Hej Mindhelper

Min kæreste slog op med mig for en måned siden og det kom bag på mig da vi havde det utroligt godt inden.. vi var begge så forelsket og han var virkelig glad. Men han har haft en svær barndom og mistet mange personer. Ugen op til fortalt han mig at de problemer der var dengang var begyndt at fylde igen. Han sagde at det var fordi han havde det dårligt og ikke var klar til at have en kæreste og havde brug for at fokusere på sig selv. Han sagde at han stadig elskede mig og aldrig har elsket nogen så højt. Vi blev enige om at jeg skulle vente men ugen efter skrev han at han ikke længere savnede mig som kæreste og at han ikke elskede mig og aldrig vil få følelser for mig igen. Jeg blev meget sur og følte han havde løjet for mig. Vi mødtes et par dage efter og den her gang sagde han at han ikke vidste hvad han følte.. det gjorde mig endnu mere forvirret og vi blev igen enige om at jeg skulle vente. Vi skrev en del efter og han tog også intiativ. Jeg opdager så på hans Instagram, at han er begyndt at følge 30 nye som alle er flotte pige han ikke kender.. han har aldrig før været aktiv på Instagram og ligepludselig lægger han også et billede op… Det for mig til at skrive til ham hvor meget jeg elsker ham men at jeg ikke kan vente på ham når han tydeligvis ikke har følelser for mig. Til det svare han koldt og siger jeg får den plads jeg har brug for. Jeg bliver sur og han skriver at han ikke vil have jeg venter da han ikke ved hvordan han har det om noget tid og ikke vil holde mig hen. Der er nu gået en måned og vi så hinanden forleden hvor vi gik en tur. Han holdte meget afstand til at starte med, men efter noget tid tager jeg hans hånd og han holder om mig. Jeg fortæller ham at jeg havde været på tinder date inden vores gåtur og spørger om det gør ham ked af det. Kunne se at han var lidt i chok og hans mund begyndte at ryste. Han kiggede væk og sagde at det faktisk irriteret ham lidt og han ville vide alt om fyren. Han siger Igen at han ikke ved hvad han føler og det er fordi han har det dårligt. Han forslog at vi droppede alt kontakt i 2 uger for vores begges skyld. Jeg er bange for at miste ham hvis jeg skriver og presser ham, men er også bange for at miste ham hvis jeg ikke gør.
Han bliver ved med at skifte mening og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme igennem det hvis han finder ud af at han ikke har følelser. Hvad skal jeg gøre? Er der noget jeg kan gøre?

(Pige, 20 år)


Hej Pige på 20 år

Det lyder godt nok som om, at det er rigtigt forvirrende mellem dig og din kæreste i øjeblikket. Derfor kan jeg også sagtens forstå, hvis du ikke kan finde hoved og hale i det hele lige nu. Og jeg er glad for, at du har skrevet herind og delt de med os. 

Han har det svært 

Når jeg læser dit brev, så lyder det til, at din (eks)kæreste går igennem en rigtig svær periode. Og derfor har han slået op med dig. Det gør helt vildt ondt, at være den, der bliver slået op med. Især hvis man egentligt synes, at det gik hammergodt. Så kan det nemlig komme som et totalt chok og slå en helt ud af kurs. Så er det helt naturligt, hvis du ikke aner, hvad søren du lige skal gøre af sig selv. Så jeg kan sagtens forstå, hvis du er bange for at miste ham helt og ikke ved, hvad der er det bedste at gøre nu. 

Du fortjener en kæreste som vil dig

Du skriver, at han bliver ved med at skifte mening og derfor er du super forvirret. Men når jeg læser de ting, som du skriver, så virker det ikke på mig som om, at han har skiftet mening? Jeg kan godt se, at han har skrevet til dig og han holdt om dig, da i mødtes og gik tur. Men samtidigt virker det også til, at han har fortalt dig flere gange, at han ikke vil være sammen med dig længere. Og at han bliver ved med at prøve at presse dig væk fra ham ved at sige, at i ikke skal snakke sammen i flere uger af gangen. Så måske prøver din (eks)kæreste at fortælle dig, at han ikke har lyst til at at i skal forsøge eller snakke sammen længere? Jeg sagtens forstå, hvis er så sindssygt hårdt at være i for dig, men jeg tænker også, at du måske bliver nødt til at acceptere de ting, som han siger. Selvom han siger, at han er forvirret om sine følelser, så betyder det ikke nødvendigvis, at han har skiftet mening. De fleste er super forvirrede om deres følelser, når de lige har slået op med deres kærester. For man har sikkert rigtigt mange dejlige minder sammen og man elsker måske også stadigvæk den anden person, men det betyder ikke, at man har lyst til at blive kærester igen. Hvis han virkeligt gerne ville være sammen med dig, så tænker jeg, at han havde behandlet dig pænere og været mere klar i mælet om det. Lige nu virker det til, at det kun er dig, som kæmper for at få det til at fungere. Og det tænker jeg ikke du fortjener, at blive ved med. For du fortjener at have en kæreste, som mega gerne vil dig og som behandler dig ordentligt. 

Som du selv så super fint har skrevet, så kan du jo ikke blive ved med at vente på ham. Det er alt for hårdt, hvis man skal kæmpe så meget for at få et forhold til at fungere. Så kan det bedre at stoppe op og prøve at huske sig selv på, at det vigtigste er, at passe super godt på sig selv. Og det lyder ikke til, at du har det super godt lige nu? Måske kunne det være en rigtig god idé, hvis du lod være med at tage kontakt til din (eks)kæreste det næste stykke tid. For han har bedt dig om, ikke at kontakte ham. Og det lyder til, at det ender med at være rigtigt forvirrende og sårende for dig, hver gang i snakker sammen. Derfor tænker jeg også, at det måske kunne være en rigtig god idé, hvis du i stedet prøvede at snakke med nogen om, hvordan du har det. 

Snak med dine veninder

Hvis du har nogle gode veninder, så kunne du måske prøve at tage fat i dem og fortælle dem om, hvad der sker i øjeblikket. Måske har de også prøvet at slå op med nogen, og ved hvor sindssygt hårdt det kan være. Det kan være virkeligt rart at have den støtte, når man går igennem et break-up og måske oplever en del kærestesorger. Så kan man bruge sine veninder som pusterum for de svære følelser, og til at distrahere sig fra kærestesorgerne, hvis de begynder at fylde for meget. Så kan i aftale at lave nogle super hyggelige og sjove ting sammen, så du ikke behøver tænke på din (eks)kæreste for meget. Du kan læse endnu mere om kærestesorger her. 

Snak med dine forældre 

Hvis du er tryg ved at snakke med dine forældre, så kunne det måske også være rart for dig. Selvom mange unge måske ikke snakker så meget om kærlighed med deres forældre, så kan det nogle gange være lige det man har brug for. For ens forældre er tit dem, som kender en allerbedst og ved hvordan de skal trøste og støtte, når det hele bare går super dårligt. Måske kunne det være rart for dig? 

Det er en rigtig forvirrende og træls situation, som du oplever med din (eks)kæreste. Men nogle gange skal man også huske på, at der er grænser for, hvad man skal udsætte sig selv for. Og du fortjener at være i et kæresteforhold med en, som behandler dig rigtigt pænt og super gerne vil dig. Jeg håber mit svar har været hjælpsomt for dig. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå super godt med dig. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper