Hej jeg er en dreng på 13. Jeg er blevet afhængig af at onanere. Da jeg begyndte at onanere troede at det var normalt og ikke ville blive så slemt, men når jeg er ude er det, det eneste jeg tænker på. Jeg begynder også at forstille mig have sammenlege med andre, selv min søster… Hjælp mig, så jeg ikke tænker på det mere.

(13 år)


Kære du

Jeg kan godt høre, at du er blevet bekymret for om onani-tankerne har taget overhånd. Men jeg håber at mit svar her kan give dig lidt ro maven. For det lyder umiddelbart som om, at du er en helt normal dreng på 13 år. 

Hvornår er noget en afhængighed? 

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg på om du egentligt ER afhængig af at onanere? Eller om det egentligt mere handler om, at du synes det er svært at have de her tanker om onani. 

En afhængighed af onani ser ud sådan, at man begynder at være forhindret i at gøre de ting, som man plejer. At man fx. ikke længere kan gå i skole, være sammen med sine venner eller tage til fritidsaktiviteter, fordi man er nødt til at blive hjemme for at onanere. Og at man måske onanere så mange gange om dagen, at det gør ondt og bliver skadeligt. Oplever du det? For det virker det ikke til. 

Når jeg læser dit brev lyder det til, at det måske mere handler om, at du er generet af de her tanker om onanien. Det skriver jeg lidt mere om herunder.

Tanker er bare tanker 

I den periode, hvor man går i puberteten, øges ens hormoner i kroppen helt vildt meget. Det gør blandt andet at mange oplever rigtigt meget sexlyst. Og også på den måde, hvor de måske har sextanker non-stop. 

Det kan virke voldsomt og overvældende til at starte med, men jeg tror du vil opleve, at det lige så stille stilner af, hvis du ikke bekymrer dig for meget om det. Tanker er bare tanker – det er langt fra de ting vi tænker til det vi gør. Tanker er mere en slags billede/ord-strøm, som hele tiden kører rundt inde i vores hoved. 

I forhold til det med tankerne om din søster, så er det ikke unormalt. Mange vil opleve at få sextanker om alt fra familiemedlemmer til dyr og ting. Det er ikke farligt og det er helt normalt. Det er bare tankerne, som suser derudaf. 

Mit bedste tip – øv dig på at lade tankerne passere af sig selv

Mit bedste tip til dig er at prøve at lade bekymringerne om sextankerne lidt være. Næste gang de kommer og du synes, det er generende, så prøv at tænke følgende: “okay, vildt nok, nu raser hormornerne virkeligt meget i min krop siden tankerne her dukker op. Pyt med det”. 

Og så ret dit fokus tilbage på det, du var igang med. Det kan være den matematik-opgave, du sad og kedede dig med. Eller samtalen med din ven, som du pludseligt mistede fokus fra. Pointen er, at jo flere kræfter du bruger på at prøve at undgå tankerne, jo mere kommer de til at fylde. Lidt ligesom, hvis jeg sagde til dig, at du ABSOLUT IKKE måtte tænke på en isbjørn. Det er nærmest en umulig opgave, fordi ens hjerne straks tænker på den hvide bjørn.  

Det kan godt være, at du kommer til at rette fokus tilbage mange gange. Men det er også helt fint. Og så skal du bare vide, at det højst sandsynligt kun er i en periode af dit liv, at tankerne fylder SÅ meget. På et tidspunkt vil det ligeså stille falde til ro igen. 

Tjek Sexliniens hjemmeside ud 

Hvis du vil vide mere om sextanker, onani eller lignende, så kan jeg anbefale dig Sexliniens hjemmeside. Der står en masse god information og du kan læse brevkassespørgsmål/svar fra andre unge om fx. onani og sextanker. Det kan være rigtigt rart at læse, at man ikke er alene med sine oplevelser.

Jeg håber mit svar har givet dig lidt ro i maven. Stort knus herfra.  

De bedste hilsner fra en Mindhelper