Hej Mindhelper

Der er sket noget som virkelig har fået mig til at tænke over hvem jeg er og hvilke behov jeg har. Jeg har en kæreste og i weekenden skulle hans forældre noget med overnatning så han havde fået lov at invitere et par venner. Der kom nu en del, også mig og min bedste veninde så det blev faktisk en fest med en del flasker. Vi blev ret fulde og det blev ret sent. Jeg skulle sove der og min veninde blev for at hjælpe lidt med at rydde op men vi var lidt for fulde. Min kæreste spurgte om hun ikke også havde lyst at blive, så kunne vi alle tre sove sammen på madrasser. Det lød jo lidt frækt og kinky og vi gik med til det. Da det kom til stykket var vi dog for generte selv om vi var fulde og min kæreste og min veninde var også lidt bange for at jeg skulle blive jalux tror jeg, men jeg fik set nøgenhed hos min veninde for første gang og vi rørte lidt men så faldt vi i søvn. Næste dag sov vi for længe og der var lidt panik for for hans forældre ville snart komme hjem, så han for rundt med støvsuger og mig og min veninde gik med alle de tomme flasker. Vi snakkede om hvad der var sket og det viste sig det havde været spændende for os begge to. Tror jeg har lyst til mere, men hvad gør jeg?

(16 år)


Kære du

Når man har en kæreste, men finder ud af, at man gerne vil prøve noget med en anden, så kan det være svært at vide, hvad man skal gøre. 

Det er normalt 

Først og fremmest er det vigtigt for mig at sige, at det er helt normalt, at man er meget nysgerrig og udforskende, når man bliver ældre. 

Seksualitet og hvem man har lyst til at være sammen med, er ikke noget som er det samme hele livet.

Man kan sagtens have en kæreste, og så senere finde ud af, at man gerne vil prøve noget andet. 

Det er der mange som oplever. 

Men det kan være svært at vide præcis, hvad man skal gøre, når det sker. 

Hvad skal du gøre?

Det lyder til at situationen med din veninde og din kæreste, har sat en masse tanker i gang hos dig.

Tanker om hvem du er, og hvilke behov du har. 

Når man har sådan en oplevelse, så er det bedste man kan gøre, at snakke om det.

Snak med din veninde

Derfor tænker jeg, at det kunne være en god ide at få talt med din veninde om, hvad hun mon tænker. 

Hvis hun også har lyst til at prøve mere, så kan du overveje, hvad du skal gøre. Men hvis hun ikke har lyst til at prøve mere, så er det helt okay. 

Man kan godt gøre noget, og synes det er spændende, uden at man nødvendigvis har lyst til at prøve det igen. 

Men hvis din veninde også gerne vil prøve mere, og du også kan mærke, at det er det rigtige, så tænker jeg, at det er vigtigt, at du får snakket med din kæreste om det. 

Snak med din kæreste

Det lyder til, at du, din kæreste og din veninde havde en rigtig spændende oplevelse. Og for dig har den åbnet op for noget nyt, som du gerne vil udforske mere. 

Men jeg tænker det er vigtigt at du finder ud af, hvad din kæreste tænker. 

Nogle par har det fint med, at den anden har sex med eller ses med andre, selvom de er kærester. Mens andre ikke har lyst til, at deres kæreste laver ting med andre. 

Der er ikke noget som er mere rigtigt end det andet, det vigtige er bare, at man er enige om det. 

Derfor tænker jeg, at det er vigtigt, du får snakket med din kæreste om dine tanker. 

Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal gribe det an, så kan du prøve at læse vores artikel om at tale om svære ting med sin ven

Selvom I er kærester, så er rådene lige så gode, selvom artiklen er rettet mod venner. 

De vil altid lytte hos headspace

Hvis du synes det kunne være rart at snakke med nogen, som ikke er din kæreste eller veninde om det, så kan jeg varmt anbefale dig headspace.

Hos headspace møder du nogle enormt søde og dygtige rådgivere, som er vant til at snakke med unge, om alt mellem himmel og jord.

Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, hvis du stadig er i tvivl om situationen og hvilke behov du har. 

Du kan enten skrive med dem, ringe til dem eller mødes med dem fysisk i de fleste større byer.

Det er gratis og du kan være helt anonym, hvis du har lyst til det.

Kender du Sexlinien?

Her til sidst vil jeg også kort lige tippe dig om Sexlinien.

Hos Sexlinien kan du både læse en masse om seksualitet og sex generelt, men også chatte med deres dygtige rådgivere.

Rådgiverne er super søde og ved rigtig meget om sex og seksualitet generelt. Det kan være, at det er noget for dig?

Lige så spændende en aften med ens veninde og kæreste kan være, lige så forvirrende kan den være. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper