Jeg kan godt lide den her pige, som har en kæreste. Jeg vil gerne snakke med hende i virkeligheden, men jeg tør ikke, for jeg har ikke nogen selvtillid.

Hej Mindhelper

Jeg kan lide en pige, hvilket hun også ved da jeg har fortalt hende det. Hun har en kæreste og jeg tør ikke snakke til hende i virkeligheden, jeg vil vildt gerne snakke med hende. Har i nogle gode råd til hvordan jeg kan begynde at snakke med hende, for jeg har ingen selvtillid.

(Dreng, 13 år)


Kære dreng på 13 år

Det kan være super dejligt, når der er nogen, man godt kan lide. Men det kan også være ret svært, hvis de for eksempel har en kæreste. Eller hvis man ikke helt ved, hvordan man skal komme til at snakke med dem. 

Respekter, at hun har en kæreste

Jeg kan virkeligt godt forstå, at du rigtigt gerne vil snakke med hende pigen. For når der er nogen, man godt kan lide, så har man for det meste bare lyst til at være sammen med dem hele tiden. Men du skriver også, at pigen du kan lide, har en kæreste. Og det er du nødt til at respektere. For når hun har en kæreste, så er hun nok ikke interesseret i at have noget med dig. Det er selvfølgeligt rigtigt træls, når nu du godt kan lide hende. Men det er der desværre ikke så meget at gøre ved, selvom det er super nedern.

Det betyder selvfølgeligt ikke, at du ikke kan snakke med hende og blive venner med hende alligevel. For det kan du godt. Men så er det en rigtigt god idé, at du er afklaret med, at I nok ikke kan blive mere end venner. Sådan så du ikke går og håber på, at I kan blive kærester. Samtidigt kan det også være rigtigt hårdt at være venner med en, som man er vild med, men som har en kæreste. Fordi man måske kommer til at høre dem snakke om sin kæreste. Og på den måde lidt hele tiden bliver mindet om, at ens følelser ikke er gengældt. Det betyder ikke, at det ikke kan lade sig gøre. Men det er noget, der er rigtigt godt lige at tænke over, inden du prøver at blive venner med hende.

Spørg ind til hende

Hvis du beslutter dig for, at du gerne vil være venner med hende, så er næste skridt at begynde at snakke med hende. Det kan være mega svært at være den, der skal tage kontakt til andre som det første. For så er der en risiko for, at man kan blive afvist. Og det er bare aldrig særligt fedt. Men hvis du ikke kaster dig ud i det, så kommer du i hvert fald ikke til at snakke med hende. Og den mest effektive måde at opbygge sin selvtillid i forhold til at snakke med andre mennesker på, er ved at øve sig. For ligesom med alt muligt andet, så kræver det træning at blive god til at være den, der skal starte en samtale. 

Noget der altid er godt, hvis man gerne vil lære andre mennesker at kende er at spørge ind til dem. Hvad kan de godt lide at lave? Hvilken slags musik kan de godt lide? Og så videre. De fleste mennesker kan nemlig rigtigt godt lide, at man interesserer sig for dem. Samtidigt er det også en rigtigt god måde at finde ud af, om man har nogle fælles interesser, man kan snakke om. Hvis du har lyst til det, kan du læse flere gode råd til smalltalk i den artikel, jeg har linket til.

Når følelserne ikke er gengældt

Det er ikke særligt sjovt at kunne lide nogen, der ikke er interesseret i en. Og nogle gange kan det føles som om, man aldrig finder nogen andre, man kan være sammen med. Ligesom det måske kan føles som om, følelserne aldrig går væk. Men følelserne skal nok gå væk en dag. Og en dag skal man også nok finde en, der også kan lide en tilbage. Hvis du har lyst til det, kan du prøve at læse vores artikel om ulykkelig kærlighed. Der er er nogle gode råd til, hvordan man kan komme videre, hvis du har brug for det.

Snak med dine venner om pigen

Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med nogen om, at du kan lide den her pige? Hvis du ikke har det, så synes jeg nemlig, du skal gøre det. Du kan for eksempel snakke med dine venner om hende. Når man snakker med andre om sine tanker og følelser, så får man nemlig også mulighed for at høre, hvad de tænker om de ting, man fortæller. Og det kan jo være, at dine venner også har nogle gode råd til, hvordan du kan komme til at snakke med hende pigen?

Jeg håber, der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg, at du finder ud af, hvordan du kan komme til at snakke med hende pigen.

De bedste hilsner fra en Mindhelper