Hej Mindhelper

Jeg har svært ved at styre mig i byen og kommer tit til at kysse rundt med drenge uden egentlig at tænke over det og det har skabt mig et ret dårligt ry. Jeg ved godt selv det er forkert og jeg skammer mig også, men jeg ved ikke hvordan jeg skal gribe hold i det for jeg prøver virkelig… hvad skal jeg gøre for at ændre mig og hvorfor kan jeg ikke stoppe mig selv. Pls sig i kan hjælpe. Mine veninder siger også det er kørt af sporet ://

(Pige, 17 år)


Kære pige på 17

Når man går i byen kan man godt komme til at gøre nogle ting, som man så senere fortryder. Og så kan man godt blive ramt af skam. Derfor er jeg også rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Jeg kan godt mærke på dig, at du er rigtigt frustreret over de ting, der sker. Men jeg kan heller ikke lade være med at bide mærke i, at du siger, at du gør noget forkert. Det vil jeg faktisk gerne udfordre lidt. For hvis du har lyst til at kysse med drenge i byen og de har lyst til at kysse med dig, så er der vel egentligt ikke noget forkert i det? Derfor tænker jeg også på, om problemet i virkeligheden ligger mere hos de andre end hos dig? Altså at det er dem, som synes det er for meget og ikke dig selv. I såfald kan du jo overveje om det er dig, der skal ændre dig, eller om det er dine veninder? Men, det er selvfølgelig rigtigt ubehageligt, hvis du er ved at få et ry, som du ikke bryder dig om. Derfor kan det rareste også godt være, at få lidt mere kontrol over sig selv.

Hvis man har svært ved at styre sig

Hvis man har svært ved at styre sig i byen, så er det for de fleste den samme ting, som er synderen: Alkohol. De fleste mennesker oplever, at når de drikker, så bliver deres hæmninger meget mindre. Man bliver mere modig og mere ligeglad med hvad andre tænker – og så gør man bare lige det man har lyst til. Det kan være mega sjovt når man er afsted, men rigtigt hårdt når man vågner dagen efter. Så kan man godt komme til at skamme sig over de ting, som man har gjort. Det tror jeg de fleste unge kan nikke genkendende til.

Den bedste måde at undgå, at komme til at gøre ting, som man senere skammer sig over, er ved at skrue ned for mængden af alkohol. Jo mindre alkohol du drikker, jo mere kontrol har du over situationen. Rigtigt mange unge skal lære at finde den grænse og det kan være rigtigt svært. Der er kæmpestor forskel på, hvor meget mennesker kan drikke, før de mister hæmningerne. Derfor kan det også godt være, at selvom dig og dine veninder måske drikker lige mange genstande, så reagerer i måske meget forskelligt på dem. Børnetelefonen har lavet 5 gode råd til unge om alkohol, som du kan prøve at læse. Jeg synes, de er super gode. Især rådet om at drikke vand. Du kan eksempelvis vænne dig til at drikke et glas vand, hver gang du har drukket en genstand. Så du fx. skifter mellem 1 øl og 1 glas vand. Det kan være en hjælp til at drikke mindre.

Snak med dine veninder

Måske kunne det være en god idé, hvis du fik snakket med en/flere af dine veninder om det hele. Det lyder til, at i allerede har snakket lidt om det. Men det lyder også til, at dine veninder måske har været lidt hårde ved dig, hvilket ikke er så hjælpsomt, fordi det bare giver en endnu mere dårlig samvittighed, men ikke kommer med nogen løsning. Men hvis i kunne finde en god måde at snakke sammen på, så kan det være at dine veninder faktisk kunne være til stor hjælp. De kan hjælpe dig med ikke at drikke for meget og hjælpe dig med at finde ud af, om der er nogen anden grund til, at du mister kontrollen. Hvis man kan snakke om det på en god måde, så kan det være super rart og hjælpsomt, at have ens veninders støtte og perspektiv på tingene. Hvis du synes det lyder lidt svært, så kan du prøve at læse vores artikel om, hvordan man snakker med sine venner om svære ting. Der står nogle super gode råd i.

Når man er ung, så er det helt normalt at gå i byen og kysse med drenge. Det er der slet ikke noget galt i. Men man kan godt ende et sted, hvor man ikke længere føler man har kontrol over situationen. Og så kan det være en rigtig god idé, at skrue lidt ned for alkoholen, så man hjælper sig selv bedst til, at tage beslutninger, som man er glad for. Og så måske få lidt støtte og hjælp fra sine venner/veninder, når man er afsted.

Jeg håber at mit svar har kunne hjælpe dig lidt og fanger dit problem ordentligt. Jeg ønsker dig super meget held og lykke fremad.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper