, er forsvundet. Det kan jeg godt forstå gør super ondt. For når man elsker nogen, så vil man jo også gerne have, at de viser, at de elsker en. Men din kæreste viser ikke, at han elsker dig lige nu. Og faktisk så synes jeg virkeligt ikke, at han behandler dig særligt godt lige nu.

Men jeg kan også godt forstå, du synes, det er svært at finde ud af, hvad du skal gøre. For når man elsker nogen rigtigt højt, så gør tanken om at gå fra dem rigtigt ondt, også selvom det også gør ondt at blive sammen med dem. Men det er ikke meningen, at det skal gøre ondt indeni hele tiden, når man er i et forhold. Selvom der selvfølgeligt altid vil være perioder i et forhold, hvor det er svært ligesom med alt andet i livet. Så skal det helst være rart at være i et forhold med en anden det meste af tiden. Og det er helt okay at gå, hvis man for eksempel ikke er glad i sit forhold, fordi man bliver behandlet dårligt.

Det ville blive bedre igen

Det lyder som om, at noget af det, der gør, at du ikke har lyst til at gå fra din kæreste er, at det ville gøre ondt. Det tænker jeg, at du har helt ret i, at det ville. Men det er helt normalt, at det gør ondt lige, når man er gået fra en, som man elsker rigtigt højt, også selvom det også gør ondt at blive sammen med dem. For der er jo en grund til, at du og din kæreste fandt sammen i første omgang. Og hvis du går fra ham, så går du også fra alle de gode minder, som jeg tænker, I også har sammen. Det er ikke særligt sjovt, og det ville sikkert komme til at gøre hammerondt i et stykke tid bagefter. Men selvom kærestesorger gør rigtigt ondt, så går de over igen med tiden. Så på et tidspunkt ville det holde op med at gøre ondt og blive lettere igen.

Lav en liste

I sidste ende er det dig selv, der skal mærke efter, hvad der er en rigtige beslutning for dig. Du er nemlig den eneste, der kan tage beslutningen om, om du skal blive hos din kæreste eller gå fra ham. Måske kan det hjælpe dig at lave en liste med fordele og ulemper med ved at blive hos din kæreste. Det kan måske lyde lidt underligt og også lidt hårdt at gøre det, når det er en beslutning, som er rigtigt svær følelsesmæssigt. Men noget af det, der er super smart ved lister er, at hvis man laver den på et stykke papir. Så sidder man med alle de tanker og følelser, der fiser rundt oppe i ens hoved lige foran sig, sort på hvidt. Og så kan det måske blive lidt nemmere for dig at finde ud af, om det egentligt er fordelene eller ulemperne ved at blive, der fylder mest for dig.

Tag en alvorssnak med ham

Det lyder som om, du allerede har forsøgt at tage en snak med din kæreste om, hvad du oplever lige nu. Og det er både super godt og super sejt. For det er nemlig ikke altid nemt at skulle tage en snak om noget, man er ked af i sit forhold med sin kæreste. Men det er rigtigt vigtigt at gøre det, for det er den eneste måde, man kan finde ud af, om der er en løsning. Derfor synes jeg også, det lyder super frustrerende, at din kæreste ikke rigtigt lytter til dig, når du forsøger at snakke med ham.

Men mit bedste råd til dig er alligevel, at du skal prøve at tage endnu en snak med din kæreste. Og den her gang må du gerne skrue bissen lidt på og fortælle ham, at du har brug for, at der er noget i jeres forhold, der ændrer sig. For som det er lige nu, så er du faktisk rigtigt ked af det i jeres forhold. Det er nemlig helt okay at sætte grænser og sige, at der er nogle ting, man ikke har lyst til at finde sig i. Hvis din kæreste så stadig ikke lytter til dig, så kan du jo overveje, om du har lyst til at blive i jeres forhold. For som jeg skrev, så er det helt okay at gå, hvis man ikke bliver behandlet ordentligt. Og så har du i hvert fald gjort et sidste forsøg på at få din kæreste til at forstå, at du faktisk er rigtigt ked af den måde, han behandler dig på.

Bliv ved med at snakke med dine veninder

Det lyder også som om, du allerede har taget en snak med dine veninder om den her situation. Det er super godt, for det lyder som om du og din kærestes forhold er super svært at være i lige nu. Og det skal du du ikke gå alene med. Det er nemlig så vigtigt at have nogen, at dele de svære tanker og følelser med. Ellers kan de godt bygge sig op og komme til at fylde endnu mere. Derfor synes jeg også, at du skal blive ved med at snakke med dine veninder om det. Så har du nemlig dem at støtte dig op af og dele dine tanker med, når tingene mellem dig og din kæreste er rigtigt svære.

Tag fat i Headspace

Nogle gange kan det også være meget rart at dele sine tanker med nogen, som man ikke kender. Og som derfor kan se ens situation lidt mere udefra. Hvis du synes, det lyder som noget, der kunne være rart for dig, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig altid nogle frivillige rådgivere klar til at snakke med dig, og du kan snakke med dem om alt, hvad der fylder for det. Hos Headspace er der nemlig ikke noget, der er hverken for stort eller for småt at snakke om. Du kan være helt anonym hos Headspace, hvis du helst vil det, så dem kan du trygt tage fat i.

Det er super hårdt, når den person man elsker, lige pludseligt ændrer sig rigtigt meget. Så jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt på sporet af, hvad du kan gøre. Jeg ønsker dig i hvert fald alt mulig held og lykke fremover.

De bedste hilsner fra en Mindhelper