Hej jeg er en dreng på 20 år som savner min kæreste helt vildt! Vi har været sammen i 3 år.
Hun er lige nu ude og rejse i 3 måneder på den anden side af jorden, halvdelen af tiden er nu gået og jeg ser så meget frem til ar se hende igen!
Jeg ved at hun oplever så mange ting lige nu, så det kan være svært for hende at gå rundt og savne mig, men når jeg savner hende så meget kan det føles trist når man ved at man savner hende mere end hun savner mig.
Vi skriver sammen hver dag og facetimer et par gange om ugen, hvilket er rigtig dejligt. Dog kommer jeg til at overtænke alle situationer – som hvis at hun ikke skriver ligeså sødt som dagen før kan jeg tænke “Er hun ved at miste følelser for mig”. “Kunne hun flirte med andre” osv osv. Vi har nogen gode planer sammen når hun kommer hjem, det beroliger jeg mig selv med, men hold op hvor er savnet stort. Og normalt er jeg ikke jaloux anlagt.
Hun har sagt at hun er stolt af mig, og at jeg klarer det godt! For jeg har på intet tidspunkt ville virke negativ, da jeg virkelig vil have at hun skal nyde sin rejse

(20 år)


Kære du

Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, at du simpelthen er ellevild med din kæreste og derfor, med god grund, savner hende rigtig meget. For når man holder så meget af nogen, kan det føles helt ulideligt at være væk fra dem i længere perioder. 

Når ens kæreste er væk, kan savnet godt komme til at fylde meget i ens hverdag. Man kan næsten være helt trist i perioder og føle, at dagene til ens kæreste kommer hjem, snegler sig af sted. Heldigvis er der en udløbsdato på dit savn. Men indtil da, er der en masse ting du kan gøre for, at tiden går lidt hurtigere. 

Er det normalt at savne sin kæreste så meget?

Når man er kærester, er det helt normalt at savne den anden, når man er hver for sig. Nogle savner sin kæreste sekundet de går ud af døren, andre savner sin kæreste efter nogle dage og andre har det fint med at der går en uges tid før man ser hinanden.

Selvom vi mennesker er forskellige, når det kommer til hvor lang tid der skal gå, før vi savner vores kæreste, ville langt de fleste savne deres kæreste hvis de skulle ud og rejse i flere måneder. 

Derfor er det også vigtigt for mig at sige, at det er helt normalt, at du savner din kæreste. Også hvis du savner hende rigtig rigtig meget. For selvom savn kan føles ubehageligt for den, der føler det, er savn også en smuk ting. 

Selvom savnet kan være stort, så kan det også være en smuk ting

Når vi savner nogen, er det ofte et tegn på, at vi er vant til at have dem i vores hverdag, at vi nyder at være sammen med dem, og at vi ville ønske de var hos os lige nu.

Derfor tænker jeg også, at der er noget positivt i det savn, du føler til din kæreste. For hvor må det være skønt at holde sig meget af nogen, at det gør helt ondt at de er væk fra en.

Så et af mine råd til dig er, at acceptere savnet og give det plads. For selvom det måske gør ondt, er det ikke farligt at savne nogen, man holder af. Tværtimod, er hun jo heldig at hun har sådan en sød kæreste som dig, som venter på hende derhjemme.

Brug tiden på noget, som du godt kan lide at lave

Nu skal det ikke kun lyde som om, at du bare skal acceptere dit savn og at der ikke er noget som helst du kan gøre, for at gøre det lidt nemmere indtil hun kommer hjem. 

Du skriver, at I har en masse gode planer sammen, når hun kommer hjem, og at det beroliger dig rigtig meget. Hvor er det sejt af dig, at hjælpe tankerne over på noget positivt i jeres forhold, i stedet for kun at fokusere på hvor øv det er, at hun er ude og rejse. Bliv endelig ved med det!

En anden ting du kan gøre er, at bruge tiden på en masse ting, som du godt kan lide. Det kan være en hobby du har, en sport du altid gerne har villet gå til eller at se den serie som din kæreste hader. 

Du har en masse tid til at være dig og lave de ting, som du godt kan lide. Så brug noget af tiden på at gøre noget godt for dig selv, som du synes er sjovt. På den måde går tiden ikke kun hurtigere, men du har også en masse spændende at fortælle hende, næste gang i facetimer. 

Får du snakket med nogen om dit savn? 

Selvom det er helt normalt at savne nogen, man holder af, kan ens hjerne godt løbe løbsk, og ens tanker kan derfor nogle gange godt stikke af med en.

Derfor er det heller ikke unormalt at få tanker som “er hun ved at miste følelser for mig” eller “jeg savner hende sikkert mere, end hun savner mig”. Også selvom man normalt ikke er jaloux anlagt.

Men det kan være en god ide at få sagt det højt. For når man får sagt det højt, så finder man hurtigt ud af hvilke tanker og bekymringer der giver mening, og hvilke der måske ikke gør. 

At snakke med nogen om det, kan være enormt rart og lettende. Derfor er mit bedste råd til dig også, at få snakket med nogen om dit savn til din kæreste. 

De fleste mennesker har prøvet at savne nogen før og kender derfor helt sikkert de følelser du går rundt med. Måske har de endda også nogle gode råd til hvad du kan gøre for at mindske savnet?

Det kan være utrolig hårdt at savne sin kæreste, som er ude og rejse på den anden side af jorden. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper