Hej,
Mig og mit “livskærlighed” er gået fra hinanden. Det startede med, at jeg opdagede hendes “Micro cheating” hvor hun skrev upassende beskeder med en kollega. Situationen udviklede sig til, at vi blev enige om at vi vil gøre alt for at få tilliden tilbage men senere hen fandt jeg ud af det var mere til historien.
Herefter ønskede hun en pause, hvor hun tog ud til hendes familie og idag har hun så slået op med mig fordi hun ønsker at få plads til at kunne arbejde på sig selv og hele. Det siger hun at hun ikke kan mens vi er sammen selvom hun elsker mig og ved at jeg vil hjælpe hende til verdens ende. Hun siger det er fordi hun er konfliktsky, people pleaser og forvirret over hvem hun er. Kan det godt passe at hun ikke kan overkomme sådanne ting mens hun er i et forhold?
Hun siger, at hun en dag tror på vi kommer sammen igen og at hun har brug for at slå op med mig for at fokusere på sig selv og få det nødvendige skub til at få det bedre.
Men kan det nogensinde reddes? Hvis vi aldrig for ro på konflikterne omkring utroskab vil de jo stadigvæk være der når hun er et bedre sted og jeg vil have ligeså lidt tillid til hende på det tidspunkt.. hvad skal man dog gøre?
(23 år)
Kære du
Jeg er ked af at høre, at dig og din kæreste lige har slået op. Det er aldrig rart at blive slået op med, og når man føler, at det er ens livs kærlighed, så gør det bare ekstra ondt.
Det giver mening
Først og fremmest, så skriver du ikke, hvor lang tid dig og din kæreste har været sammen. Men når det er ens livs kærlighed, som slår op med en, så gør det bare ondt. Du havde måske troet, at I skulle være sammen for evigt, og derfor kan det hele bare føles hammerærgerligt.
Derfor giver det også rigtig god mening, hvis du har det svært lige nu. Den første tid efter et breakup er altid den værste og det hvor følelserne er allertungest. I sådanne situationer, kan det være en rigtig god ide, at få nogle gode råd til, hvordan man kommer på toppen igen.
Hvis det lyder som noget for dig, så kan jeg varmt anbefale dig vores artikel: Sådan kommer du dig over din ekskæreste. Selvom du måske ikke har lyst til at “komme videre”, så står der nogle rigtig gode råd til, hvis man er påvirket og trist efter et breakup.
Vi er alle sammen forskellige
I dit brev spørger du, om det godt kan passe, at hun ikke kan overkomme sin konfliktskyhed, forvirring over hvem hun er og en tendens til at være people pleaser, mens at I to er sammen?
Til det spørgsmål, er mit bedste og korte svar: Ja.
Vi mennesker er vidt forskellige og reagerer alle sammen på hver vores måde, når vi er midt i et break up. Måske har man identificeret nogle problemer hos sig selv eller i forholdet, som man føler at man ikke kan rette op på, så længe man bliver i forholdet.
Og andre gange føler man det modsatte, at man aldrig ville kunne klare de problemer i forholdet eller med sig selv alene.
På den måde er vi mennesker vidt forskellige og har hver vores tilgang til problemløsning. Især når det gælder vores parforhold. Derfor er det desværre også ret normalt, at din kæreste føler, at hun kun kan klare de her ting alene.
Det betyder selvfølgelig ikke, at I aldrig nogensinde finder sammen igen. Det er nok nærmere et tegn på forvirring fra din kærestes side og et ønske om at finde sig selv. Det er man nødt til at respektere. Også selvom det gør rigtig ondt.
Kan forholdet reddes?
Til sidst i dit brev spørger du, om jeres forhold nogensinde kan reddes og hvad pokker du skal gøre for at få tilliden tilbage?
Først vil jeg starte med at sige, at ja, jeres forhold kan godt reddes. Ofte så kræver det dog, at det er noget, som I begge to har lyst til at arbejde med. Hvis det kun er den ene, så kan det godt være det ikke går godt.
Derfor er du nødt til at give din kæreste tid til at finde ud af tingene. I mellemtiden kan du gøre op med dig selv, om du har lyst til at vente på hende og om du på sigt kan tilgive hende.
For hvis du kan mærke, at du på sigt aldrig rigtig kan give slip på, at tilliden engang blev brudt, kan det godt være svært at genoprette den igen. Fordi hvis man ønsker at genoprette tilliden, så er det ofte en god ide, at acceptere hvad der skete, og kigge fremad.
Hvad kan du gøre?
Så opsummerende vil jeg råde dig til at gøre en af følgende:
- Giv din kæreste tid og håb på at hun vil finde sammen igen
- Giv din kæreste tid for og accepter at det ikke skal være jer to
- Giv din kæreste tid, lev dit liv som du plejer og tag stilling til hvad du har lyst til, når hun har tænkt over det.
Det hele virker til at være meget nyt for dig og jeg vil derfor allerhelst råde dig til, at lade dig selv mærke dine følelser. Hvis du føler dig vred, så giv dig selv lov til det. Hvis du er super ked af det, så giv dig selv lov til det.
Det er vigtigt at vi mærker vores følelser og i sidste ende, er det faktisk et af de bedste råd jeg kan give dig. Mærk efter og mærk hvad der føles rigtig for dig. Det er kun noget du kan mærke og derfor en beslutning du må tage selv.
Får du snakket med dine venner om det?
Her til sidst, vil jeg høre om du får talt med nogen om jeres breakup?
Når man slår op med nogen eller bliver slået op med, er det rigtig vigtigt at man får snakket med nogen om det. Det kan være en enormt svær og drænende situation at stå i. Derfor kan det være en rigtig god ide, at have nogle der kan lægge øre til ens tanker og skulder til ens hoved.
Det kunne fx være dine venner. Dine venner kender dig og måske også din kæreste rigtig godt.
Måske har de nogle gode råd til hvad du kan gøre eller har stået i den samme situation som dig. Lige meget hvad, er det rart at få sagt sine tanker højt og delt dem med nogen.
Jeg håber at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Det kan være rigtig hårdt at blive slået op med og derefter have håb om at finde sammen igen. Derfor håber jeg også at du/I finder ud af det og finder den bedste løsning for jer.
De bedste hilsner fra en Mindhelper