Hej Mindhelper

hej, jeg bor med den her dreng… jeg ved ik rigitig om jeg ka li ham fordi tidligere i nat, var vi oppe hos ham og han begyndte ar kysse minesår hvilket jeg faktisk syns var cute, men har en kæreste og hans kæreste er en min veninde og jeg ved ik hva jeg skal gøre

(Pige, 14 år)


Hej Pige på 14 år

Det lyder til, at du går rundt og er lidt forvirret omkring hvad du føler. Når man har det sådan, kan det også være rigtig svært lidt at finde ud af, hvad man skal gøre. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind til os og delt dine tanker. 

Når vi får opmærksomhed føler vi os accepteret og forstået

De fleste mennesker synes, at der er rigtig rart når andre giver dem opmærksomhed og viser omsorg. For vi mennesker har alle sammen brug for at føle, at vi bliver accepteret og forstået af andre. Og det er lige netop de følelser vi kan mærke, når andre giver os opmærksomhed og viser omsorg. Derfor er det også helt naturligt, at du måske synes at det var lidt rart og sødt, da ham fyren kyssede dig. Og de rare følelser som man mærker i kroppen, når andre giver en opmærksomhed kan være rigtig forvirrende. Man kan måske have svært ved at finde ud af, om man blev glad fordi det var rart, at ens ven gav en omsorg eller fordi man måske er lidt forelsket. Og så er det en helt naturlig reaktion, at man kommer lidt i tvivl om, hvad man skal gøre. 

Giv det lidt tid

Han er din venindes kæreste og derfor kan det godt være, at hun bliver sur, hvis du begynder at ses med ham. Så jeg tænker, at det måske kunne være en god ide, at du ikke gør mere lige nu, men i stedet giver det lidt tid, så dig og din veninde heller ikke ender med at blive uvenner. Sommetider kan det også hjælpe en med at mærke efter, hvad det egentlig er man føler, når man får det hele lidt på afstand. 

Og jeg ved godt, at det kan være hammersvært ikke at gøre noget, når man mærker en masse følelser inde i kroppen, men forelskelsen kan godt gå over igen. Det handler bare om, at give det lidt tid og tage det i små skridt. Og husk på, at der er mange andre fisk i havet, så der er helt sikkert også en anden sød fyr til dig derude. 

Snak med dine veninder

Når man går med en masse tanker og tvivl, kan det være en rigtig god ide, at snakke med nogen om det. For tingene bliver meget lettere at bære, når man ikke skal gå med det helt alene. 

Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du har nogle andre veninder, som du kan snakke med om det? 

Det kan nemlig være rigtig rart, at snakke med nogen som kender en godt. Det der med forelskelse, kan være rigtig svært at finde ud af. Derfor tænker jeg også, at det måske kan være at der er nogle af dine veninder, som måske har prøvet at have det lidt på samme måde. Og så kan det være at I kan snakke lidt om det, og om hvad du kan gøre. Uanset om de kender til det eller ej, vil de fleste veninder gerne hjælpe, støtte og lytte. 

Tag fat i Headspace

Du kan også tage fat i Headspace, hvis du synes at det kunne være rart at snakke med nogen som slet ikke kender dig. Hos Headspace sidder der nemlig en hel masse rigtig søde frivillige klar til hjælpe og lytte. De frivillige er vant til at snakke med unge om ting som er svære. Og derfor er de også rigtig gode at snakke med, når man bøvler lidt med noget tvivl og forelske. Det er helt gratis at komme i Headspace og du kan også sagtens være anonym, hvis du synes at det er rarere. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar som du kan bruge. Jeg sender en masse varme tanker din vej og håber, at du får snakket med nogen om det. og husk på at forelskelse godt kan gå over igen.

De bedste hilsner fra en Mindhelper