Hej Mindhelper

Jeg er virkelig forelsket i en fyr. Men jeg ved ikke om han føler det samme for mig. Vi har set hinanden nogle gange, men det gik i stykker for noget tid siden. Jeg har ikke kunne få ham ud af mit hovede siden det sluttede. Vi har så fået arbejde samme sted for 1 måned siden cirka. Vi har fornyligt været til et personalemøde sammen, hvor vi snakkede lidt og jeg kunne bare mærke at han også havde savnet mig. Jeg ved ikke, synes bare jeg kunne se det i hans øjne og den måde han kommunikerede med mig på. Han har skrevet til mig to gange efterfølgende, hvor det bare har handlet om arbejde, men alligevel har han ført samtalen lidt videre og så stoppet den, hvor jeg har skrevet noget, og han bare har set den. Jeg er i tvivl om det er en undskyldning for at komme i kontakt med mig, eller om det bare er tilfældigt. Jeg overtænker alt, og er virkelig i tvivl om han kan lide mig? Dengang vi havde noget, gav han udtryk for at han ikke kunne stoppe med at tænke på mig, men så skete der noget til en fest, hvor jeg tror han følte jeg ikke gad ham, fordi jeg ikke ville være for nem at få, hvis du forstår. Men jeg tænker på ham hele tiden, det kilder i min mave, og jeg føler virkelig at han kunne være den rette fyr for mig, vi matcher bare så godt. Men jeg vil så gerne vide om han føler det samme for mig, hvad skal jeg gøre?

(Pige, 18 år)


Hej Pige på 18 år

Det med kærligheden kan være mega svært at finde hoved og hale i. Derfor er jeg simpelthen også så glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.

Er tegnene der?

Det lyder til, at dig og ham har været lige på kanten af at begynde at date/blive kærester tidligere. Men så var der nogle ting som gjorde, at det ikke gik alligevel. Det er selvfølgelig super ærgerligt, men jeg tænker også, at når han har haft følelser for dig tidligere, så er der måske en god en chance for, at han stadigvæk har det. Og det lyder på dig som om, at du kan mærke, at han stadig er interesseret. Og det er jo super positivt. Omkring det med beskederne, så kan folk være mega forskellige og derfor tænker jeg, at det kan være svært lige at tolke noget konkret ud af hans beskeder. Men det lyder til at der alt i alt godt kunne være en god chance for, at han stadig er interesseret.

Snak med ham

Mit bedste råd til dig er, at få snakket med ham. Det er nok den eneste måde, at du kan være helt sikker på, om han er interesseret eller ej. Hvis du er modig, kan du jo overveje at invitere ham ud på en date. De fleste mennesker vil tage det som et stort kompliment, at blive inviteret ud. Det kan selvfølgelig være lidt sårbart, fordi der er en risiko for, at han afviser dig. Men så har du i hvert fald prøvet og kan klappe dig selv på skulderen for at være mega sej. Måske kan du spørge ham, om han vil med ud og drikke en øl efter arbejde. Du kan eventuelt også skrive til ham, at du er ked af, hvis han følte du har afvist ham til den fest i var til tidligere og at du altså rigtigt godt kan lide ham. Hvis du synes det er for tidligt, at begynde at snakke med ham om dine følelser eller invitere ham ud, så kan du give det lidt længere tid og skrue rigtigt meget op for flirtingen. Jeg tænker, at hvis han ikke er i tvivl om, at du er interesseret, så vil han måske også vise nogle flere tegn tilbage?

Snak med dine kollegaer/fælles venner

Hvis du synes det er lidt for voldsomt, at springe direkte ud i at snakke med fyren, så kan du jo overveje at prøve at snakke med en af jeres fælles kollegaer eller en fælles ven/veninde – hvis i har sådan en. Nogle gange så kan de nemlig se nogle ting, som man ikke selv lægger mærke til. Det kunne være noget flirting, som man måske selv er i tvivl om er flirting eller ej. Eller det kan være, at han har snakket om dig til nogle af dem. Kunne det måske være en idé?

Det med kærligheden er super svært. Og man kan aldrig være helt sikker på, om den man er forelsket i også er forelsket tilbage – medmindre man snakker om det. Jeg krydser super meget fingre for, at det kommer til at gå mega godt imellem jer. Og så håber jeg, at du har kunne bruge mine råd til noget.

De bedste hilsner fra en Mindhelper